Gå til indhold

Definitioner

Her kan du finde definitionen på en række begreber, som bruges i arbejdet med innovationsstrategien.

Her kan du finde definitioner af:

  • Innovation
  • Forskning og udvikling
  • Øget innovationskapacitet
  • Innovationspartnerskaber
  • Videninstitutioner

Innovation

OECD's Oslo manualen definerer Innovation, som implementeringen af et nyt eller væsentligt forbedret produkt (vare eller tjenesteydelse), proces, markedsføringsmetode eller en væsentlig organisatorisk ændring.

Innovationer er resultatet af bevidste planer og aktiviteter rettet mod en forbedring af virksomhedens produkter, processer, salg og markedsføring eller organisering.

Innovationer kan tage udgangspunkt i ny viden og teknologi, men kan også være kombination af, eller nye anvendelsesmuligheder for eksisterende viden og teknologier. Innovation kan opdeles i henholdsvis produkt-, proces-, markedsførings- og organisatoriske innovationer.

Innovation handler om at omsætte nytænkning til kommerciel værdi og til værdi for samfundet – for eksempel gennem nye serviceydelser, produkter, processer, organisationsformer osv.

Innovation kan foregå i alle typer af private og offentlige virksomheder og organisationer. Der kan være mange forskellige kilder til og drivkræfter bag virksomheders og offentlige institutioners innovation. Det drejer sig ikke mindst om ny teknologisk viden, egen eller andres forsknings- og udviklingsaktiviteter, input fra medarbejdere, brugere, samarbejdspartnere, ændringer i lovgivning og anden regulering samt ændringer på markedet for eksempel stigende priskonkurrence, nye konkurrenter mv.

Der skelnes ofte mellem inkrementel innovation – som er de gradvise forbedringer af eksisterende produkter, ydelser og processer – og radikal innovation, som er de store forandringer, for eksempel helt nye måder at producere på eller kommunikere på.

Forskning og udvikling (FoU)

OECD's Frascati manualen definerer forskning og udvikling som skabende arbejde foretaget på et systematisk grundlag for at øge den eksisterende viden, samt udnyttelsen af denne viden til at udtænke nye anvendelsesområder. Fælles for al FoU‐aktivitet er, at det skal indeholde et nyhedselement.

Forskning og udvikling kan opdeles i henholdsvis grundforskning, anvendt forskning samt udvikling:

  • Grundforskning er eksperimenterende eller teoretisk arbejde med det primære formål at opnå ny viden og forståelse uden nogen bestemt anvendelse i sigte.
  • Anvendt forskning er eksperimenterende eller teoretisk arbejde, som primært er rettet mod bestemte anvendelsesområder.
  • Udvikling er systematisk arbejde baseret på viden opnået gennem forskning og praktisk erfaring, med det formål at frembringe nye eller væsentligt forbedrede materialer, produkter, processer, systemer eller tjenesteydelser.

Øget innovationskapacitet

Af regeringsgrundlaget "Et Danmark der står sammen" fremgår det, at en høj innovationskapacitet handler om, at virksomhederne får de bedste rammer til at udnytte fremtidens kilder til innovation. Det kræver, at uddannelsessystemet forstår og reagerer på kravene til fremtidens arbejdskraft. At universiteter og andre videninstitutioner åbner sig og deltager i fremtiden globale innovationsnetværk.

I arbejdet med innovationsstrategien henviser begrebet om innovationskapacitet på den baggrund for eksempel til, at der skabes mere viden i videninstitutioner, virksomhederne mv., og at den viden omsættes til nye innovationer og derved mere værdi. På individniveau henviser begrebet også i mere bred forstand evnen til at omsætte idéer og viden til værdi, vækst og nye virksomheder.

Samtidig betyder øget innovationskapacitet, at midlerne inden for det eksisterende innovationssystem skal anvendes bedre og mere effektivt. Midlerne skal bruges på de dele af innovationssystemet, hvor de giver mest ny vækst og beskæftigelse i fremtiden. Det kan for eksempel indebære en omprioritering af midler mellem dele af innovationssystemet uden at tilføre flere midler samlet.

Innovationspartnerskaber

Innovationspartnerskaber er samarbejder mellem virksomheder, videninstitutioner, forskere, fonde, offentlige myndigheder og udenlandske partnere mv., som anvender fælles ressourcer og koordinere en fælles indsat i arbejdet for at løse centrale samfundsmæssige problemstillinger.

Videninstitutioner

  • Universiteter
  • Kunstneriske og kulturelle uddannelsesinstitutioner
  • Professionshøjskoler
  • Maritime uddannelsesinstitutioner
  • Erhvervsakademier
  • Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS)
  • Sektorforskningsinstitutioner
  • Andre offentlige og ikke-kommercielle forskningsinstitutioner kan være sygehuse, museer, biblioteker, arkiver og AKF.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 01. februar 2013