Indsendt af
Netværk for Dansk Lydteknologi
Resumé
’Lydoptagelse og reproduktion’ er en af de danske styrkepositioner, som Netværk for Dansk Lydteknologi har identificeret. Området har traditionelt udgjort en stor del af den danske lydsektor og er med over 50 virksomheder og organisationer den dag i dag et meget væsentligt område.
Analyser viser dog, at knowhow om transducerproduktion i vidt omfang forsvinder til udlandet, specielt til Østasien. Det er også konstateret, at en betydelig del af den faglige ekspertise i firmaerne og på universiteterne enten er eller vil gå på pension inden for de næste år.
Fagområdet vurderes derfor at være truet, og konklusionen er, at det vil kræve en øjeblikkelig national satsning for at fastholde styrkepositionen. Netværket har i en arbejdsgruppe klarlagt behov og muligheder for etablering af et nationalt indsats indenfor transducerudvikling.
Udfordring og muligheder
Knowhow om transducerproduktion i vidt omfang forsvinder til udlandet, specielt til Østasien. Det er også konstateret, at en betydelig del af den faglige ekspertise i firmaerne og på universiteterne enten er eller vil gå på pension inden for de næste år. Fagområdet vurderes derfor at være truet, og konklusionen er, at det vil kræve en øjeblikkelig national satsning for at fastholde styrkepositionen.
Udfordringen tager konkret afsæt i FORSK2020 emne ’Et højteknologisk samfund med innovationskapacitet’ og ’Effektivt og konkurrencedygtigt samfund’ herunder specifikt:
- 3.3 Strategiske vækstteknologier
-
4.1 Konkurrenceevne, produktivitet og vækst
Målsætning
Etableringen af et dansk transducercenter, der varetager forskning- og udvikling indenfor primært pre-kompetitive, veldefinerede faglige områder i et samarbejde med virksomheder og vidensinstitutioner. Det erhvervsmæssige biddrag hertil er medfinansiering i form af direkte funding, timer, fysiske rammer, testudstyr, m.m.
Innovationsbehov
Transducerproduktionsområdet er teknologisk set i sin modne fase, hvilket betyder at knowhow efterhånden er blevet let imiterbar, som af samme grund er sivet til produktionstunge lande og i særdeleshed Østasien.
For at bevare den danske styrkeposition er det derfor nødvendigt at udvikle og forny transducerproduktionsområdet således at ny og værdifuld knowhow opstår og skaber mulighed for danske systemløsninger som har en konkurrencemæssig fordel ift. low-end stand-alone produkter.
Dette skal ske gennem målrettet forskning & udvikling af systemer, uddannelse samt videnspredning ligesom det også er en forudsætning, at der bevares danske arbejdspladser (især produktion) indenfor området, da det som bekendt ofte er i forbindelse med produktionen at innovation opstår.
Tidshorisonten er at der senest ved udgangen af 2013 skal være taget hul på rekrutteringen af forskere og den endelige model for transducercenteret således ligger fast.
Det har vist sig svært at finde den nødvendige finansiering ift. at nå kritisk masse og derved starte et dansk transducercenter. Dette kunne realiseres gennem offentlig finansiering med særlig henblik på etableringsomkostninger og delvis finansiering af de første 2-4 års drift og lønomkostninger.
De danske forudsætninger
’Lydoptagelse og reproduktion’ er en af de danske styrkepositioner, som Netværk for Dansk Lydteknologi har identificeret.
Området har traditionelt udgjort en stor del af den danske lydsektor, som er kendetegnet ved stærke forskningskompetencer inden for akustik, elektroakustik, optagelse og reproduktion, digital lydbehandling, m.m. Med over 50 virksomheder og organisationer er det et meget væsentligt område.
Effekter og potentialer
Den forventede effekt af et dansk transducercenter er produktivitetsforbedringer og ny knowhow, der vil styrke konkurrenceevnen og væksten i den danske lydsektor og særligt de mere end 50 virksomheder, som beskæftiger sig med transducerteknologi.
Dette vil medvirke til at bevare og med stor sandsynlighed øge antallet af arbejdspladser i adskillige virksomheder, hvoraf flere er forankret i mindre stærke kommuner i eks. Region Midtjylland og Nordjylland.