Gå til indhold

Virksomheder kan nu påskønne studerendes indsats med 3000 kroner om måneden

02. maj 2017
Folketinget har besluttet at give virksomheder mulighed for, at studerende i praktik- eller projektorienterede forløb kan få op til 3000 kroner om måneden som en erkendtlighed for deres indsats.

Det bliver nu muligt for virksomheder at give studerende i projektorienterede forløb eller ulønnet praktik op til 3000 kroner om måneden ved siden af deres SU. Det har et enigt Folketinget vedtaget på baggrund af et lovforslag fra uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Mange virksomheder og organisationer har efterspurgt en mulighed for at få lov at påskønne den indsats, studerende i projektorienterede forløb bidrager med på de danske arbejdspladser. Det bliver nu muligt i form af en såkaldt erkendtlighed.

- Vi har lyttet til de virksomheder, der har efterspurgt en mulighed for at værdsætte de studerendes indsats med mere end blot ros og et skulderklap. Det har lovgivningen indtil nu forhindret. Derfor ændrer vi på reglerne, så der bliver mulighed for at sætte handling bag de gode hensigter. Med de nye muligheder styrker vi samspillet mellem studerende og arbejdspladserne, fordi vi gør det mere attraktivt for de studerende at indgå i et uddannelsesforløb på en arbejdsplads, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Han understreger, at erkendtligheden er frivillig for virksomheder og organisationer. Beløbsgrænsen på 3000 kroner er fastlagt for at understrege, at de studerende er i et uddannelsesforløb og ikke er arbejdstagere.

Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

Handlinger tilknyttet webside