Høje forventninger til 32 nye forskningsledere
Nyhed fra Styrelsen for Forskning og Innovation
Små 400 inviterede gæster inden for dansk forskning overværede i Glyptotekets store festsal overækkelsen af bevillingerne. Bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd Jens Christian Djurhuus gav modtagerne et ord med på vejen. Han sagde blandt andet:
- Vi har i Det Frie Forskningsråd netop udpeget jer som årets nye forskningsledere, fordi I har vist, at netop I har modet og talentet, og fordi vi vurderer, at I har potentialet for de store og overraskende opdagelser.
Og Jens Christian Djurhuus fortsatte:
- Vi forventer os meget af jer og ser frem til at se jer ansøge de store, internationale forskningsprogrammer. Det bliver spændende at følge de resultater, som jeres forskergruppes arbejde bringer med sig.
Et lille skridt i salen – et stort skridt i karrieren
Ud over de 32 forskningsledere fik også 45 unge videnskabsfolk mulighed for at tage et stort skridt i forskerkarrieren. Fra Det Frie Forskningsråd modtog de nemlig en bevilling fra Sapere Aude – DFF Ung Eliteforsker, som er første trin i rådets karriereprogram.
Jens Christian Djurhuus sendte de unge forskere af sted med ordene:
- Forhåbentlig bliver dette første skridt på vejen til en succesfuld forskerkarriere. Det er nemlig blandt andet jeres kommende forskningsresultater, som Danmark skal leve af i fremtiden.
Kontakt
Bestyrelsesformand Jens Christian Djurhuus, telefon 2043 5899, jcd@ki.au.dk
Kontorchef Grete Kladakis, telefon 7231 8300, gk@fi.dk
Handlinger tilknyttet webside