Gå til indhold

Danske uddannelsesniveauer i Landehåndbogen

Her forklares de niveaubetegnelser, som er anvendt i Landehåndbogens vurderinger af udenlandske uddannelser.

Diagram over det ordinære uddannelsessystem

Ungdomsuddannelse

Ungdomsuddannelserne omfatter både gymnasial uddannelse og erhvervsuddannelse.

Gymnasial uddannelse

De gymnasiale uddannelser er boglige uddannelser, hvor undervisningen er teoretisk baseret. Der er i hovedsagen fire typer uddannelse:

  • Almen studentereksamen (stx, 3 år)
  • Teknisk studentereksamen (htx, 3 år)
  • Merkantil studentereksamen (hhx, 3 år)
  • Hf-eksamen (hf, 2 år)

Uddannelserne kan tages efter folkeskolen, når visse betingelser er opfyldt.

Stx, htx og hhx giver generel adgang til videregående uddannelse. Det samme gør hf-eksamen med overbygning.

Hf-eksamen uden overbygning giver adgang til erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, men skal suppleres for at give adgang til universiteternes bacheloruddannelser.

Erhvervsuddannelse

Erhvervsuddannelserne er praktiske uddannelser, der retter sig mod et erhverv. Uddannelserne veksler mellem undervisning på skole og perioder i praktik.

Uddannelserne kan tages efter folkeskolen, når visse betingelser er opfyldt.

Erhvervsuddannelser varierer i længde, og nogle kan afsluttes på forskellige trin.

Erhvervsuddannelser på mindst 3 år giver adgang til erhvervsakademiuddannelser.

Videregående uddannelse

Erhvervsakademiuddannelse

Erhvervsakademiuddannelser er videregående uddannelser, der kombinerer teoretisk viden med praktiske udfordringer. Uddannelserne kan tages efter en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse. De fleste erhvervsakademiuddannelser varer 2 år og har et omfang af 120 ECTS-point.

Professionsbacheloruddannelse

Professionsbacheloruddannelser består af både teoretisk og praktisk undervisning og varer som regel 3½ år (210 ECTS-point). Den praktiske undervisning foregår som praktik på en arbejdsplads.

Med en professionsbacheloruddannelse kan man søge beskæftigelse, og i mange tilfælde har man mulighed for at søge optagelse på en relevant kandidatuddannelse.

Bacheloruddannelse

Bacheloruddannelser er forskningsbaserede uddannelser, der foregår på universiteterne.

Uddannelserne kan tages efter en gymnasial uddannelse, og de varer 3 år (180 ECTS-point).

Med en bacheloruddannelse kan man tage en kandidatuddannelse.

Kandidatuddannelse

Kandidatuddannelser er forskningsbaserede uddannelser, der foregår på universiteterne, og som kan tages efter en bacheloruddannelse. Uddannelserne varer normalt 2 år (120 ECTS-point).

Med en kandidatuddannelse kan man søge en forskerstilling og tage en ph.d.-uddannelse.

Ph.d.-uddannelse

En ph.d.-uddannelse er en forskeruddannelse, der bygger på en kandidatuddannelse. Ph.d.-uddannelsen varer normalt 3 år (180 ECTS-point).

Læs mere om det danske uddannelsessystem

 

Senest opdateret 15. november 2021