Ny forsøgsordning: Fra september kan en række kandidatuddannelser læses på deltid
Som noget nyt vil en række kandidatuddannelser fra september blive udbudt som fireårige deltidsuddannelser. Det giver studerende en ny mulighed for at uddanne sig, mens de arbejder mindst 25 timer om ugen i en virksomhed eller offentlig organisation.
Dermed vil de kunne koble det, de lærer, til deres arbejdsopgaver på en helt ny måde. Samtidig får erhvervslivet bedre mulighed for at ansætte kvalificeret arbejdskraft.
- Vores fornemmeste opgave er at uddanne studerende til arbejdsmarkedet og til livet. Og der er flere måder at dygtiggøre sig på. Med kandidatuddannelser på deltid får vi et mere fleksibelt uddannelsessystem, hvor danskerne kan uddanne sig på deltid, mens de arbejder mindst 25 timer om ugen. Det kan for eksempel være it-uddannede og ingeniører, som mange virksomheder gerne vil ansætte. Det er gavnligt for den studerende, der kan knytte det lærte til virkeligheden, og for virksomheder, der får adgang til dugfrisk viden fra universitetet, siger Søren Pind.
I første omgang sætter regeringen en forsøgsordning i gang, hvor 13 kandidatuddannelser bliver udbudt som fireårige uddannelser på deltid – i alt 23 steder i landet. Nogle uddannelser bliver udbudt fra efteråret 2018, andre 2019.
Alle landets universiteter og kunstneriske uddannelsesinstitutioner indgår i forsøgsordningen, og uddannelserne på deltid spænder vidt fra sygepleje til arkitekt, jura, ingeniør og erhvervsøkonomi.
Det er erhvervslivet og universiteterne, der har efterspurgt muligheden for, at kandidatuddannelser kan udbydes på deltid til studerende, der arbejder mindst 25 timer og gerne vil læse en kandidatuddannelse ved siden af.
Om erhvervskandidatuddannelser
- En erhvervskandidatuddannelse er en toårig kandidatuddannelse (120 ECTS), der er tilrettelagt som et fireårigt deltidsforløb, hvor den studerende arbejder i en offentlig eller privat virksomhed ved siden af studierne.
- Erhvervskandidatuddannelserne har samme indhold som de toårige kandidatuddannelser
- De første erhvervskandidater starter i september 2018
- For at påbegynde en erhvervskandidat, skal den studerende:
- Leve op til de faglige adgangskrav. Det er de samme krav, som gælder for den almindelige toårige kandidatuddannelse på uddannelsesinstitutionen.
- Være ansat i en virksomhed på baggrund af sin bacheloruddannelse mindst 25 timer om ugen eller være iværksætter. - Et enigt Folketing står bag erhvervskandidatordningen
For yderligere oplysninger, kontakt:
Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon, 7231 8181
Handlinger tilknyttet webside