Nenia Zenana

Tekst: Charlotte Koldbye | Foto og video: Kristoffer Juel Poulsen 

For Nenia Zenana handler undervisning ikke om at have alle svarene klar, men om at turde stille de spørgsmål, man endnu ikke kender svaret på og give nysgerrigheden lov til at vokse. Hun opfatter derfor ikke undervisning som en envejsformidling. Når hun underviser, stræber hun efter at opbygge et tillidsrum, hvor hun og de studerende er skabende sammen. Det er et privilegium, mener hun, at blive lukket ind i de studerendes verden, og at få lov at prikke til deres spørgelyst, deres mod og deres stemme.

Uddannelse bør også være en erkendelsesrejse, hvor man både lærer om sit fag og om sig selv. Spørgsmålene må ikke forsvinde i jagten på de rigtige svar. Tværtimod: Det er i undringen, at udviklingen begynder.

Nenia Zenana stiller store krav til sig selv, både som underviser og som menneske. Hun skal være til stede, og hun skal lytte. For hende er musikken ikke kun er et pensum, men et sprog for det, vi endnu ikke har ord for. I hendes undervisning bliver musik en måde at være sammen på og et sted, hvor man kan spejle sig i hinanden uden grænsedragninger. Hvor faglighed og følsomhed ikke udelukker hinanden, men smelter sammen i erkendelse.

Nenia Zenana ser ikke musikalsk praksis som adskilt fra teori, den er teoriens krop og hjerte. Hun underviser i klaver, hørelære og brugsklaver, og hun leder de musikstuderendes kor MUKO. Gennem korsang og fælles skaben bliver det tydeligt, at musik ikke kun skal forstås, men mærkes. Når alt spiller, kan musikken hjælpe os med at slutte fred med os selv, og det er den følelse, hun forsøger at skabe rum for i sin undervisning.

En gang troede hun, hun skulle være jordemoder. I dag er stetoskopet skiftet ud med et klaviatur, men følelsen af at være fødselshjælper er stadig den samme. Hun hepper, hun guider, og hun glæder sig på sidelinjen over at se de studerende vokse, ikke blot fagligt, men også som hele mennesker. 

Nenia Zenana taler med sine studerende om kroppen, om stemmen og om sprog. En af dem sagde engang: ”Du har lært os at tale pænt til vores krop.” Det ser hun som den største gave. Tænk at have været med til at skabe et rum, hvor man kan finde ind til sig selv og samtidig række ud mod andre.