Gå til indhold

Kim Duus Thøisen

Lektor Kim Duus Thøisen kalder sig selv et legebarn, og det er netop legen, nysgerrigheden og det konkrete, han bruger som brændstof, når han underviser i design og medier på Erhvervsakademi SydVest. Hans tilgang er legende. Han anstrenger sig for at gøre stoffet nærværende og håndgribeligt.

Tekst: Charlotte Koldbye | Foto og video: Kristoffer Juel Poulsen 

Når Kim Duus Thøisens studerende skal lære om billedbehandling, får de ikke bare generiske øvelser. De skal derimod skabe en "efterlyst-plakat" med et gennembanket billede af deres eget ansigt. Når undervisningen handler om kunstig intelligens, får de studerende en række værktøjer at lege med, hvor ét resultat var en AI som lektiehjælp til en 9-årig pige. Og når dronecertifikatet skal i hus, bliver øvelsen til en skattejagt med droner. Det er i de oplevelser, fagligheden forankres og bliver husket.

Kim Duus Thøisen giver de studerende så meget kreativ frihed som muligt. De laver reklamefilm, video-CV’er og kortfilm, der vises i den lokale biograf, hvor en jury kårer vinderne. Det vigtigste er processen, mener han. De studerende skal mærke, at de skaber noget, der har betydning uden for uddannelsen. Det styrker ikke kun motivationen, men også de studerendes selvtillid og ejerskab over eget arbejde.

Han mener, at det er underviserens opgave at gøre pensum relevant. For Kim Duus Thøisen handler det derfor ikke kun om at undervise, men om at få de studerende til at bruge stoffet kreativt, konkret og selvstændigt.

Bag den energiske undervisningsstil står også en underviser med stor faglig stolthed.

Kim Duus Thøisen er nysgerrig af natur og elsker at fordybe sig i ny teknologi og didaktiske metoder. Han har altid gang i mange ting på en gang, og det trives han bedst med. Denne rastløse skabertrang får frit løb på Erhvervsakademi SydVest, hvor han har været med til at etablere et XR-lab, et Makerspace med 3D-printere, laserskærere og mulighed for at tage dronecertifikat. På denne måde bliver teknologien ikke bare demonstreret. De studerende får mulighed for at udforske og eksperimentere med den.

Kim Duus Thøisen lægger stor vægt på fællesskabet med kollegerne, som han ser som en vigtig kilde til inspiration og udvikling. Han er taknemmelig for at arbejde i et team, hvor idéer kan blive til virkelighed fra dag til dag. Det samme gælder hans undervisning: Han justerer, tester og udvikler konstant. Det handler ikke om at genbruge slides, men om at være til stede i stoffet sammen med de studerende.

En kedelig forelæser kan ødelægge det for de studerende. Det er en pædagogisk påmindelse, jeg tager med mig i hver eneste lektion. Jeg vil engagere, involvere og begejstre de studerende. Det handler ikke om at fylde på, men om at tænde noget i de studerende.

For Kim Duus Thøisen er det allervigtigste, at de studerende mærker, at læring godt må være sjovt, og at det, de laver, betyder noget. For når undervisningen bliver legende og virkelighedsnær, bliver den også meningsfuld.

Kim Duus Thøisen

Titel: Lektor på Erhvervsakademi SydVest

Fagområde: IT & Medier

Født i Rødekro, bor i Jernved

Kontaktoplysninger: kt@easv.dk 

Ved brug af fotos og tekst skal følgende krediteres:
Foto: Kristoffer Juel Poulsen | Tekst: Charlotte Koldbye

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 24. september 2025