Dansk og kinesisk samarbejde om forskning og uddannelse skal udvikles
Udvekslingen af studerende, forskere og innovative ideer mellem Danmark og Kina skal styrkes. Derfor rejser uddannelsesminister Morten Østergaard den 15.–19. september til Beijing i Kina.
Her vil han blandt andet besøge det dansk-kinesiske universitetscenter Sino-Danish Centre for Education and Research, hvor danske studerende kan få en international uddannelse, erfaring med kinesisk kultur og viden om det kinesiske marked.
Ministeren deltager også i Denmark Days i Kina, hvor ni danske videregående uddannelsesinstitutioner og en række af Danmarks største virksomheder i Kina markedsfører dansk uddannelse og karrieremuligheder i danske virksomheder.
Morten Østergaard glæder sig til at udveksle viden, erfaringer og inspiration under besøget.
- Det er vigtigt for Danmarks konkurrenceevne, at vi opsøger viden uden for landets grænser. Flere danske studerende skal rejse til lande som Kina i forbindelse med studierne, ligesom vi skal tiltrække kinesiske talenter til det danske jobmarked. Jeg ser frem til at høre mere om dansk-kinesisk samarbejde om forskning, innovation og uddannelse på blandt andet Sino-Danish Centre for Education and Research og vil opfordre endnu flere danske studerende til at overveje et ophold i Kina som en mulighed og gevinst under deres uddannelse, siger Morten Østergaard.
Regeringen har sat som mål, at mindst 50 procent af de danske studerende i 2020 rejser til udlandet i forbindelse med deres videregående uddannelse. Samtidig skal Danmark tiltrække flere internationale talenter.
Mødes med kinesiske ministre og danske virksomheder
Under sit ophold i Kina vil Morten Østergaard drøfte dansk og kinesisk samarbejde med den kinesiske uddannelsesminister og ministeren for videnskab og teknologi. Han mødes også med danske virksomheder som Novozymes, Grundfos og Lundbeck for at få et førstehåndsindtryk af deres perspektiver og udfordringer i at have forsknings- og udviklingsaktiviteter i Kina.
Han besøger også China-Denmark Milk Technology Cooperation Center, der er et samarbejde mellem Arla og den kinesiske mejerikoncern Mengniu Dairy. Samarbejdsprojektet omfatter fælles forskning og udvikling og er et godt eksempel på, hvordan ekspertise og knowhow gør danske virksomheder til eftertragtede samarbejdspartnere og er med til at fremme dansk eksport.
Derudover holder Morten Østergaard en forelæsning på Peking University om grøn, dansk innovation.
- Danmark skal være bedre til at omsætte viden og forskning til nye, innovative virksomheder, løsninger, produkter og arbejdspladser, og Kina er en vigtig samarbejdspartner. Forskning, uddannelse og talentudvikling er i massiv udvikling i Kina, og langt flere danske virksomheder kan få stor gavn af at samarbejde med kinesiske forskningsinstitutioner. Derfor har det stor betydning, at vi er fremsynede og griber muligheden for at være med i den udvikling, der sker lige nu, siger Morten Østergaard.
- Danske universiteter og virksomheder vil tiltrække kinesisk talent
- Om Denmark Days
- Danske studerende tager kandidatuddannelse i Kina
For yderligere oplysninger, kontakt:
Særlig rådgiver Philip Flores, tlf. 2237 1745, e-mail: pge@fivu.dk
Kommitteret Jacob Fuchs, tlf. 7231 8630, e-mail: jfu@ui.dk
Handlinger tilknyttet webside