Gå til indhold

Det Frie Forskningsråd igangsætter postdocprojekter for 137 millioner

19. september 2014
Det Frie Forskningsråd investerer 137 millioner kroner i postdocstipendier til 70 af Danmarks lovende yngre forskere.

Stipendierne skal give ny indsigt i så forskellige emner som myrers sygdomsforsvar, molekylære mekanismer bag Alzheimers, retlige aspekter i forbindelse med råstofudvinding i Grønland og håndtering af grænser for privat og offentligt liv på Google og Facebook.

Stipendierne uddeles til forskere inden for samtlige videnskabelige hovedområder og løber i 2-3 år.

Udvælgelse og finansiering af de bedste yngre forskere i Danmark er højt prioriteret i Det Frie Forskningsråd. I år har rådet igangsat nye forskningsprojekter med en postdoc i spidsen for knap 280 millioner kroner. I alt har rådet ydet støtte til omkring 2500 postdocer igennem det seneste årti.

678 forskere ansøgte om et postdocstipendium i denne ansøgningsrunde.

Se lister over forskere, som modtager en bevilling:

Om Det Frie Forskningsråd

Det Frie Forskningsråd er et uafhængigt råd, som i 2014 uddeler cirka 1,2 milliard kroner til dansk forskning. Rådet støtter konkrete forskerinitierede forskningsaktiviteter inden for alle videnskabelige områder, som styrker kvaliteten og internationaliseringen af dansk forskning.

Det Frie Forskningsråd giver endvidere forskningsfaglig rådgivning til uddannelsesministeren, Folketinget og regeringen. Rådet bidrager desuden til at styrke formidling og anvendelse af forskningsresultater og deltager i internationalt forskningssamarbejde.

Handlinger tilknyttet webside