Vigtige ingredienser til et godt internationalt samarbejdsprojekt
En stor portion vilje, gode samarbejdspartnere og opbakning fra ledelsen. Det er en del af opskriften på et vellykket internationalt samarbejdsprojekt i Erasmus+ ifølge Erhvervsakademi Sydvest. Og hos erhvervsakademiet er de ikke i tvivl om, hvorfor det er en god idé at kaste sig ud i at skrive en Erasmus+-ansøgning: "Nogle problemstillinger er bare internationale. Det er de samme udfordringer, vi står med, og så giver det jo god mening at finde løsningerne på tværs af landegrænser", forklarer Else Lauridsen, der er digital udviklingskonsulent på EASV.
Elevudveksling via Erasmus+ giver ”den fedeste undervisningsoplevelse”
Elever fra Techcollege i Aalborg knækker koder og kulturer sammen med islandske og spanske webudvikler-elever. Et udvekslingssamarbejde via Erasmus+ giver eleverne helt særlige undervisningsoplevelser og udvikler deres internationale samarbejdsevner. Læs mere om erfaringer med, hvordan Erasmus+ støtter udveksling af elever gennem rejse- og opholdstilskud samt tilskud til administration af projektsamarbejder.
Seminar om virksomhedsophold i udlandet for lærlinge
Arbejder du med Erasmus+ inden for erhvervsuddannelsesområdet, og vil du gerne fremme mulighederne for virksomhedsophold i udlandet for elever/lærlinge? Så kan du ansøge om at deltage i et seminar i Bordeaux i Frankrig med fokus på opbygning af samarbejde mellem europæiske erhvervsuddannelser og virksomheder. Det foregår den 12.-15. november 2023, og der er ansøgningsfrist den 31. maj 2023.
OPU-konkurrence for erhvervsskoleelever
Kender du elever eller lærlinge, der har været eller er på oplæringshold i udlandet med tilskud fra OPU-ordningen? Så tip dem om årets OPU-konkurrence for erhvervsskoleelever, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen netop har udskrevet. Unge, der er eller har været på oplæringsophold i udlandet, kan deltage ved at klippe en kort film eller skrive en historie om deres faglige og personlige oplevelser i udlandet. Der er præmier på op til 7.000 kroner til de bedste historier og film, og deadline er først til oktober.
Tavse unge får stemmerne tilbage gennem digital storytelling
Mangler du nye indgange til arbejdet med unge? Så er der inspiration at hente fra Erasmus+-projektet ’Tell me about you’, hvor ungdomsarbejdere fra otte lande mødtes for at udforske metoden digital storytelling og lærte at bruge den til at hjælpe unge mennesker, der står over for sociale eller kulturelle udfordringer. Læs mere om, hvordan sårbare unge fortæller om deres liv ved hjælp af digital storytelling og får magten over deres egen historie tilbage.
Dansk deltagelse i Erasmus+ Teacher Academies
Fire danske institutioner skal bidrage til at styrke målsætninger og praksis for læreruddannelser og professionsudvikling i Europa gennem deltagelse i internationale partnerskaber. Det sker via de såkaldte Erasmus+ Teacher Academies, som gør det muligt at dele viden og hente inspiration på tværs af landegrænser.
Fotos: 1: Erhvervsakademi Sydvest, 2+3+6: UFS, 4: Pixabay, 5: Upstream Stories
Udsyn udsendes næste gang i slutningen af maj 2023
Har du ønsker eller gode idéer til indhold, er du velkommen til at sende en mail til Helle Thorbøl Møller på hemo@ufm.dk.