Gå til indhold

Uddannelsestyper i fremtidens kandidatlandskab

Forligskredsen bag universitetsreformen er enige om, at fremtidens kandidatudannelseslandskab skal bestå af tre hovedtyper af uddannelser: 1) en kandidatuddannelse på 120-180 ECTS, 2) en kandidatuddannelse på 75 ECTS og 3) en erhvervskandidatuddannelse på 75-120 ECTS.

De nye kandidatuddannelser godkendes og udvikles løbende fra 2025 frem mod
2032.

Uddannelsestyper i fremtidens kandidatlandskab

Opbygningen af de nye kandidatuddannelser fra 2025

Typer af kandidatuddannelser på fuldtid

Kandidatuddannelse på 120-180 ECTS

Kandidatuddannelsen vil være et fuldtidsstudie med mulighed for at modtage SU og vil, ligesom de fleste kandidatuddannelser er i dag, være tilrettelagt over to til tre studieår.

Kandidatuddannelse på 75 ECTS

Kandidatuddannelsen vil være et fuldtidsstudie med mulighed for at modtage SU og vil være tilrettelagt over to semestre efterfulgt af en afsluttende opgave, der skrives henover sommeren.

Erhvervskandidatuddannelser

Fleksible erhvervskandidatuddannelser (75-120 ECTS)

Erhvervskandidatuddannelsen vil være på deltid, hvor den studerende er i sideløbende beskæftigelse under hele uddannelsen og modtager løn. Derfor vil der ikke være mulighed for at modtage SU.

”1+2”- erhvervskandidatuddannelser (120 ECTS)

Erhvervskandidatuddannelsen vil tilrettelægges, så første studieår består af et heltidsstudie på 60 ECTS, hvor den studerende har mulighed for at modtage SU, efterfulgt af et toårigt virksomhedsforløb på 60 ECTS, hvor uddannelsen gennemføres på deltid med sideløbende beskæftigelse uden mulighed for at modtage SU.

Erhvervskandidatuddannelsen vil være målrettet ingeniør- og STEM/it-området.

Alternative kombinationserhvervskandidatuddannelser (75-120 ECTS)

Der kan også være andre erhvervskandidatuddannelser, hvor første del af uddannelsen tages som fuldtidsuddannelse med mulighed for at modtage SU (30-60 ECTS), mens resten af uddannelsen gennemføres som deltidsuddannelse med sideløbende beskæftigelse uden mulighed for at modtage SU (60-90 ECTS).

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Senest opdateret 30. januar 2025