Fagområde
Statskundskab, international politik.
Institution
Københavns Universitet, Institut for Statskundskab.
Kort beskrivelse af dit forskningsområde
Jeg ser på, hvad der gør sikkerhedspolitik til en særlig form for politik, herunder hvad der skal til for, at nye trusler får etableret sig på den politiske dagsorden. Sikkerhedspolitik – og forskningsfeltet international politik – har tidligere primært handlet om staten og om militære trusler, men igennem de seneste 20 år er der kommet flere aktører og trusler til. Terroristiske netværk udfordrer staten, og vores måder at forstå forsvar på, massevoldtægter og sexhandel anerkendes som sikkerhedsproblemer, klimaforandringer rejser spørgsmål om klodens overlevelse, og cyberkrig er kommet på NATOs dagsorden. Sådanne trusler stiller spørgsmålstegn ved, om staten – som er det helt centrale omdrejningspunkt i international politik – og sikkerhedsbegrebet er ved at ændre karakter. Og det rejser klassiske spørgsmål som hvad det er, der holder en stat, nation eller et religiøst fællesskab sammen, og hvad forholdet mellem stat og individ er eller bør være. Konkret handler det for eksempel om at studere holdningerne til, om staten må overvåge folks aktiviteter på nettet for at forhindre cyberkrig eller forfølge hackere i andre lande.
<iframe width="640" height="360" src="//www.youtube.com/embed/WyDOLqiseAM?feature=player_embedded" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>
De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver
Fordi der er sket så meget på den sikkerhedspolitiske front både i Danmark og resten af verden, er der et behov for at få lavet gode teorier om sikkerhed generelt og i forhold til udvalgte nye områder. Ofte kræver det, at man som forsker går ud over den klassiske internationale politik-litteratur og ind i andre forskningsfelter. Der er rigtig mange udfordringer, man kunne vælge som sikkerhedsforsker, og selv har jeg valgt at prioritere tre områder i øjeblikket.
Det første handler om den betydning, billeder har fået for sikkerhedspolitikken. Muhammed-sagen var et stort chok for de fleste dansk medier og politiske aktører, og den gjorde klart, at billeder, som er produceret i en bestemt kontekst, har et sprængfarligt potentiale, når de mobiliseres af regionale og globale aktører. Fotografierne fra Abu Ghraib er et andet eksempel på det visuelles evne til at påvirke den sikkerhedspolitiske dagsorden. Der er skrevet meget lidt om billeder og sikkerhedspolitik, så her ligger der både en teoretisk udfordring og et behov for at få lavet aktuelle, konkrete analyser.
Det andet forskningsområde handler om køn. Kvinders sikkerhedsproblemer er kommet betydelig mere ind på den nationale og internationale dagsorden de seneste tyve år. Æresdrab, massevoldtægter og menneskehandel er nogle af de trusler, som politikere og forskere søger at imødegå. Ofte er der dog stor uenighed om, hvilke politikker man skal følge, og hvordan kvinders situation skal forstås. Et andet spørgsmål er, om regeringer og internationale organisationer kun bruger argumenter som ”vi er i Afghanistan for kvindernes skyld” som en retorisk strategi, eller deres indsats rent faktisk gør en positiv forskel. Men køn er ikke kun et spørgsmål om kvinders stilling, det handler for eksempel også om, hvilken form for maskulinitet soldater tilskrives i hvervekampagner, medierne og film og TV-serier.
Det sidste forskningsområde handler om cybertrusler, og hvordan forestillingen om en global cyberkrig udfordrer statslige aktører og politikker. Mange stater har de seneste år fået øjnene op for, hvordan cyber-angreb kan lamme vigtige samfundsmæssige funktioner, for eksempel ved at sætte offentlige hjemmesider ud af drift. Skeptiske røster advarer dog også mod at bruge betegnelsen ”krig” om sådanne angreb, fordi der trods alt ikke er tale om hacking af centrale infrastrukturer og institutioner. Der er altså ikke enighed om, hvad en cyberkrig egentlig er, og det betyder, at cyber-spørgsmålet er ekstremt politiseret, samtidig med at det fremstår som teknisk og præget af hemmelighedskræmmeri.
Hvordan opstod interessen for netop dette forskningsfelt?
Jeg har altid været interesseret i politik og samfundsforhold, men min interesse for international politik blev vakt på tredje år af statskundskabsstudiet, hvor jeg havde en helt fantastisk underviser, Ole Wæver, som er en af verdens førende forskere på området. Det tiltrak mig også, at man kunne kaste sig ud i abstrakte diskussioner af, hvad staten er for en slags aktør, og om man kunne få en mere fredelig verden, samtidig med at man analyserede konkrete begivenheder, som udfoldede sig for næsen af en. Der var masser af skelsættende begivenheder i de år, hvor jeg var studerende: den kolde krig ophørte, Danmark stemte nej til Maastricht-aftalen, USA gik ind i Irak, og Jugoslavien gik i opløsning med krige i Bosnien og Kroatien til følge.
Min interesse for international politik - og for at blive forsker - blev også styrket af, at jeg under studiet blev ansat på Center for Freds- og Konfliktforskning som studentermedhjælp. Her arbejdede jeg for en forskergruppe, som mødtes cirka hver sjette uge til diskussion af medlemmernes arbejde. Jeg deltog på lige fod i diskussionerne og fik lov til at skrive forskningspapirer og fremlægge på konferencer rundt i Europa. At ”voksne” forskere tog mig alvorligt, gav mig masser af mod på at fortsætte i forskningsverdenen. Jeg fandt også ud af, at jeg elskede at skrive, og at der var tid og ro til at arbejde med argumenterne for et bestemt resultat eller tolkning.
