Gå til indhold

Rektorkollegiet for professionshøjskolernes indstilling af Ulricha Larsen til Undervisningsprisen 2025

Rektorkollegiet for professionshøjskoler indstiller Ulricha Larsen til Undervisningsprisen 2025.

Med sit engagement og sin udfordrende og inspirerende undervisning er Ulricha en rollemodel for de studerende, som hun møder i øjenhøjde og med oprigtig interesse. Ulricha går forrest i sit arbejde med de studerende, der beskriver hende som: ”En helt ekstraordinær og vidunderlig underviser. Hun er en kæmpe rollemodel for os”. 

Prisudvalget har i deres indstilling af Ulricha lagt særlig vægt på hendes undervisningsmetoder og didaktiske evner. Hun er god til at variere sin undervisning, og inddrager alt fra eksterne oplægsholdere til LEGO klodser, og introducerer også gerne de studerende for nye digitale læringstilbud. Ulricha har erfaring fra den pædagogiske praksis, og benytter eksempler og cases, der afspejler de udfordringer, man kan stå med i arbejdet som pædagog. På den måde gør hun det komplekse stof tilgængeligt og relevant, ligesom hun forbereder de studerende på den praksis, de kommer til at møde i praktikforløb og som færdiguddannede. De studerendes udbytte af undervisningen er altid det vigtigste for Ulricha, derfor er hun også lydhør over for de studerendes feedback, som hun bruger aktivt til at justere og forbedre sin undervisning.

Prisudvalget har ligeledes vægtet, at Ulricha tænker ud af boksen når hun tilrettelægger sin undervisning, og blandt andet planlægger ekskursioner. Hun og hendes studerende har eksempelvis talt med hjemløse på Vesterbro om livet på gaden.

Ulrichas tilgang til undervisning har karakter af open source. Hun er nysgerrig på alle uddannelsens områder, hvilket også kommer til udtryk ved at hun har undervist på mange forskellige moduler på pædagoguddannelsen. Ulricha er åben og nysgerrig over for sine kollegaer, som hun deler både succeser og bekymringer med. Derudover inviterer hun gerne både ledelse og kollegaer ind i sin undervisning. På den måde bidrager Ulricha til udviklingen af både sin egen og organisationens undervisningspraksis.

De studerende fremhæver i deres indstilling, at Ulricha formår at skabe et trygt rum, hvor det er okay at lave fejl, og hvor alle føler, at deres bidrag i undervisningen har betydning. Derudover fremhæves hendes evne til at aflæse den enkeltes styrker og give konstruktiv og brugbar feedback, der er skræddersyet til den enkelte studerende. Opsummerende skriver de studerende om Ulricha: ”Hendes dedikation til os studerende og hendes fag er noget helt særligt”.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 24. september 2025