Det fremgår af regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen", at regeringen vil udvikle Danmarks første innovationsstrategi i samarbejde mellem uddannelsesministeren, erhvervsministeren og relevante sektorministre.
Det fremgår endvidere, at innovationspolitikken skal koble globale udfordringer med danske spidskompetencer, hvorfor det skal kortlægges, hvor Danmark i dag har globale styrkepositioner i form af klynger med viden, kompetencer og virksomheder. Endelig skal de eksisterende innovationsordninger analyseres for at vurdere, om innovationskapaciteten kan øges.
Danmark står over for store udfordringer. I lighed med mange europæiske lande halter den økonomiske vækst og produktiviteten efter den udvikling, som andre regioner i verden oplever i disse år.
Spørgsmålet om, hvad der skal skabe fremtidens arbejdspladser, drøftes i alle de lande, vi normalt sammenligner os med – og 'innovation' er et gennemgående nøglebegreb i den erhvervsmæssige omstilling. Hvis Danmark skal skille sig ud, må der fokuseres på centrale udfordringer og på områder hvor Danmark har særlige styrker og potentialer.
Danmark skal blive bedre til at konkurrere på innovation, udnytte sine særlige styrker og potentialer samt skabe en ny kultur for samarbejde mellem den offentlige sektor og private virksomheder, herunder også udvikle nye løsninger på globale samfundsmæssige udfordringer, der samtidig understøtter vækst og ny beskæftigelse i Danmark.
Innovationsstrategien skal sikre en bedre kobling mellem de offentlige investeringer i forskning, udvikling, innovation og uddannelse og vækst og jobskabelsen i den private sektor.
Målet er at accelerere udviklingsprocessen på nøgleområder, således at det hurtigere resulterer i vækst, effektivitet og øget produktivitet.
Innovationsstrategien skal fastlægge en ny ramme for innovationspolitikken med udgangspunkt i:
- En bredt forankret vision for det unikke danske innovationspotentiale
- En fokuseret indsats for højere innovationskapacitet og bedre innovationsordninger, der skal sikre, at de videnmæssige forudsætninger for at løse de globale samfundsudfordringer er til stede.
- En model for innovationspartnerskaber, der sikrer, at innovationspotentialet på særligt lovende områder udmønter sig i konkrete løsninger, ny vækst og nye arbejdspladser.
Arbejdet tager afsæt i arbejdet med danske erhvervsmæssige styrker og potentialer, der gennemføres i regi af ministerudvalget for en ny erhvervs- og vækstpolitik. De erhvervsmæssige styrker kobles med Danmarks forsknings- og uddannelsesmæssige styrker og videnkompetencer med inddragelse af bl.a. FORSK2020 og nationalt forankrede klynger og innovationsnetværk.
Vision for det danske innovationspotentiale
Der udarbejdes en samlet vision for det danske innovationspotentiale med udgangspunkt i unikke danske styrker og karakteristika ('det danske DNA'), fx digitale færdigheder, designtænkning i udformning af produkter og processer, stor sammenhængskraft og tillid i samfundet, en stærk offentlig sektor, flade hierarkier og tradition for inddragelse af brugerne i udvikling og implementering af løsninger.
Visionen skal være retningsgivende for udformningen af innovationsstrategien og være udgangspunktet for en bredere debat om det danske potentiale for innovation og nye løsninger på globale udfordringer.
Visionsarbejdet skal være bredt forankret og inddrage centrale aktører og et internationalt perspektiv.
Højere innovationskapacitet og bedre innovationsordninger
En høj innovationskapacitet handler om, at virksomhederne får de bedste rammer til at udnytte fremtidens kilder til innovation, så de vedvarende kan være mere innovative. Det kræver, at uddannelsessystemet forstår og reagerer på erhvervslivets og det offentliges efterspørgsel efter arbejdskraft, at universiteter, GTS-institutterne og andre videninstitutioner deltager i fremtidens globale vidennetværk, og at viden opbygges og spredes hurtigt og effektivt i samfundet. Samt at samarbejdet mellem erhvervsliv og videninstitutioner styrkes, så man i Danmark bliver førende til at omsætte viden til vækst og beskæftigelse i erhvervslivet.
Innovationssystemet skal gennemgås på tværs af forskning, uddannelse, offentlig sektor og private virksomheder, fonde mv. Alle dele af vidensystemet skal i højere grad inddrages som en del af det samlede innovationssystem.
