Gå til indhold

Introduktion til Det Europæiske Innovationsråd

Overskriften hos EIC er innovation, og med dette program vil Europa-Kommissionen identificere og implementere såkaldte high risk, high gain innovations. Der vil være støtte til hele udviklingen af en given innovation fra idé til marked gennem tre delprogrammer: Pathfinder, Transition og Accelerator.

Hvad kan du søge støtte til

EIC finansierer udvikling af banebrydende teknologier med stort markedspotentiale, og der vil være fokus på, at man som ansøger tænker i opskalering, både når det gælder den teknologi, som man arbejder med og den virksomhed, som man er en del af.

De tre delprogrammer i EIC dækker udvikling fra de laveste TRL-niveauer til markedsintroduktion, og instrumenterne er designet, så der vil være finansieringsmuligheder uafhængigt af, hvor langt en given teknologi er på vejen fra idé til marked.

Programmets hovedområder

EIC Pathfinder
Programmet støtter forskning, der har potentiale til at danne det videnskabelige grundlag for banebrydende teknologier

EIC Transition
Programmet støtter validering af teknologier og udvikling af forretningsplaner for teknologierne

EIC Accelerator
Programmet støtter virksomheder (SMV’er, start-ups, spin-outs og i særlige tilfælde small mid-caps) for at hjælpe de innovative løsninger til markedet og hjælpe virksomhederne med opskalering.

Åben konkurrence om midlerne via opslag

For Pathfinder, Transition og Accelerator vil hovedparten af støtten blive udmøntet gennem åbne opslag. Her vil der ikke være krav om, at den teknologiske løsning, der arbejdes på, skal ligge inden for et særligt forskningsfelt. Her vil man derfor kunne opnå støtte inden for alle områder, så længe man udvikler en banebrydende teknologi eller innovation med stor gennemslagskraft i markedet.

En mindre del af budgettet vil blive udmøntet via såkaldte strategic challenges, som vil være tilføjelser til hhv. Pathfinder og Accelerator. Det betyder, at der vil blive oprettet særlige ansøgningsmuligheder med egne deadlines og særskilt evaluering, men med de samme regler for ansøgning og projektgennemførelse som hhv. Pathfinder og Accelerator. Udfordringerne tager afsæt i EU’s prioriteter inden for den grønne omstilling, det digitale område og det sunde samfund.

Projekttyper der ydes støtte til

EIC Pathfinder
Research and Innovation Action. Samarbejdsprojekt med minimum tre deltagende parter som skal bringe en teknologi fra TRL 1 til TRL 4 – altså fra idé til validering af teknologien.

EIC Transition
Research and Innovation Action. Samarbejdsprojekt med maksimalt fem deltagende parter som skal bringe en teknologi fra TRL 4 til TRL 6 – altså fra validering af teknologien til demonstration af teknologien i et relevant miljø.

EIC Accelerator
Innovation Action. En deltager pr. projekt som skal bringe teknologien fra TRL 5/6 til TRL 9 – altså fra demonstration til færdigt produkt/service parat til markedsintroduktion og opskalering.

Læs mere


 

Kontakt

Barbara Spano
Chefkonsulent
Tlf.: +45 72 31 95 15
Email: bsp@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024