Danmark er et fantastisk land med mange styrker og potentialer. Det kan give os et forspring i jagten efter løsninger på globale samfundsudfordringer. Vi kan vende den hårde internationale konkurrence om investeringer og job til vores fordel, hvis vi formår at samle offentlige og private ressourcer om en målrettet satsning på innovation, og regeringen vil nu sætte en offentlig proces i gang, der skal føre til landets første innovationsstrategi.
Innovation handler om, at nye idéer skal skabe ny værdi og nye jobs. Det er, når håndværkeren udvikler en billigere måde at montere energibesparende ruder på, eller når direktøren skaber bedre arbejdsgange, der giver større arbejdsglæde, mindre sygefravær og større overskud i virksomheden.
Innovation handler også om samarbejde. Når små og store virksomheder går sammen med universiteterne om at skabe bedre og billigere måder at sikre rent drikkevand – løsninger, der kan sælges til udlandet.
Eller når hospitaler, medicinalindustrien og professionshøjskoler i fællesskab finder nye måder at undgå liggesår på, der gør behandlingen billigere, arbejdet lettere for læger og sygeplejersker og hospitalsopholdet kortere og bedre for patienterne.
Det er gennem innovation, at vi skal løse verdens klima- og energiproblemer med en ambitiøs overgang til grøn energi og ved at forhindre at de globale naturressourcer udtømmes, og det er gennem innovation vi skal håndtere en globalt aldrende befolkning.
Styrket innovation er også en vigtig del af svaret på Danmarks produktivitetsudfordring.
En samlet, ambitiøs strategi
Derfor vil regeringen nu iværksætte arbejdet med en samlet, ambitiøs innovationsstrategi, der markant skal styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor og sikre en kortere vej fra offentlige investeringer i forskning, udvikling, innovation og uddannelse til vækst og jobskabelsen i erhvervslivet.
Det er vores vision, at Danmark skal være løsningernes land. Det kræver viden, kreativitet og iværksætterånd og en stærk samarbejdskultur.
Og det kræver, vi tør satse på områder, hvor Danmark har en unik styrke eller et forspring i forhold til de andre, ligesom vi skal fokusere på nogle af de samfundsudfordringer, vi har særligt gode forudsætninger for at finde svar på. Vi skal være mere målrettede og turde prioritere.
I de kommende måneder vil regeringen invitere virksomheder, organisationer, eksperter, offentlige institutioner og andre aktører til at deltage i debatten om, hvad er det, Danmark kan og skal kunne. Vi skal finde ind til kernen i Danmark – ind til unikke danske innovationspotentialer og behov.
Centrale indsatsområder
Men lad os allerede nu give vores bud på nogle centrale indsatsområder og sigtelinjer for regeringens innovationsstrategi.
- En høj innovationskapacitet handler om, at virksomhederne får de bedste rammer til at udnytte fremtidens kilder til innovation. Det kræver, at både universiteter, videninstitutioner, det offentlige og det private erhvervsliv engagerer sig i fremtidens globale innovationsnetværk.
- Mure mellem privat og offentlig skal brydes ned. Den offentlige sektor skal opfatte erhvervslivet som en ressource – og omvendt. Vi skal etablere og indrette en del af vores forskningsinvesteringer efter stærke innovationspartnerskaber, der kan sætte Danmark på verdenskortet med nye innovative løsninger på globale samfundsudfordringer. Det kan for eksempel være inden for klima, miljø og energi. Målet er at udvikle eksisterende danske styrker og potentialer til globale førerpositioner, ligesom vi skal målrette vores investeringer mod nogle af de samfundsudfordringer, vi har særligt gode forudsætninger for at finde svar på. Vi skal prioritere, så vores investeringer i forskning, innovation og uddannelse omsættes til vækst og beskæftigelse og til gavn for samfundet.
- Vi skal udnytte vores stærke offentlige sektor som motor for innovation. Uddannelsessystemet, forskningen, velfærdsområdet, klimaindsatsen, offentlige indkøb, love og regler kan gøre en afgørende forskel, når udfordringer skal vendes til løsninger, og potentialer skal vendes til nye arbejdspladser og vækst i det private erhvervsliv. Vi vil skabe incitamenter, frihed og muligheder, så både forskere, virksomheder og de offentlige institutioner kan anvende den offentlige sektor som et innovationslaboratorium. Samtidig vil en række af de store samfundsudfordringer uundgåeligt være tæt knyttet til det offentlige, og når det eksempelvis handler om innovation inden for sundhed og pleje, kan innovation også være innovation for samfundets skyld i en bredere forstand. For eksempel når vi skal få pengene til at række i en fremtid, hvor der vil være flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder.
- Vi må heller ikke glemme vækstlaget. Vi skal være et samfund med en høj innovationskapacitet. Hele innovationssystemet skal i topform. Vi ved, at iværksættertrangen er stor blandt de helt unge, men den svinder ind, efterhånden som de bevæger sig op gennem uddannelsessystemet. Incitamenterne for at starte egen virksomhed skal være gode, og vores uddannelser skal give de studerende bedre redskaber og mere blod på tanden til at tænke nyt og kaste sig ud som iværksættere.
- Samtidig skal vi sikre, at vi får mest mulig innovation for pengene. Ordninger og virkemidler skal ses efter i sømmene. Det offentlige forskningsbudget er i 2012 på cirka 19,3 milliarder kroner, hvilket svarer til cirka én procent af Danmarks BNP. Som samfund investerer vi enorme ressourcer i forskning, innovation og uddannelse. Det skal vi kunne aflæse på bundlinjen.
Opgør med faktura-tankegang
At målrette innovationen er ikke ensbetydende med snævre rammer eller en ensretning af dansk forskning og erhvervspolitik. Innovationsstrategien vil tværtimod være udtryk for en frigørelse fra eksisterende rammer og vanetænkning.
Traditionen for fri grundforskning er en dansk styrke. Regeringen vil sikre basismidler til gavn for den fri forskning, fordi det er umuligt at spå om, hvad der bliver morgendagens store opfindelse. Vi vil også bevæge os væk fra detailstyringen af den strategiske forskning.
Vi ønsker et brud med den tidligere regerings "fra-forskning-til-faktura" tankegang.
Man kan heller ikke udskrive en simpel recept på innovation.
Men Danmark har unikke potentialer – hvad enten det gælder designtækning i udformning af produkter og processer eller flade hierarkier og tradition for inddragelse af brugerne i udvikling og implementering af løsninger.
Vi skal trække på alle vores styrker, når vi skal finde løsninger, der kan bidrage til at løse globale udfordringer og samtidig skabe nye jobs og vækst i Danmark.
Det er vores vision med regeringens kommende innovationsstrategi at skabe nye løsninger og værdi for Danmark.
Det skal være den bærende vision for, hvad Danmark skal have ud af forskning, innovation og uddannelse – og derfor inviterer vi alle til at deltage i møder rundt om i landet og på nettet for at få input frem til sommerferien og håber, at flest muligt vil byde ind.
Innovation kan vise os vejen ud af den nuværende krise, men innovation er også det, der skal sikre både velfærden og beskæftigelsen i morgendagens Danmark.