De innovationsordninger og virkemidler, der giver mest innovation og størst økonomisk effekt, skal prioriteres. Der gennemføres et eftersyn af de innovationsordninger og virkemidler, der er omfattet af 1 pct.-målsætningen samt eventuelt andre relevante ordninger og virkemidler på nationalt og regionalt niveau.
Som led i arbejdet er igangsat en international undersøgelse af Danmarks samlede innovationssystem inden for rammerne af ERAC (European Research Area Committee).
Samlet set skal Danmark være et samfund med høj innovationskapacitet. Arbejdet tager udgangspunkt i følgende opgaver:
- Analyse af innovationsordningerne og virkemidler med henblik på at afdække, hvilke der giver mest innovation og værdi for pengene. Eksisterende danske og udenlandske effektmålinger og evalueringer benyttes, ligesom der vil blive gennemført analyser, hvor behov viser sig.
- Innovation på de videregående uddannelser skal skabe et sammenhængende uddannelsessystem, som forstår og reagerer på kravene til fremtidens arbejdskraft. Der gennemføres en analyse af, hvordan uddannelsessystemet kan skabe mere innovation i samfundet, herunder fremme af entreprenørskab og styrkelse af innovative kompetencer hos de studerende.
På baggrund af det samlede eftersyn udarbejdes anbefalinger til justeringer af det generelle innovationssystem og af de enkelte virkemidler.
En målrettet innovationsindsats
Flere af Danmarks styrkepositioner og unikke innovationspotentialer skal udvikle sig til globale førerpositioner på områder, hvor verden efterspørger løsninger. Det kræver prioritering og fokus på et samlet innovationsløft.
På udvalgte områder etableres 2-5 nye stærke innovationspartnerskaber, som kan danne rammer for målrettede 360°-satsninger. Partnerskaberne skal samle de bedste videninstitutioner, forskere, virksomheder, offentlige og private fonde, offentlige myndigheder og udenlandske partnere mv. om en særlig innovationsindsats over en 3 til 4-årig periode.
Partnerskaberne skal identificere potentialer og udarbejde handlingsplaner for, hvordan potentialerne hurtigere og mere effektivt kan udmøntes til konkrete løsninger, gennem en samlet 360°-satsning på området. Relevante ministerier, regionale parter mv. inddrages i processen for at sikre, at en eventuel offentlig indsats understøtter potentialerne. Det kan fx være ved at målrette uddannelse, strategisk forskning, innovationsordninger, strategiske offentlige indkøb, regulering og rammevilkår. Udgangspunktet for en eventuel offentlig indsats er udarbejdelsen af en positiv business case.
Partnerskaberne skal sikre, at de danske investeringer i forskning, innovation og uddannelse i højere grad omsættes til vækst og beskæftigelse samtidig med, at samspillet mellem offentlige og private midler øges. Ligeledes skal partnerskaberne bidrage til en stærk dansk profil på udvalgte områder, og understøtte et bedre dansk hjemtag af europæiske forsknings- og innovationsmidler og øge sandsynligheden for dansk deltagelse i europæiske partnerskaber om innovation og forskning.
Udpegning og etablering af innovationspartnerskaberne forankres som udgangspunkt inden for det eksisterende forsknings- og innovationssystem. Det skal sikres, at private strategiske aktører som fonde mv. samt internationale ressourcer, som udenlandske videninstitutioner, virksomheder og relevante EU-programmer mv. inddrages.
Innovationspartnerskaberne skal sikre en målrettet indsats på tværs af sektorer og brancher med udgangspunkt i de globale udfordringer, hvor Danmark har et særligt potentiale for at bidrage med løsninger. Der skal sikres en tæt koordination til arbejdet i ministerudvalget for ny erhvervs- og vækstpolitik og indsatsen for at forbedre de generelle og sektorspecifikke rammevilkår.
Arbejdet frem mod udpegning og etablering af innovationspartnerskaberne omfatter blandt andet:
- Udarbejdelse af kriterier for udvælgelse af relevante idéer og områder med afsæt i potentialerne for et innovationsløft. Arbejdet skal inddrage uafhængige eksperter og videnpersoner samt bl.a. de vækstteams, der etableres i forbindelse med ministerudvalget for ny erhvervs- og vækstpolitik og de regionale vækstfora.
- Forslag til organisatorisk forankring, samt retningslinjer for etableringen af partnerskaberne og processen for inddragelse og forankring i regeringen og bredere politisk ejerskab.