Nye vedtægter skal sikre medbestemmelse på universiteterne
Uddannelsesminister Morten Østergaard og universiteternes bestyrelsesformænd har den 20. juni underskrevet universiteternes vedtægter, som blandt andet skal fastlægge rammerne for medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende på universiteterne og forankres på alle niveauer.
– Ledelse skal være inkluderende, og universiteterne har tilkendegivet, at man har forsøgt at få alle gruppers synspunkter inddraget i arbejdet med at udarbejde den nye vedtægt, og jeg håber, de nye vedtægter kan danne et grundlag for et godt uddannelses- og forskningsmiljø, hvor de studerende og medarbejderne fortsat har indflydelse på deres hverdag og de beslutninger, der træffes på universiteterne, siger Morten Østergaard.
Med en lovændring af universitetsloven i juni 2011 blev der stillet krav om, at nogle nye elementer skulle indgå i universiteternes vedtægter, ligesom nogle tidligere elementer som følge af lovændringen krævede revision.
Det drejer sig især om disse bestemmelser:
- Medinddragelse og medbestemmelse
- Forskningsfrihed
- Procedurer og åbenhed for indstilling og udpegning af udefrakommende bestyrelsesmedlemmer samt udpegningsperioder
- Sammensætningen af og valg af formand for akademisk råd
Uddannelsesministeriet har undersøgt, om vedtægterne lever op til de krav, som universitetsloven stiller. Det kan ske gennem de lovfastsatte organer, men også gennem andre tiltag, og Morten Østergaard glæder sig over, at vedtægterne på flere universiteter er udarbejdet af et vedtægtsudvalg med en bred repræsentation.
– Nu skal universiteternes ledelser tilrettelægge arbejdsgange, procedurer og processer om medbestemmelse og medinddragelse til gavn for medarbejdere og studerende. De skal sørge for, at vedtægten danner grundlag for en fortsat dynamisk udvikling af de interne processer. Det arbejde vil jeg følge med spænding, siger uddannelsesministeren.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Særlig rådgiver Philip Flores, tlf. 2237 1745
Handlinger tilknyttet webside