Gå til indhold

Individualisering igennem lyd

Fremtidens produkter kendetegnes ikke bare af en øget teknologikonvergens – men også af krav om øget individualisering af produkter. En fokuseret innovationsindsats med sigte på at forbedre konkurrenceevnen i en strategisk, eksportorienteret industrisektor.

Indsendt af

DELTA

Resumé

Fremtidens produkter kendetegnes ikke bare af en øget teknologikonvergens – men også af krav om øget individualisering af produkter. En fokuseret innovationsindsats med sigte på at forbedre konkurrenceevnen i en strategisk, eksportorienteret industrisektor, som i dag nyder stor international anerkendelse, men som også står overfor en række teknologiske udfordringer, som på sigt kan true en del af sektoren.

Forslaget sigter mod at styrke partnersamarbejde vertikalt (universiteter, GTS og andre videninstitutioner, firmaer, m.fl.) såvel som horisontalt (firmaer imellem) og opnå hurtigt optag af nye teknologiske muligheder for at fastholde forspringet i markedet.

Indspillet har sin FORSK2020 reference i tema 3: ”Et højteknologisk samfund med innovationskapacitet” samt yderligere eksemplificeret i dele af 5.2 Kulturforståelse og interkulturelle kompetencer.

Udfordring og muligheder

Danmark har gennem en lang årrække opretholdt en stærk position på det globale lydmarked, og der står international respekt omkring danske virksomheder på området.

Med en omsætning på over DKK 30 milliarder årligt, omkring 18.000 ansatte fordelt på omkring 2.500 virksomheder udgør området et væsentligt beskæftigelses- og indtjeningsområde med eksportandele på 80-90 %.

Ikke mindst de tre høreapparatvirksomheder, Oticon, GN-Resound og Widex, som mellem sig deler godt 40 % af verdensmarkedet, udgør en stærk kerne i denne industri, men også andre stærke virksomheder markerer sig, bl.a. B&O.

Nye teknologiske landvindinger indenfor wireless teknologi, mobiltelefoni, båndbreddebegrænsning, kvalitetslyd, lavt energiforbrug udgør på samme tid en række nye muligheder, men også mulige store trusler mod denne industri.

Hvor fokus i fx høreapparatindustrien tidligere alene var mod forbedret tale-gengivelse, er der nu store nye muligheder for også at håndtere musikgengivelse for fx hørehæmmede gennem wireless ”streaming” fra andre anlæg, herunder mobiltelefoner.

Der begynder også at tegne sig muligheder for 3D lydgengivelse og retningsorienteret lyd. Men samtidigt er der trusler under opsejling, som kan give store udfordringer.

Mange mennesker bærer i dag rundt på små ”lommecomputere” i deres smartphones, som har en meget større datakraft, end hvad man kan indbygge i selv et avanceret høreapparat.

Tanken er derfor nærliggende, at fremtidens høreapparater blot er simple mikrofoner og højtalere, som streamer indkommende lyd til smartphonen, her behandles signalet i passende algoritmer og returneres til brugerens øre. Selv om de traditionelle spiller på markedet også kan gå ind i det marked, må der forudses en betydelig konkurrence fra ”nye aktører” i markedet og derfor en reduceret pris pr. enhed.

Samtidigt vil krav til reduceret båndbredde, men med samtidig ønske om kvalitetslyd, samt fx 3D og retningsfastholdelse give mange nye tekniske udfordringer. I andre dele af audiomarkedet giver wireless, små kompakte enheder, tilslutning til mobile enheder og snart også 3D lyd (ikke kun det horisontale plan) en række positive og negative udfordringer, ikke mindst i underholdningselektronik.

Dette eksempel fra audio området er meget sigende for de øgede udfordringer, som den teknologiske udvikling giver danske teknologivirksomheder – særligt i kombination med øget forbrugerkrav om individualisering af produkter. Derfor kan dette indspil overføres til andre produkt- og teknologiområder inden for IKT, f.eks. lysteknologier (LED) og displayteknologier (billede/video).

Målsætning

At fremme de teknologiske muligheder, som byder sig indenfor wireless, mobile platforme, laveffektløsninger, båndbreddebegrænsning, kvalitetslyd mv. til at skabe nye arbejdspladser. Samtidigt undgå, at de teknologiske muligheder gør indhug i beskæftigelsen i eksisterende styrkeområder, bl.a. ved at sikre hurtig omstilling til udnyttelse af ny teknologi, herunder være på forkant med udnyttelse af det potentiale, som de nye teknologiske muligheder åbner for.

Innovationsbehov

For at kunne udnytte potentialet i de nye teknologiske muligheder så tidligt som muligt, så de ikke i stedet bliver trussel, skal der sikres optimal samspil mellem universiteter som AAU og DTU, GTS institutter (som Alexandra Instituttet og DELTA), Netværk for Dansk Lydteknologi, en række større førende virksomheder på området samt innovative SMV virksomheder. Dette kan også udvides til brancher inden for LED, display og andet audio/visuelt.

Innovationsbehovet kredser især omkring det optimale samspil imellem muligheder og udfordringer i ny teknologikonvergens, individualisering af produkter (gennem features og perceptuelle egenskaber) og så håndtering af højteknologisk produktion af lavere volumen produktserier (hyppigere og kortere livscyklus).

I den sammenhæng er der behov for:

  • Indhentning af viden og identificering af nye danske styrkemuligheder i markedet, fx smartphone baserede løsninger.
  • Afdækning af realistiske ”near-term” og ”longer term” alternative løsninger til eksisterende danske styrkepositioner (trusselsbilleder)
  • Udvikling og afprøvning af nye løsninger gennem bl.a. demonstrations-projekter og partnersamarbejde.
    Innovationsindsats omkring en række grundlæggende teknologier, fx 3D lyd, opnåelse af kvalitetslyd ved lav-båndbredde løsninger. Videnspredning, uddannelse og træning

De danske forudsætninger

Danske virksomheder på audio området er kendt og respekteret verden over og har stadig store styrkepositioner, som gør Danmark unik som et lydland.

Mange andre lande, ikke mindst fra Asien og high-tech områder som Californien og Texas trænger dog ind på mange af de nye lydmarkeder. Dansk industri på området har en stærk tradition for fornyelse og er åben for omstilling til ny teknologi, men opgaven bliver gradvist mere kompleks og må foregå hurtigere og hurtigere for at følge de muligheder, som en alt hurtigere teknologiskudvikling åbner for.

Derfor er der stigende behov for samarbejde og ”læring” fra andre virksomheder, nationalt, men også internationalt. Kravet til samarbejde vertikalt med universiteter, GTS institutter og andre videncentre forøges også løbende, hvis omstilling for virksomhederne skal lykkes med stor succes.

Effekter og perspektiver

Forslaget sigter på at fastholde og udbygge styrken indenfor dansk lydteknologi, herunder virksomhedernes eksport, indtjening, medarbejderbeskæftigelse, innovative styrke, omstillingsparathed og ikke mindst bevare Danmark som et af audioområdets ”stormagter”.

Forbedret konkurrenceevne i et globalt marked er nøgleord for en industri, som traditionelt eksporterer 80-90 % af sin produktion.