Det Frie Forskningsråd: 600 millioner kroner til frontforskning
Pressemeddelelse fra Det Frie Forskningsråd
Cancerceller kan tilsyneladende spores og hæmmes via malariaparasitten Plasmodium falciparum. Men hvordan? Landlevende hvirveldyrs følsomme mellemøresystemer er resultat af en lang evolutionsproces. Men hvilken? Robotter kan udstyres med social intelligens og anvendes til at forbedre livskvaliteten i plejesektoren. Men hvorledes og med hvilket udbytte? Familievirksomheder adskiller sig fra ikke-familiedrevne virksomheder. Men på hvilken måde?
Perspektivrigdommen i de 226 forskningsprojekter, der netop har modtaget bevilling fra Det Frie Forskningsråd, er stor. I alt investerer rådet godt 600 millioner kroner i projekterne, der er anført af en række af Danmarks stærkeste forskere.
Projekterne har potentiale til at bringe videnskaben et stort skridt videre, mener bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd Peter Munk Christiansen.
- Det er glædeligt, at Det Frie Forskningsråd igen i år kan sige tillykke med en forskningsbevilling til et stort antal af landets bedste forskere. Rådet ser det som en af sine allervigtigste opgaver at spotte de mest ambitiøse forskningsideer og understøtte dem økonomisk til gavn for dansk forsknings internationale konkurrenceevne såvel som for hele det danske samfund. Alle ansøgninger har været igennem en meget grundig behandling i rådet, og bevillingerne er således givet ud fra en overbevisning om, at netop disse projekter vil tilvejebringe ny viden, der kan vise sig afgørende i fremtiden, siger Peter Munk Christiansen.
Bevillingerne er givet til forskere inden for samtlige videnskabelige hovedområder. I alt har rådet modtaget 1246 ansøgninger, hvilket endnu engang understreger den særdeles hårde konkurrence, der er om Det Frie Forskningsråds midler.
Det er Det Frie Forskningsråds faglige råd, der forestår uddelingen af forskningsmidler. Se hvilke forskere og forskningsprojekter, der er blevet tildelt en bevilling her:
- Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation
- Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers
- Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv
- Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom
- Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion
Den 5. juni offentliggjorde rådet endvidere bevillinger givet under forskerkarriereprogrammet Sapere Aude. Se bevillingsoversigter her:
Om Det Frie Forskningsråd
- Det Frie Forskningsråd er et uafhængigt råd, som i 2013 uddeler knap 1,2 milliard kroner til dansk forskning. Rådet støtter konkrete forskerinitierede forskningsaktiviteter inden for alle videnskabelige områder, som styrker kvaliteten og internationaliseringen af dansk forskning
- Det Frie Forskningsråd giver forskningsfaglig rådgivning til uddannelsesministeren, Folketinget og regeringen. Rådet bidrager desuden til at styrke formidling og anvendelse af forskningsresultater og deltager i internationalt forskningssamarbejde.
For yderligere information, kontakt:
Det Frie Forskningsråd:
Bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen, tlf. 3011 5340
Styrelsen for Forskning og Innovation:
Kontorchef Grete M. Kladakis, Kontoret for Videnskab, tlf. 2518 6628, e-mail: gk@fi.dk
Kommunikationskonsulent Jane Benarroch, Kontoret for Videnskab, tlf. 7231 8209, e-mail: jb@fi.dk
Handlinger tilknyttet webside