Ulricha Larsen

Tekst: Charlotte Koldbye | Foto og video: Kristoffer Juel Poulsen 

Mange af de studerende kommer med komplekse narrativer i bagagen fra tidligere skoleerfaringer, som kan spænde ben for motivationen. Derfor handler Ulricha Larsens undervisning først og fremmest om at møde de studerende dér, hvor de er. Undervisningsdifferentiering er ikke et teknisk greb, men en naturlig del af hendes praksis.

Ulricha Larsen arbejder aktivt for at ramme det punkt, hvor den studerende er klar til at tage imod viden, og det gør hun ved at gøre læringen levende. Hendes undervisning er øvelsesbaseret og kreativ. En opgave kan bestå i at bygge en fritidsklub ud fra pædagogiske teorier eller at visualisere abstrakte begreber som 'spatialitet' med LEGO. Når en gruppe studerende laver en stop-motionfilm eller en billedbog om seksualitet i stedet for en traditionel rapport, er det netop for at engagere både hoved og hænder og på den måde skabe stolthed over egen læring.

Det, der driver mig, er ikke blot at formidle viden, men at give mine studerende et fagligt, relationelt og personligt fundament. Jeg bliver stolt, når de rykker sig og tager ejerskab over deres læring. Det er vigtigere, at processen er god, end at slutproduktet er perfekt.

Ulricha Larsens undervisningsfelt er konstant i forandring – hun elsker at nørde, især med videnskabsteori, og hun holder sig konstant opdateret på ny forskning. Men hun ved også, at læring kræver mere end faglig formidling. Det kræver nærvær, tryghed og tillid. Hun oplever den unge generation som empatisk og reflekteret og tager det som sin opgave at skabe det rum, hvor de kan vokse både fagligt og socialt.

Hun går ikke på kompromis med det læringsmiljø, hun bygger op. Det skal være trygt og respektfuldt. Derfor tager hun skarpt afstand fra metoder, der udstiller studerende, som fx at "skyde" på en tilfældig uopmærksom deltager for at skræmme og udskamme. Den slags ødelægger det fælles engagement, hun forsøger at skabe. I stedet indleder hun ugen med "meditative mandage", hvor de studerende får mulighed for at lande og fokusere, før undervisningsugen begynder.

Hver undervisningssituation er ny. Derfor genbruger Ulricha Larsen sjældent sit materiale. I stedet tilpasser hun det til holdets faglige niveau og energi. Hun evaluerer sig selv løbende og ser med et metablik på sin praksis, netop for at kunne finjustere, hvad undervisningen skal kunne.