Gå til indhold

Se præsentationerne fra workshop om danske muligheder i bemandet rumfart og robotmissioner

ESA’s Exploration planer for rumstationen, Månen og Mars blev præsenteret og livligt diskuteret på en workshop den 10. april 2019. Samtidig tog ESA positivt imod de danske interessenters idéer til, hvordan de kan bidrage med både ny teknologi og idéer til studier på de nye missioner.

En række danske forskere og virksomheder med aktiviteter omkring rumstationen, Månen og Mars mødtes med repræsentanter fra European Space Agency, ESA den 10. april 2019 på en workshop arrangeret af RUM i Styrelsen for Forskning og Uddannelse. 

De danske forskere og virksomheder præsenterede spændende og unikke rumaktiviteter, der i flere tilfælde også kan bruges på jorden: 

  • Smarte tekstiler til overvågning af astronauters helbred
  • Ny robotteknologi til træning i rummet og andre ekstreme miljøer
  • Produktion af ilt i rummet ved hjælp af elektrolyse
  • Dansk teknologi på NASA’s Mars missioner
  • Planer for en opgradering af den danske Mars vind tunnel
  • Stjernekameraer, gyroskoper og accelleratometre til Måne missioner.

Flere danske Exploration aktiviteter, interesser og kompetencer er udviklet i direkte samarbejde med NASA og har derfor været ukendte for ESA. ESA kunne se flere interessante nye samarbejdsmuligheder og workshoppen blev derfor startskuddet til direkte dialog mellem ESA og nye danske aktører. 

Heller ikke alle danske aktører kendte hinandens aktiviteter og workshoppen gav derfor at også mulighed for, at alle kunne danne sig et bedre overblik.

I forlængelse af workshoppen blev der holdt et møde om etableringen af et nyt dansk partnerskab om Exploration. Målet er at styrke samarbejdet i Danmark og i samarbejde med ESA identificere aktiviteter, der passer godt ind i ESA’s Exploration planer.

ESA lægger netop nu sidste hånd på programbeskrivelsen af næste fase af European Exploration Envelope Programme, E3P, der vil blive præsenteret for medlemslandene på ESA’s ministermøde i november 2019. Planerne omfatter kommercialisering af rumstationen, en ny bemandet ”rumstation” kaldet Gateway i bane om Månen og hjemtag af jordprøver fra Månen og Mars.

Kontakt

Cecilie Tornøe
Specialkonsulent
Tlf.: 72318284
Email: ct@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024