Gå til indhold

Hvad er forskning, udvikling og innovation?

Ministeriet anvender OECD's definitioner af forskning, udvikling og innovation.

Forskning og udvikling (FoU)

OECD’s Frascati-manual fra 2015 definerer forskning og eksperimentel udvikling som kreativt og systematisk arbejde foretaget for at øge den eksisterende viden, samt udtænke ny anvendelse af eksisterende viden:

En forskningsaktivitet kan være rettet mod både specifikke og generelle spørgsmål og skal opfylde følgende kernekriterier:

•       Ny (To be aimed at new findings)

•       Original/kreativ (To be based on original, not obvious, concepts and hypotheses)

•       Usikker (To be uncertain about the final outcome)

•       Systematisk (To be planned and budgeted)

•       Overførbar og/eller reproducerbar (To lead to results that could be possibly reproduced)

Forskning og udvikling kan opdeles i henholdsvis grundforskning, anvendt forskning og eksperimentel udvikling.

Grundforskning er eksperimenterende eller teoretisk arbejde foretaget med det primære formål at opnå ny viden om fænomeners underliggende fundament og observerbare kendsgerninger uden nogen bestemt anvendelse i sigte.

Anvendt forskning er original undersøgelse foretaget med henblik på opnåelsen af ny viden. Den er dog primært rettet direkte mod et bestemt praktisk mål.

Eksperimentel udvikling er systematisk arbejde, der er baseret på viden opnået gennem forskning og praktisk erfaring, og som resulterer i ny viden, der er rettet mod at producere nye produkter, processer eller at forbedre eksisterende produkter eller processer.

Innovation

OECD’s Oslo-manual fra 2018 definerer en innovation som et nyt eller forbedret produkt eller proces (eller en kombination heraf), der adskiller sig væsentligt fra en enheds tidligere produkter og processer, og som er blevet gjort tilgængelig for potentielle brugere (produktinnovation) eller taget i anvendelse af enheden (procesinnovation). Innovationsaktiviteter kan forekomme i alle sektorer af samfundet:

I den private sektor anvendes begreberne innovationsaktiviteter og virksomhedsinnovation:

Innovationsaktiviteter inkluderer alle en virksomheds udviklings-, finansielle og kommercielle aktiviteter, som, det er hensigten, skal resultere i en innovation for virksomheden.

Virksomhedsinnovation er et nyt eller forbedret produkt eller proces (eller en kombination heraf), der adskiller sig væsentligt fra virksomhedens tidligere produkter og processer, og som er blevet introduceret til markedet eller taget i anvendelse af virksomheden.

To typer af virksomhedsinnovation

Innovation kan opdeles i henholdsvis produkt- og procesinnovationer, men de er ikke gensidigt udelukkende, og en specifik innovation kan være en kombination af begge typer:

En produktinnovation er en ny eller forbedret vare eller tjenesteydelse, der adskiller sig væsentligt fra en virksomheds tidligere varer eller tjenesteydelser, og som er blevet introduceret på markedet.

En procesinnovation er en ny eller forberedt proces for en eller flere virksomhedsfunktioner, der adskiller sig væsentligt fra virksomhedens tidligere processer, og som er bragt i anvendelse af virksomheden.

Hvor produktinnovation omfatter væsentlige forbedringer af varer eller tjenesteydelser, der tilbydes på et marked, omfatter procesinnovation væsentlige forbedringer af 1) produktion af varer og tjenesteydelser 2) distribution og logistik 3) marketing og salg 4) information og kommunikationssystemer 5) administration og ledelse samt 6) udvikling af varer og tjenesteydelser. En forudsætning i alle seks tilfælde er desuden at processen er blevet bragt i anvendelse af virksomheden.

Danmarks forskningsmålsætninger

Den danske regering har to målsætninger, henholdsvis 1 pct.-målsætningen og den danske implementering af Barcelona-målsætningen.

Kontakt

Mette Venås Overballe-Petersen
Specialkonsulent
Tlf.: 72318218
Email: mvo@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 28. oktober 2024