1. Resumé
Strategiske investeringer i forskning af Scale-up virksomheder, skal bibringe vigtig viden om kausaliteten af kendte vækst-og iværksætterpolitiske redskaber og virksomhedernes udvikling i forskellige kontekster. Læringen skal kunne omsættes i konkrete politiske handlinger, der fremadrettet vil styrke Danmarks økonomiske vækst og konkurrenceevne.
2. Samfundsudfordringer og/eller muligheder
Det er en væsentlig udfordring for den fremtidige danske vækst, beskæftigelse og globale konkurrenceevne, at der i Danmark udvikles for få store virksomheder, sammenlignet med fx USA. På trods af, at vi i Danmark formår, at tilbyde iværksættere og virksomheder gavnlige forudsætninger for at vækste og vokse sig store, skabes der overordnet set for få store virksomheder. Fx er kun 2 pct. af landets store virksomheder (over 250 medarbejdere) under 10 år gamle. Det tilsvarende tal for USA er 20 pct. Med argumentet om, at vi ikke nødvendigvis skal sammenligne os med USA i mente, er der trods alt store muligheder for, at øge andelen af iværksættere, der i løbet af en overskuelig årrække kan vokse sig store. Ud over at skabe jobs kan større virksomheder kan påvise en bedre produktivitet end mindre virksomheder, og de er ofte også en driver for forskning og innovation.
Som en reaktion på denne udfordring har de fem regioner og erhvervsstyrelsen i 2016 igangsat et initiativ, der målretter sig denne udfordring. Scale-up Denmark er et ambitiøst acceleratorkoncept for danske og udenlandske iværksættere og mindre virksomheder. Konceptet forsøger, at løse denne udfordring ved at tiltrække skalérbare virksomheder, til udvalgte træningscentre i Danmark og øge virksomhedernes adgang til kapital, know how og andre serviceydelser. Træningscentrene etableres med afsæt i de regionale erhvervsmæssige styrker.
3. Forskningsbehov
I dette tema efterspørges forskning, der på et generelt plan kan styrke både private og offentlige aktørers forståelse af anvendte initiativers effektivitet og efficiens.
Ved at følge et initiativ som Scale-up Denmark og eventuelt andre sammenlignelige tiltag, er der mulighed for fx, at lave longitudinale kontrolgruppe studier, der undersøger effekten af de mangfoldige tilbud, der i projektet er rette mod virksomheder og iværksættere. Der kan ligeledes gennemføres sammenlignende studier med lignende tiltag på tværs af geografier, ligesom der vil være mulighed for, at følge enkelte virksomheder igennem længerevarende forløb. Forskningen vil biddrage til, at den danske vækst- og iværksætterpolitik i fremtiden kan effektiviseres og målrettes i forhold til den danske kontekst og de danske erhvervsmæssige styrker.
Et væsentligt forskningsbehov knytter sig helt overordnet til en bedre forståelse af behovet for og effekten af forskellige former for tilførte ressourcer (kapital, kompetencer, netværk mv.) til iværksættervirksomheder og mindre virksomheder. Konceptet Scale-up Denmark kan agere platform, for undersøgelserne her om.
Scale-up Denmark vil tiltrække iværksættere og mindre virksomheder inden for en række udvalgte forretningsområde, som kan ligge op til tværfaglige forskningsindsatser inden for fx Velfærdsteknologi, Energieffektivisering, Bioøkonomi, IKT og meget andet.
4. Forhold vedrørende udmøntning og implementering af forskningsindsatsen
For at forskningen på effektiv vis kan realisere sit potentiale og omsættes til værdiskabelse i samfundet, er det nødvendigt, at forskningsinstitutionen formår, at inddrage både relevante offentlige og private parter i forskningsprocessen og videreformidle de løbende resultater, til de parter som har indflydelse på landets vækst- og iværksætterpolitik.
Det er opfattelsen, at flere af landets forskningsinstitutioner både besidder de rette specialiserede kompetencer og kapaciteter, til at udmønte indsatsen. Det er ligeledes opfattelsen, at Danmark med en forholdsmæssig lille indsats, kan udvikle et forskningsmæssigt styrkeområde med denne indsats.
5. Danske forudsætninger
Danmark har gode forudsætninger for at udføre denne forskningsindsats. Der er på adskillige af landets universiteter stærke forskningstraditioner inden for entreprenørskab, innovation, klynger, små- og mellemstore virksomheder og andre relaterede områder. Herudover findes der på de naturvidenskabelige fakulteter en række interessante forskningsområder, som kan lægge op til tværfaglig forskning i relation til Scale-up Denmarks udvalgte forretningsområder, som er udvalgt ud fra de nationale og regionale erhvervsmæssige styrkepositioner.
Virksomhederne i konceptet Scale-up Denmark skal registres med et dansk cvr.nr. Adgangen til data på virksomhedsniveau i Danmark giver herved et solidt udgangspunkt for at følge og analysere virksomhedernes udvikling. Den gode adgang til virksomhedsdata vil tilmed kunne tiltrække internationale anerkendte forskere.
6. Mål, effekt og perspektiver
En strategisk investering i forskning på Scale-up området, kan give indsigt i vækstbarrierer og vækstmuligheder for mindre virksomheder med stort vækstpotentiale. Forskningen vil tilmed kunne teste hvilke redskaber, der har den størst mulige effekt på udviklingen for forskellige typer af virksomheder, inden for bestemte forretningsområder, brancher, forretningsmodeller mm. Forskningen vil fremadrettet kunne hjælpe policy makere med at udforme og anvende mere effektive erhvervs-, vækst- og iværksætterpolitikker i samfundet. Dette kan bidrage til at skabe flere større virksomheder i den danske erhvervsstruktur, som igen vil bidrage til en højere produktivitet, innovation og konkurrenceevne.
7. Kontaktperson
Tue Avbæk Larsen, Region Syddanmark, tue.larsen@rsyd.dk, 29201901