Gå til indhold

Bologna-processen og anerkendelse

Gensidig anerkendelse af grader, studieperioder og realkompetence er en vigtig del af Bologna-processen hen imod et fælles europæisk område for videregående uddannelse.

Ministrene for videregående uddannelse i 49 lande samarbejder i European Higher Education Area (EHEA), også kendt som Bologna-processen.

Fair anerkendelse et vigtigt middel, når det handler om at internationalisere uddannelsessystemerne og fremme uddannelsessøgendes, forskeres og arbejdstageres mobilitet over landegrænserne. Derfor er spørgsmålet om anerkendelse også et væsentligt aspekt af arbejdet for at opbygge det fælles europæiske område for videregående uddannelse.


Ministerkonferencen i november 2020

Ministerkonferencen blev afholdt virtuelt den 19. november 2020 med Rom som værtsby.

Ministrene vedtog i deres kommuniké blandt andet:

  • at styrke gennemførelsen af Lissabonkonventionen og anvende dens principper på uddannelseskvalifikationer og studieperioder uden for EHEA, i samarbejde med Lissabonkonventions-komiteen og ENIC-/NARIC-netværket.
  • at sikre automatisk anerkendelse af uddannelseskvalifikationer og studieperioder på tværs af EHEA-landene, således at studerende, ansatte og uddannelsesindehavere kan bevæge sig frit for at studere, undervise og forske. Det drejer sig om anerkendelse af uddannelser fra EHEA-lande, der kvalitetssikrer i overensstemmelse med de Europæiske Standarder og Retningslinjer (ESG), og som har en fungerende kvalifikationsramme.
  • at sikre anerkendelse af uddannelseskvalifikationer fra flygtninge, fordrevne og personer i flygtningelignende situationer, også når de ikke kan dokumenteres fuldt ud, og dermed leve op til Lissabonkonventionens artikel VII.

Tidligere ministerkonferencer

Bologna-ministerkonferencen i Bergen, 2005, udtrykte sin støtte til Lissabon-konventionens støttedokumenter, herunder Henstillingen om procedurer og kriterier.

Op til ministerkonferencen i London, 2007, blev landenes indsats blandt andet målt på, om de havde ratificeret og Lissabon-konventionen og levede op til dens grundprincipper. Desuden afleverede hvert land en national handlingsplan for anerkendelse.

Ministerkonferencen i London vedtog et kommuniké, som blandt andet lagde op til en fortsat høj prioritering af anerkendelsesområdet og inddrog spørgsmålet om bedre anerkendelse af realkompetence.

På anmodning af London-konferencen foretog ENIC-NARIC-netværkene en analyse af landenes handlingsplaner. Ministerkonferencen i Leuven i maj 2009 konkluderede blandt andet, at Bologna-processen skulle følge op på den nævnte analyse.

Ved konferencen i Bukarest i 2012 forpligtede ministrene sig til at gennemgå deres nationale lovgivning for at sikre, at den er i overensstemmelse med Lissabon-konventionen. De hilste European Area of Recognition-manualen velkommen og anbefalede, at den benyttes som et sæt retningslinjer for anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer og som et kompendium over god praksis. Desuden blev både videregående uddannelsesinstitutioner og kvalitetssikringsorganer opfordret til at vurdere institutionernes anerkendelsesprocedurer som led i den interne og eksterne kvalitetssikring.

Ved konferencerne i Jerevan 2015 og Paris 2018 vedtog ministrene blandt andet, at man skal arbejde for fuld implementering af Lissabon-konventionens principper, sikre, at videregående uddannelser fra andre EHEA-lande automatisk anerkendes på samme niveau som de relevante uddannelser i modtagerlandet, og lette anerkendelsen af flygtninges medbragte uddannelse.


Se også:

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. oktober 2021