Gå til indhold

Workshop: Skriv effektivt til nettet

06. februar 2012
Kom til Study in Denmark-kontorets workshop den 17. april - og bliv klogere på, hvordan du skriver effektivt til nettet. Du kommer til at arbejde med sprog og format. Og du vil få indblik i, hvad der virker på nettet og hvorfor.

Nyhed fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.

Mens du læser dette, søger millioner af studerende viden om deres studiemuligheder i udlandet ved hjælp af stort set én kilde: Nettet.

Vil du have deres opmærksomhed? Så skal din uddannelsesinstitution være nem at finde på Google. Vil du fastholde deres opmærksomhed? Så skal du huske på, hvordan de læser på nettet: Det gør de ikke.

Budskaber og adfærd på nettet

Mediet er afgørende for, hvordan dit budskab bliver læst og opfattet. På nettet gælder der særlige regler for god kommunikation.

Det handler blandt andet om, at vi læser anderledes på en skærm, end vi fx læser en avis. Og at vi orienterer os mere visuelt, søgende og utålmodigt på nettet end i trykte medier. 

Eksempler fra institutionernes egne hjemmesider

På workshoppen vil Ole Rode Jensen, lektor i multimediejournalistik på Danmarks Journalisthøjskole, guide dig gennem de vigtigste huskeregler, når du skriver til nettet.

Med eksempler fra uddannelsesinstitutionernes hjemmesider, vil Ole vise, hvad der virker godt og mindre godt. Der vil her blive lagt vægt på, at deltagerne byder ind med egne erfaringer med at skrive til internationale studerende på nettet.

Workshop - tekstforfatning i grupper

Efter oplægget vil du prøve teorien af. I mindre grupper vil du skrive eller omskrive tekster, så de fungerer optimalt på nettet og til formålet. Teksterne gennemgås i plenum. Hvis du har adgang til din institutions hjemmeside, kan du redigere og fremvise dine tekster online.

Målgruppe

Kommunikationsmedarbejdere, webmasters og andre på de videregående uddannelsesinstitutioner, som skriver til internationale studerende på nettet.

Tidspunkt og sted

Tirsdag d. 17. april 2012, Uddannelsesministeriet, Bredgade 43 København, mødelokale B, stuen

Link til yderligere information og tilmelding.

Handlinger tilknyttet webside