Gå til indhold

Europas unge diskuterer beskæftigelse

20. marts 2012
Studerende fra 38 lande diskuterer videregående uddannelsespolitik i København. Diskussionen skal munde ud i ti anbefalinger, der skal knytte stærkere bånd mellem de videregående uddannelser og hensigten om at uddanne til beskæftigelse.

Institutioner og budgetter til uddannelse er præget af den økonomiske situation i Europa, og ungdomsarbejdsløsheden er stigende.

Situationen blev debatteret, da over 120 studerende fra 38 lande i og omkring Europa var samlet for at tale om videregående uddannelsespolitik. Det skete under European Students' Convention den 17. – 20. marts på Københavns Universitet.

Konferencen kaldes "Getting Young Europe Out of the Crisis: eyes on higher education and employability of graduates".

Studerende fra 38 lande deltog i European Students' Convention i København.
Studerende fra 38 lande deltog i European Students' Convention i København.

Ti anbefalinger

Uddannelsesminister Morten Østergaard var den 17. marts inviteret til at åbne konferencen og sætte gang i debatten, som den europæiske studentersammenslutning, ESU, og Danske Studerendes Fællesråd, DSF, stod bag.

– Jeg glæder mig over, at denne vigtige diskussion finder sted, og de studerende bidrager konstruktivt til debatten om beskæftigelsesmuligheder for nyuddannede over hele Europa. Jeg tror på, at investering i uddannelse er vejen ud af krisen for Europa, og det er vigtigt, at de studerende diskuterer erhvervsparathed, er innovative og lader ideer til, hvordan højtuddannede kan skabe arbejdspladser, flyde frit, siger Morten Østergaard.
Uddannelsesminister Morten Østergaard taler med deltagere ved European Students' Convention.
Uddannelsesminister Morten Østergaard taler med deltagere ved European Students' Convention.
– En af vores væsentligste bekymringer er kandidaternes jobparathed i tider, hvor der er færre muligheder for de færdiguddannede. Derudover bør der være et mere langsigtet fokus på, at borgere forbliver aktive i samfundet og på arbejdsmarkedet. På den baggrund har vores arrangement i disse dage fremhævet en række initiativer, der skal tages, blandt andet er det vigtigt at integrere praktikophold bedre i de videregående uddannelser. Vi vil efter dette konvent videreudvikle forslagene i vores nye projekt Students' Advancement of Graduates Employability, siger Allan Päll, ESU's formand.

Diskussionen skal munde ud i ti anbefalinger, der skal knytte stærkere bånd mellem de videregående uddannelser og hensigten om at uddanne til beskæftigelse. Anbefalingerne sendes til ministrene for de 47 Bologna-lande, som mødes til Bologna ministerkonference i Bukarest i april.

Fakta: European Students' Convention

  • European Students' Convention er blevet afholdt af ESU halvårligt siden 2000.
  • Det er tradition, at konferencen bliver holdt i tæt samarbejde med det land, som har EU og Bologna formandskabet.

Læs også:


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær Ingeborg Nielsen, telefon 2211 0200.

Handlinger tilknyttet webside