SU-reformen er vedtaget
Det danske SU-system skal også fremover være fundamentet for, at unge har mulighed for at tage en uddannelse uanset deres opvækst, sociale baggrund og forældres økonomiske situation.
Den 18. april 2013 indgik regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance aftale om en reform, der målretter SUen og bringer de unge hurtigere og bedre gennem uddannelsessystemet. Et flertal i Folketinget har den 28. juni vedtaget en ændring af SU-loven samt en ændring af love for de videregående uddannelser.
Uddannelsesminister Morten Østergaard glæder sig over vedtagelsen.
- Uddannelse er en forudsætning for vækst i Danmark. Derfor har regeringen en ambition om, at vi skal have den bedst uddannede generation nogensinde, så vi fortsat kan skabe vækst og velstand i Danmark. Vores SU-system er fundamentet for, at alle unge har mulighed for at tage en uddannelse. Til gengæld for at modtage en gratis uddannelse beder vi de studerende tage et større ansvar for fremdriften i studierne, ligesom vi målretter SUen til dem, der har størst behov, siger Morten Østergaard.
Fremover kan studerende på de videregående uddannelser kun være seks måneder efter studieplanen, hvis de skal have SU, og alle studerende vil automatisk blive tilmeldt fag og prøver svarende til et fuldt studieår, uanset om de modtager SU.
Med reformen vil der være råd til at understøtte de større studenterårgange med en studiestøtte, der fortsat vil være en af verdens mest generøse. Samtidig styrkes de offentlige finanser med 2,2 milliarder kroner i 2020 til anvendelse på initiativer, der igen skal få gang i væksten og jobskabelsen.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Presseansvarlig Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200, e-mail: imen@fivu.dk
Kontorchef Mikkel Leihardt, tlf. 7231 8015, e-mail: mle@fivu.dk
Handlinger tilknyttet webside