Gå til indhold

Nyt om Space Exploration i ESA

ESA’s Exploration komite har godkendt, at ESA nu kan investere 80 procent af budgettet over de næste 3 år i store udbud til gavn for de store Space Exploration missioner, der bl.a. vil bringe europæerne til en ny rumstation omkring Månen. Det betyder også nye opgaver for danske underleverandører.

Det er en af flere nyheder fra programkomiteen for Space Exploration i ESA, som d. 26- 27. maj. 2020 afholdt et virtuelt møde.

Ingen forsinkelser til trods for Corona

ESA har uden forsinkelser på grund af Corona-virussen været i stand til at planlægge og gennemføre udbud, svarende til at 80 procent af det rekordhøje budget på næsten 2 mia. Euro, som blev øremærket over de næste tre år til Space Exploration på ministermødet i Sevilla i november 2019. Danmark bidrog med 13 mio. Euro til Exploration programmet (E3P).

European Service Modul til månen

ESA har bl.a. tegnet kontrakt med Airbus om at levere den tredje European Service Modul (ESM) til Orion, det amerikanske rumfartøj, der som en del af NASAs Artemis program igen skal bringe mennesker til månen. ESM leverer vand, luft og energi til astronauterne. Faktisk er det den ESM, som NASA i 2024 planlægger at anvende til den første månelanding. Dermed er europæisk teknologi også blevet afgørende for NASAs – og måske senere ESA’s - muligheder for at vende tilbage til Månen igen.

Nye muligheder for danske virksomheder

De mange udbud betyder også, at danske virksomheder forventes at få gode muligheder for at deltage i de store europæiske vinderkonsortier, som etableres i år. En stor del af det danske bidrag kommer således tilbage til danske virksomheder og vidensinstitutioner i form af kontrakter. Hvis du vil vide mere om mulighederne, så kontakt rumkontorets industripolitiske specialist, Dennis Jorch Dehn Kristensen, for rådgivning om processerne og formidling af kontakt til ESA. Dennis vil også kunne rådgive om mulighederne for at udvikle nye løsninger sammen med ESA. I begyndelsen af maj blev der også åbnet for at sende ansøgninger til udviklingsprogrammerne ARTES og GSTP i ESA. Danmark har støttet de to programmer med i alt 12 mio. Euro.

Ny forskningsplatform på ISS er open for business

Ligesom NASA, der arbejder tæt sammen med amerikanske virksomheder som fx SpaceX, hvor NASA køber sig til transport af forsyninger og snart astronauter til den internationale rumstation, har ESA også sat gang i en række partnerskaber med kommercielle partnere i Europa, hvor ESA er kunden. Et af de første partnerskaber hedder Bartholomeo, som – udover at være navnet på Colombus’ lillebror – er et partnerskab med Airbus om at bygge en testplatform til brug for både videnskabelige og kommercielle forsøg uden på det europæiske modul, Colombus, på den Internationale Rumstation, ISS. Bartholomeo er i april blevet installeret på ISS og er klar til at tage imod kunder. Danske virksomheder og forskere har dermed også mulighed for på kommercielle betingelser at købe sig adgang til IS.

Europa skal levere telekommunikation og navigation til Månen

Et andet spændende partnerskab, som er på vej, er Lunar Pathfinder. Det er en banebrydende satellitmission, som ESA og den britiske regering udvikler samme med engelske SSTL. Målet er at give fremtidens månemissioner en mulighed for at sende data til Jorden via satellitten. Det er især praktisk for robotmissioner, som fx befinder sig på Månens skyggeside eller andre steder på Månen, hvor Jorden ikke er synlig for antennen. Lunar Pathfinder er, som ordet antyder, en spejdermission. Og allerede i år går ESA i gang med at udbyde opgaven med at udvikle og teste mulighederne for en hel konstellation af både kommunikations- og navigationssatellitter omkring månen, det såkaldte Lunar Communication and Navigation Services (LCNS). Ambitionen er at være de første i verdenen til at levere disse services, som kan have stor værdi for fx amerikanerne, når de vender tilbage til Månen. Udbuddet forventes offentliggjort i løbet af sommeren i ARTES programmet efter godkendelse i den industripolitiske komité i ESA. Kontakt igen Dennis Jorch Dehn Kristensen for mere viden om udbudsprocessen, som forventes at ende med, at to konsortier etableres.

ESA på vej med nyt koncept for astronautkorps

ESA arbejder frem mod at lancere en ny rekrutteringskampagne til deres astronautkorps i slutningen af året. Med mange nye missioner over de næste 10 år er der behov for at rekruttere nye kandidater til det eksisterende astronautkorps. ESA arbejder på at ændre rammerne for korpset, så det fx bliver muligt at hyre mere fleksibelt og for kortere perioder. Kampagnen forventes at gå i luften i hele Europa til december 2020. Kravene til en astronaut forventes at blive de samme som sidste gang, ESA rekrutterede. Hvis du vil vide mere om, hvad det kræver at blive astronaut, så finder du et par links nederst i denne nyhed.

NASA og ESA går i gang med at forberede modtagelsen af prøver fra Mars

Endelig har NASA og ESA fundet frem til de forskere, som skal sidde i den videnskabelige planlægningskomité for Mars Sample Return (MSR) missionen. MSR er et partnerskab mellem NASA og ESA om at hente de første fysiske Marsprøver til Jorden i slutningen af dette årti. Der er tale om en ekstraordinær teknologisk udfordring, som efterfølgende kan føre til store videnskabelige gennembrud, når forskere på jorden begynder at undersøge (de nu steriliserede) prøver ved hjælp af de mest avancerede instrumenter på Jorden. Danmark har et stærkt Marsmiljø, der også er godt repræsenteret i Partnerskabet Space Exploration Danmark. Partnerskabet vil bl.a. undersøge muligheden for at bruge verdens stærkest neutronkilde, som er under konstruktion i Lund (European Spallation Source) med markant dansk deltagelse, til at kortlægge og analysere Marsprøverne, når de kommer tilbage til Jorden.

På ESA's hjemmeside kan du finde mere spændende læsning:

På vores egen hjemmeside er der også spændende læsning at finde:

 

Kontakt

Peter Mandix Sehestedt
Chefkonsulent
Tlf.: 72318202
Email: pse@ufm.dk
Dennis Jorch Dehn Klarskov Kristensen
Specialkonsulent
Tlf.: 72318877
Email: djdk@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024