Danmarks første rumlov er i luften
De senere år er flere danske universiteter og private virksomheder begyndt at udvikle og anvende satellitter. Men Danmark har manglet klare rammer for danske aktiviteter i det ydre rum.
Universiteter og virksomheder har efterlyst en egentlig rumlov, som kan matche reguleringen i andre lande.
Det bliver nu imødekommet, hvor alle Folketingets partier i dag har vedtaget Danmarks første rumlov – lov om aktiviteter i det ydre rum.
Rumloven skaber gode og fleksible rammer for, at universiteter og private virksomheder kan udføre aktiviteter i det ydre rum, og at aktiviteterne er sikkerhedsmæssigt forsvarlige.
- Med rumloven sørger vi for, at aktiviteterne i det ydre rum foregår på et sikkerhedsmæssigt betryggende grundlag. Samtidig er det vigtigt, at danske virksomheder og universiteter kan være med på det internationale marked på rumområdet, og det kan de i højere grad med den nye rumlov, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.
Rumloven indeholder blandt andet betingelser for godkendelse af aktiviteter i rummet og regler for registrering af rumgenstande. Loven gennemfører derudover internationale aftaler, som Danmark har tiltrådt.
- Rummet er meget mere end astronauter og rumstationer. Rummet spiller i stigende grad en rolle inden for en række vigtige områder. Eksempelvis er rumteknologi med til at løse en række samfundsmæssige udfordringer inden for klima- og miljøovervågning, sikkerhed, transport, navigation og kommunikation. Rumloven er en del af et bredere fokus på dette store potentiale, siger ministeren.
Udover rumloven har regeringen iværksat et arbejde med en dansk rumstrategi, der skal udstikke de kort-, mellem- og langsigtede rammer for rumområdet i Danmark. Strategien skal desuden bidrage til, at erhvervslivet og forskningsverdenen høster de forventede potentialer på området.
Fakta om rumloven
- Lovgivningen indeholder betingelser for godkendelse af rumaktiviteter, regler for registrering af rumgenstande, erstatning, forsikring, tilsyn og eventuel straf.
- Reguleringen sker både af sikkerhedshensyn og for at gøre det muligt for danske operatører at indgå i samarbejde med operatører i andre lande, herunder operatører af opsendelsesfaciliteter, som vi i dag ikke har nogen af i Danmark.
- Rumloven gælder i første omgang alene aktiviteter i det ydre rum, som i lovens forstand begynder ved 100 km over havets overflade.
- Loven træder i kraft 1. juli 2016.
Twitter: Følg de danske rumaktiviteter på #DKrummet
For yderligere oplysninger, kontakt:
Specialkonsulent Anders Rømer Kania, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf. 7231 8448, ark@fi.dk
Pressekonsulent Trine Søndergaard, Uddannelses- og Forskningsministeriet, tlf. 7231 8009, tri@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside