Gå til indhold

Handleplan skal strømline SU-systemet

07. marts 2012
En ambitiøs handleplan på SU-området skal sikre, at de studerende ikke belastes af lang sagsbehandling, der går ud over studierne. De studerende kan blandt andet se frem til hurtigere SU, hvis de vil læse i udlandet.

Flere skal uddanne sig, flere studerende skal hurtigere gennem uddannelsessystemet, og flere studerende skal læse i udlandet.

Regeringens planer på uddannelsesområdet er ambitiøse, og for at nå målene er der brug for et smidigt SU-system, så de studerende kan koncentrere sig om studierne frem for økonomi og lang sagsbehandling.

Derfor har Uddannelsesministeriet givet SU-systemet et service-tjek og udarbejdet en handleplan, der skal imødegå forhindringer i SU-systemet.

Uddannelsesminister Morten Østergaard ser frem til resultaterne af initiativet.

– Sagsbehandlingstiderne i visse dele af SU-systemet er over længere tid vokset til det helt urimelige. Det er uacceptabelt, at de studerende skal vente længe på at få svar på deres ansøgning om SU til udlandet, handicaptillæg og lignende, når regeringen ønsker, at flere kommer hurtigere gennem uddannelserne, og vi vil øge internationaliseringen på uddannelsesområdet. De studerende skal have fokus på studierne frem for økonomien, og derfor har jeg iværksat et servicetjek af SU-systemet og gennemfører med det samme en handlingsplan, der skal sikre et serviceniveau, vi kan være bekendt, siger Morten Østergaard.

Studerende, der søger SU og udlandsstipendium til en uddannelse i udlandet, må i dag vente helt op til seks måneder på svar.

For de studerende, der vil læse en kandidatuddannelse i udlandet, opbygges nu en database over godkendte kandidatuddannelser "Fast track", som sikrer de studerende en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 14 dage, hvis de vælger en af de uddannelser, der allerede er godkendt til SU og udlandsstipendium. Senere udbygges Fast track til at omfatte videregående uddannelser på alle niveauer.

Samtidig skal sagsbehandlingstiderne for hele uddannelser i udlandet nedbringes, så de studerende som udgangspunkt kan regne med at få deres udlandsstipendium udbetalt to måneder før studiestarten i udlandet.

Et andet område, der har fået kritik, er studerendes rabatordning på transportområdet, der skyldes udfordringer i forbindelse med indkørslen af et nyt it-system. Uddannelsesministeriet sætter ressourcer af, så mindst 95 procent af de studerende fremover vil få deres transportrabat, hvis de søger mindst to uger før den ønskede gyldighedsdato.

På et tredje område – handicaptillæg – forventer Uddannelsesministeriet blandt andet at kunne halvere ventetiden.

En række tiltag er således allerede sat i gang og skal resultere i:

  • Hurtigere SU til studerende, der vil læse i udlandet.
  • Kortere svartid på ansøgninger om handicaptillæg.
  • Dialog og bedre systemer, der retter op på transportordningerne.
  • Bedre telefonbetjening for uddannelsesstedernes SU-medarbejdere.
  • Sager opprioriteres med flere ressourcer i Ankenævnet for Uddannelsesstøtten.

Handlingsplanen sætter ind på disse områder:

  • Tilførsel af flere ressourcer, der sikrer sagsafvikling.
  • Optimering af sagsgange, der reducerer svartider.
  • Bedre information til brugerne, der nedbringer antallet af mangelfulde ansøgninger.
  • It-forbedringer, der minimerer fejl og optimerer sagsbehandlingstider.
  • Regelforenkling, der letter ansøgningsprocedurer og reducerer svartider.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200.

Handlinger tilknyttet webside