Gå til indhold

Erhvervsliv, forskere og ministre har indgået aftale om Teknologipagten

Op mod 50 partnere og ambassadører fra dansk erhvervsliv, undervisnings-, uddannelses- og forskningsverdenen har indgået en pagt for at styrke interessen for natur og teknik. Den danske ESA astronaut Andreas Mogensen er udnævnt til særlig ambassadør.


Teknologipagten blev lanceret ved et arrangement på Experimentarium tirsdag den 24. april 2018 af erhvervsminister Brian Mikkelsen, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, undervisningsminister Merete Riisager, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og den nye formand for pagten André Rogaczewski, CEO i Netcompany.

Ca. 200 ledere fra erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne deltog i arrangementet sammen med skolebørn, studerende, organisationer og virksomheder, som fremviste teknologipagtsprojekter i Experimentariums forhal.

Den danske ESA astronaut Andreas Mogensen har takket ja til at være ambassadør for Teknologipagten. Andreas Mogensen glæder sig og skriver på sin Facebook: ”Vi har brug for, at flere unge vælger en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse. Forhåbentlig synes de også, ligesom jeg selv, at naturvidenskaben er det mest spændende man kan arbejde med.”

Andreas Mogensen, der til daglig arbejder i kontrolcentret for den internationale rumstation i Houston kunne ikke selv deltage i arrangementet, men havde sendt en videohilsen, hvor han fortæller, hvordan hans fascination af rummet gav ham interesse for teknik og naturvidenskab.

Danske virksomheder oplever i dag stor mangel på ansatte med digitale og tekniske kompetencer. I takt med, at avanceret teknologi og digitale løsninger udbredes i fremtiden, vokser virksomhedernes efterspørgsel på fx ingeniører, dataloger, biostatistikere, elektrikere og andre personer med digitale og tekniske færdigheder.

Teknologipagten skal få flere unge til at interessere sig, uddanne sig og arbejde inden for området, og den skal gennemføres i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet selv.

 

Kontakt

Cecilie Tornøe
Specialkonsulent
Tlf.: 72318284
Email: ct@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024