Gå til indhold

Klimatilpasning af det byggede miljø

Den danske bygningsmasse repræsenterer en værdi på ca. 3.700 mia. kr. Med kommende klimaændringer bliver værdien af bygningerne truet. Dette stiller samfundet over for store udfordringer om tilpasning af bygningerne.

Indsendt af

Aalborg Universitet

Resumé

Den danske bygningsmasse repræsenterer en værdi på ca. 3.700 mia. kr. Med kommende klimaændringer bliver værdien af bygningerne truet. Dette stiller samfundet over for store udfordringer om tilpasning af bygningerne, så de bliver mere robuste overfor klimaforandringerne. Tilsvarende gælder at nyt byggeri skal sikres mod klimaforandringerne. Problemet er internationalt og rummer derfor store muligheder for dansk udvikling og eksport af rådgivning og produkter. Målet er at sikre, at såvel nybyggeri som eksisterende byggeri tilpasses det forventede fremtidige klima for at undgå tab af store værdier, sundhed og sikkerhed - og at vende det til en eksport fordel for Danmark.

Udfordring og muligheder

Nyt byggeri bygges for fremtiden, og skal afpasses fremtidens klima. Der bygges årligt for 100-120 mia. kr, og den dominerende byggeskik er i det væsentlige baseret på erfaringer, som er opnået i det hidtidige klima vedrørende teknologier, materialer og processer. Der er behov for viden og innovation om klimaændringers betydning for nybyggeri for boligers fugt- og indeklimaforhold, holdbarhed af materialer og byggetekniske løsninger og sikkerhed mod svigt af konstruktioner og klimaskærm i et ændret klima. Kvalitetsbeskrivelse, ydeevnekrav til materialer, komponenter såvel som til det færdige byggeri og byggeskik bør fremover være tilpasset forventninger til fremtidens påvirkninger, og ikke som i dag alene være baseret på erfaringer fra fortiden. Det kræver udvikling af nye metoder som supplement til de historisk-statistiske metoder, der i dag lægges til grund for fastsættelse af byggeregler.

Eksisterende byggeri renoveres årligt for 80-100 mia. kr., og samlet set er der i det eksisterende byggeri akkumuleret meget store værdier, såvel i form af økonomiske og brugsmæssige værdier i de bygninger, der indgår i samfundets daglige aktiviteter, som i ældre bygninger af historisk og national betydning. Klimaændringer vil udfordre en væsentlig del af den eksisterende bygningsmasses ydeevne, og en ikke ubetydelig del af de eksisterende bygninger vil opleve svigt, som kan lede til tab af menneskelige, økonomiske og national-historiske værdier. Innovation og udvikling af løsninger til tilpasning af eksisterende bygninger til et ændret klima rummer store muligheder for dels modernisering som opgradering og forøgelse af bygningsmassens robusthed, dels eksport af løsninger og viden til en omverden, der har samme udfordringer.

Metoder og principper for fastsættelse af sikkerhed og kvalitet i byggeriet har hidtil været baseret på den antagelse, at erfaringer med tidligere påvirkninger og løsninger kan lægges til grund for regler og krav til fremtidigt byggeri. Væsentlige ændringer i klimaet kalder på nye metoder og ny viden for fastlæggelse af sådanne krav, hvor designparametre må fastlægges ud fra scenarier og andre metoder i fremtidsforskningen kombineret med erfaringer. Sammenholdt med et stort energirenoveringsbehov i bygningsmassen bør udvikles robuste bæredygtige innovationsprocesser, som sikrer at klimatilpassede løsninger ikke leder til fremtidige problemer med sundhed, sikkerhed og totaløkonomi.
Med en målrettet udviklings- og innovationsproces kan byggebranchen dels være med til at opfylde kravene dels via nye teknologier og løsninger skabe et stærkt hjemmemarked og via eksportnetværk og pakkeløsninger skabe mulighed for eksport og vækst.

Målsætning

Målet er - ved hjælp af nyudviklede metoder og løsninger – at sikre at såvel nybyggeri som eksisterende byggeri tilpasses det forventede fremtidige klima for derved rettidigt at undgå tab af store værdier, sundhed og sikkerhed.

Innovationsbehov

Målsætningen skal opnås ved et tæt samarbejde mellem store virksomheder med udviklingskompetencer og finansiel tyngde, de mange små og mellemstore virksomheder, der er fleksible og med høj innovationsevne, og professionelle bygherrer og bygningsejere samt førende universiteter, GTS og videncentre.
Indsatsen vil være en kombination af high-end forskning, markedsnær udvikling og innovation samt ikke mindst demonstration i form af prototyper, laboratorie- og fuldskalaafprøvning. Det er også vigtigt for effekt på den lange bane, at uddannelsesinstitutioner for både de korte og lange uddannelser inddrages. Endeligt er der behov for samarbejde med myndighederne, da byggesektoren er stærkt reguleret og der er behov for implementering og revision af lovkrav og standarder for at sikre efterspørgsel og implementering i praksis.

Innovationsindsatsen vil være fokuseret på nye teknologier og processer til bæredygtig klimarenovering, udvikling af metoder til fastlæggelse af krav til løsninger baseret på forventninger til påvirkninger, udvikling af nye løsninger for bygningsbasis og klimaskærm, udvikling af kompetencerne hos byggeriets aktører, udvikling/tilpasning af byggematerialer til nye påvirkninger, udvikling af vurderingsværktøjer for eksisterende byggeri som inkluderer brugsværdi, indeklima, sikkerhed og totaløkonomi, udvikling af incitationsmodeller for strategisk klimatilpasning, udarbejdelse af vejledninger, udvikling af eksportklare systemløsninger.

De danske forudsætninger

Danmark har stærke forsknings- og udviklingsmiljøer indenfor de mange discipliner, der er nødvendige for et klimarobust byggeri bl.a. på Teknologisk Institut, DTU Byg og Aalborg Universitet inklusive Statens Byggeforskningsinstitut samt virksomheder i byggebranchen.

Effekter og potentialer

Det byggede miljø repræsenterer meget store værdier. I Danmark er der godt 700 mio. m2 bygninger, som repræsenterer en formue på skønsmæssigt 3.700 mia. kr. og en nyværdi i omegnen af 12-14.000 mia. kr.
En fokuseret innovationsindsats indenfor bygge-og anlægssektoren vil give et væsentligt bidrag til at fastholde store samfundsværdier samt sikre nye bygningers robusthed i et foranderligt klima. Dette har direkte betydning ved beskyttelse af værdierne, sikrer at byggeriet fortsat er en værdifuld platform for værdiskabelse i samfundet samt udgør et stort potentiale for udvikling af industrielle nicher for løsninger til klimatilpasning med betydelige eksportpotentialer.