Gå til indhold

Dansk teknologivirksomhed vinder fornem pris i international innovationskonkurrence

29. februar 2012
Målrettet kampagne fik virksomheden TEGnology A/S med i den internationale innovationskonkurrence NoAE (Network of Automotive Excellence). Nu har virksomheden vundet i kategorien: Powertrain & Electrification.

Nyhed fra Styrelsen for Forskning og Innovation

Virksomheden TEGnology A/S i Hedensted fik med stor hjælp fra innovationsnetværket AluCluster banet vejen ind i den internationale innovationskonkurrence NoAE (Network of Automotive Excellence). Siden er virksomheden gået hele vejen i konkurrencen og står nu som samlet vinder i kategorien: Powertrain & Electrification.

Kampagne banede vejen

Dermed har det båret frugt, at Styrelsen for Forskning og Innovation sammen med Alucluster og en række andre innovationsnetværk mv. i efteråret 2011 gennemførte en særlig kampagne for at gøre danske virksomheder opmærksomme på konkurrencen, der er udskrevet af den tyske bilindustri.

"Over al forventning"

Direktør Flemming Bjørn Hansen, TEGnology A/S, udtaler: ”Jeg må sige at mine forventninger til konkurrencen alene var, at få mulighed for at få et netværk og kontakter ind i automobilindustrien, idet vi med vort kommende produkt gerne vil i dialog med de mange aktører der er i Tyskland eller andre steder i verden. Med vor innovationspris forventer jeg, at vi til fulde får indfriet vore forventninger.”

29.02.2012 Direktør Flemming Bjørn Hansen, TEGnology

Laver spildvarme om til strøm

TEGnology A/S forsker og fremstiller termoelektriske moduler, der kan omdanne spildvarme fra f.eks en forbrændingsmotor til strøm. De nye termoelektriske moduler fra TEGnology A/S er baseret på ny materialesammensætning af billigere og mere miljøvenlige materialer end tidligere samtidig med at effektiviteten øges.

Dansk delegation til NoAE’s projektdag d. 17. -18. april

AluCluster planlægger sammen med Insero E-mobility og Styrelsen for Forskning og Innovation en dansk delegation, som tager til Düsseldorf den 17.-18. april med henblik på at promovere danske leverandører og underleverandører til bilbranchen.

De to dage er virksomhedernes forum til fostring af innovation og nye ideer til fly-, tog- og bilindustrien. Deltagerlisten byder derfor på innovationschefer og direktører fra de store og mellemstore virksomheder fra hele Europa. Ingen tvivl om, at hvis man er interesseret i udviklingsprojekter til fly-, tog- eller bilindustrien, så er NoAE platformen den helt rigtige.

Innovationsnetværket AluCluster

AluCluster er et af 22 nationale innovationsnetværk, som støttes af Uddannelsesministeriet.
 
For yderligere information kontakt:

Thomas Alslev Christensen
Kontorchef, Styrelsen for Forskning og Innovation
Mobil: +45 2089 7226
Mail: tac@fi.dk
Michael Nedergaard
Managing Director, AluCluster
Mobil: +45 2035 3255
Mail: mn@alucluster.com

Handlinger tilknyttet webside