Hvordan vil du anvende EliteForsk-prisen?
Den fornuftige side af min hjerne anbefaler, at hædersgaven går til en truende vinduesrenovation; den mere lystbetonende, at pengene bruges på en rideferie på Island, en rundtur i Mexico eller til malerier af min ven og yndlingskunstner Pedro Lujan, som bor i New York. Kampen er ikke afgjort, men jeg tipper, at det bliver en form for kompromis.
Rådighedsbeløbet regner jeg med at dele op på flere forskellige ting, blandt andet vil jeg gerne på en serie kortere forskningsophold i USA og UK for at samle materiale til mit projekt om billeders betydning for sikkerhedspolitikken. Det er også muligt, at jeg laver et særligt projekt om køn i forhold til krigen i Afghanistan, og hvis det lykkes, kommer der udgifter til feltarbejde og rejser. I mine tidligere projekter har jeg haft stor glæde af dygtige studentermedhjælpere, og rådighedsbeløbet giver mulighed for at indsamle data, jeg ellers ikke ville have mulighed for at få adgang til eller overblik over. Endelig er det rart at have noget på kontoen til lidt mere skæve ting. For eksempel har jeg arbejdet med en tegner, Christoffer Zieler, om måder at ”afsikkerhedsliggøre” Muhammed-tegningerne på til en videnskabelig artikel, hvor Christoffer har lavet en serie tegninger. Jeg kunne også godt tænke mig at have muligheden for studieture, eventuelt med nogle af de forskergrupper jeg indgår i.
Hvad var din reaktion på, at du er modtager af EliteForsk-prisen?
Jeg fandt brevet i min postkasse en sen torsdag aften og blev fuldstændig overvældet af glæde. Heldigvis havde vi en flaske champagne i køleskabet. Prisen skal jo holdes fortrolig frem til slutningen af januar, og det var ret hårdt ikke at måtte dele glæden med andre med det samme. Min mand kunne jeg dog ikke skjule det for.
Forskning er ikke en enkeltmandspræstation, og jeg er derfor også meget taknemmelig over alle dem, som har gjort deres til, at jeg har fået prisen. Der har været så mange fantastiske mennesker og forskere fra Ole Wævers første undervisningstime, over vejledere og erfarne forskere til mine studerende og nuværende kolleger, som har hjulpet, inspireret og støttet. Jeg opfatter også prisen som en anerkendelse af international politik-forskningen i Danmark. Der sidder superdygtige forskere på alle landets universiteter og på CBS og DIIS, og sammen har vi gjort, at det danske forskningsmiljø er med helt fremme i forreste linje.
Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg er vokset op på Langeland, og efter 16 år på Nørrebro, Islands Brygge og USA flyttede jeg for fem år siden til Frederiksberg med min mand, Markus von Hedemann, som er historiker og leder af Diplomatarium Danicum. Som barn på Sydlangeland var sport det primære tilbud efter skole, og jeg har fortsat med at træne 3-4 gange om ugen. En gammel løbeskade forhindrer desværre et maratonprojekt, så jeg holder mig nu til en blanding af løb, spinning, vægttræning og kick-boxing. Jeg går også pænt meget op i mad, og min bror og søster - som begge bor på Nørrebro - og jeg skiftes til at være vært for en søndagsmiddag for hele familien. Efter 40 år på Langeland flyttede mine forældre i 2003 tilbage til den lille ø, Årø, som ligger ud for Haderslev Fjord, og som de begge stammer fra. Der er fantastisk smukt, og efter et par somres træning kan jeg nu sætte og trække en rejeruse, opremse det meste af SønderjyskEs superligamandskab og skelne en gravand fra en gråand.
Fødested, gymnasium og bopælskommune
Jeg er født i Rudkøbing, voksede op i Humble på Sydlangeland og gik på Svendborg Gymnasium. Jeg bor i dag på Frederiksberg.
Argumentation for tildeling af prisen
Lene Hansen har inden for sit felt markeret sig som en international førende forsker. Hun har været nyskabende ved at kombinere ellers adskilte videnskabsfelter som visuel analyse og sikkerhedspolitisk teori, så disse vidensfelter er blevet tilføjet innovative tilgange og begreber.
I kraft af omfattende publicering i prestigefyldte tidsskrifter og på internationale forlag har hun markeret stor international gennemslagskraft. Hun er forfatter til en monografi fra 2006 inden for identitet og konflikt, der betegnes som en anerkendt klassiker på feltet. Hun er desuden medforfatter på en monografi fra 2009, der allerede nu er kendt som et banebrydende værk udbredt så langt som til kinesiske og koreanske oversættelser. Hun har deltaget og deltager fremdeles i en række større danske og internationale forskningsprojekter. Hun har etableret et omfattende internationalt netværk, hvilket resulterede i en lang række fremtrædende poster. Hun er således som den eneste forsker på feltet både redaktør for et højtrangeret tidsskrift (European Journal of International Relations) og medlem af redaktionskomiteen for Cambridge Studies in International Relations, hvilket er hendes forskningsområdes mest prestigefyldte bogserie.
Lene Hansen indgår i kraft af sin forskningsmæssige status desuden i en lang række ledelsesmæssige fora og er forskningsleder for store, centrale projekter. Hun er en rollemodel for yngre forskere, idet hun kombinerer høj international faglighed med ledelsesmæssige og sociale kvaliteter.
Kontaktoplysninger
Professor Lene Hansen. Telefon: 3532 3432; e-mail: lha@ifs.ku.dk