Gå til indhold

Vejledning til Vurderingsdatabasen

Når du søger i databasen, bør du være opmærksom på nedenstående forhold.

Søgning i databasen

Du kan søge efter vurderinger ud fra en eller flere af følgende oplysninger: uddannelsesinstitutionens land, navn og by, uddannelsens titel og afslutningsår samt den nærmest tilsvarende danske uddannelse ifølge vurderingen.

  • Vælg land: Vælg land ud fra uddannelsesinstitutionens geografiske beliggenhed.
  • Hvis du vælger flere muligheder på en liste, søges der efter vurderinger, hvor mindst én af de valgte betingelser er opfyldt, ligesom hvis du havde skrevet "eller" mellem dem.
  • Fritekstfeltet: Med fritekstfeltet søges der i alle oplysninger. Indtast det ord, du vil søge efter, eller en del af det. Hvis du f.eks. skriver "pædagog", vises også vurderinger, hvor ordet "pædagogisk" indgår.

Søgeresultatet

Ikke alle vurderinger

Databasen omfatter ikke alle vurderinger, men den omfatter en stor del af de vurderinger, som er foretaget de sidste fem år af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Ikke en facitliste

Databasens oplysninger skal opfattes som vejledende information og ikke som en facitliste. I den enkelte vurdering kan særlige omstændigheder gøre sig gældende.

Flere uddannelser i én vurdering

I en del tilfælde indgår der flere uddannelseskvalifikationer i én vurdering. Det angivne niveau bygger da på en samlet vurdering af uddannelseskvalifikationerne.

Optagelse på danske uddannelser

Det er op til den enkelte institution at optage og eventuelt give merit for tidligere uddannelsesforløb.

Adgang til erhverv

Vurderingerne tager ikke stilling til eventuel adgang til lovregulerede erhverv. En sådan afgørelse træffes altid af den myndighed, der har ansvaret for det pågældende erhverv.

Uddannelsens alder

Hvis en uddannelse er af ældre dato og ikke er blevet anvendt eller ajourført de seneste år, vil det ofte være nødvendigt at supplere den med kendskab til arbejdsmetoder, som modsvarer de krav, der i dag stilles til dette arbejdsområde i Danmark.

Erhvervserfaring

Uddannelsesindehaverens erhvervserfaring indgår ikke i vurderingerne.

Ph.d.-grader

Ph.d.-grader gives oftest en generel vurdering, der oplyser, at graden i niveau er sammenlignelig med en dansk ph.d.-uddannelse. På grund af ph.d.-uddannelsernes specialiseringsgrad og de store variationer i forskningstradition og faglige krav inden for de videnskabelige hovedområder nationalt såvel som internationalt har vi ikke mulighed for at gå ind i en nærmere vurdering af den enkelte kvalifikation. En konkret faglig vurdering vil kunne finde sted f.eks. i forbindelse med ansættelse, og det er op til den ansættende myndighed at vurdere, hvorvidt en ansøger opfylder kravene om ansættelse for lærere og videnskabelige medarbejdere ved universiteterne m.fl.


Kontakt

Hvis du har spørgsmål til indholdet af Vurderingsdatabasen, kan du kontakte Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, kontoret Vurdering og Anerkendelse:
E-mail: vur@ufm.dk. Telefon: +45 7231 8700 (ti-to kl. 12.30-15.00).

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 02. oktober 2025