Tættere samarbejde mellem GTS-institutter og erhvervsrettede uddannelser
Nyuddannede fra erhvervsskoler og -akademier er en central kilde til fornyelse og innovation i mange små og mellemstore virksomheder. Derfor er det vigtigt, at disse elever oplever de nyeste teknologiske muligheder og stifter bekendtskab med relevante videninstitutioner, der kan give virksomhederne et teknologisk og videnmæssigt løft.
For at stimulere den udvikling har Rådet for Teknologi og Innovation under Uddannelsesministeriet bevilget fire millioner kroner til syv pilotprojekter. Projekterne styrker samarbejdet mellem erhvervsskoler og -akademier og de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter, GTS-institutterne.
Inspiration til at styrke kvaliteten
Uddannelsesminister Morten Østergaard glæder sig over projekterne.
– Pilotprojekterne kan give inspiration til at styrke kvaliteten af undervisningen på erhvervsskoler og erhvervsakademier. Når eleverne og de studerende senere ansættes i virksomheder, kan de bære ny viden og inspiration ud til den brede underskov af små og mellemstore virksomheder, som er så vigtige for Danmark, siger Morten Østergaard.
Samlet deltager 20 forskellige erhvervsskoler og erhvervsakademier og fem GTS-institutter i de syv pilotprojekter, der spænder vidt fra uddannelser som gartner og automekaniker til uddannelser inden for transport og logistik, medieproduktion og bygningskonstruktør.
– At kombinere teori, praksis og anvendelsesorientering skal være adelsmærket for vore professionsuddannelser på alle niveauer. Jeg hilser derfor projekterne meget velkomne og håber, at de kan medvirke til at få gang i innovation og vækst samtidig med, at uddannelsernes kvalitet bliver styrket, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
Hensigten med projekterne er at styrke institutionernes uddannelsesforløb. Det sker blandt andet ved at trække på GTS-institutternes teknologiske kompetencer til udvikling af e-læringsforløb og andre former for undervisningsmateriale, og ved at medarbejdere fra GTS-institutterne deltager i undervisningsforløbene som gæsteundervisere.
I et af projekterne vil GTS-instituttet FORCE Technology for eksempel samarbejde med fem erhvervsskoler om at udvikle et case-baseret e-læringsforløb omkring energioptimering af et energianlæg eller byggeri. E-læringsforløbet skal anvendes på energiteknologuddannelsen, men forventes også at kunne indgå i blandt andet VVS-, tømrer-, og bygningsdesignuddannelserne.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Uddannelsesministeriet:
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200.
Chefkonsulent Søren Jensen, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf. 7231 8424.
Ministeriet for Børn og Undervisning:
Presseansvarlig, Mette Klingsey Møller, tlf. 2532 3478.
Handlinger tilknyttet webside