Fordobling af private investeringer i innovative virksomheder
Pressemeddelelse fra Styrelsen for Forskning og Innovation
Innovationsmiljøerne hjælper nye innovative virksomheder til verden ved at tilføre klog og risikovillig kapital i samspil med private investorer. Nye tal fra Styrelsen for Forskning og Innovation viser, at det i 2011 gik fremad med at lokke private ventureinvestorer ud af busken.
”De nye tal peger på, at innovationsmiljøerne investerer i forretningsideer, som også private investorer finder lovende. At det er lykkedes at tiltrække et beløb på højde med rekordårene før finanskrisen, er både overraskende og glædeligt. Det indikerer, at investorerne er begyndt at røre på sig igen. Der er dog lang vej endnu, før vi kan tale om normale tilstande”, siger Conni Simonsen, formand for Rådet for Teknologi og Innovation.
”Takket være midler fra globaliseringspuljen har det på trods af et svært kapitalmarked været muligt for innovationsmiljøerne at søsætte et rekordstort antal nye virksomheder i 2010 og 2011. Disse virksomheder er stadig unge og vil have behov for opfølgende kapital. Derfor er der brug for at fastholde et øget bevillingsniveau for innovationsmiljøerne også i de nærmeste år”, udtaler Conni Simonsen.
Ved udgangen af 2011 var innovationsmiljøerne økonomisk engagerede i knap 320 unge innovative virksomheder i form af risikovillige lån eller kapitalindskud. Omkring en tredjedel af disse virksomheder havde udspring i universiteter eller andre videninstitutioner.
Yderligere oplysninger
Kontorchef Thomas Alslev Christensen, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf.: 7231 8410, tac@fi.dk
Formand for FOIN (Forskerparker og Innovationsmiljøer), direktør Lars Stigel, Østjysk Innovation, tlf.: 8734 5895, ls@oei.dk
Fakta om innovationsmiljøerne
Innovationsmiljøerne tilbyder viden, rådgivning og udviklingskapital i de første faser af innovative og videnintensive virksomheders udvikling. Det vil typisk sige, før virksomheden har udviklet et egentligt salgbart produkt eller serviceydelse. Miljøerne kan investere op til 3,5 mio. kr. i en nyetableret virksomhed (som lån eller kapitaltilskud). Dette kan senere følges op med en sekundær investering på op til 2,5 mio. kr. Alle investeringer med offentlige midler skal suppleres med private midler.
De seks godkendte innovationsmiljøer er:
- CAT innovation
- DTU-Symbion Innovation
- InnovationMidtVest
- NOVI Innovation
- Syddansk Teknologisk Innovation
- Østjysk Innovation
Det nye performanceregnskab for innovationsmiljøerne rummer fakta om hvert af de seks innovationsmiljøer og nøgletal for udviklingen 2007-2011. Herudover rummer det seks case-historier om højteknologiske virksomheder.
Handlinger tilknyttet webside