Intro:
Velkommen til EU kampen om de kloge milliarder, en podcast om EU-støtte til forskning og innovation gennem Horizon Europe. I dag kan du høre professor Marit-Solveig Seidenkrantz fortælle om Uddannelses- og Forskningsstyrelsens referencegrupper, og deres store potentiale for dansk forskning. Referencegrupper er et forum for forskere, der i samarbejde med styrelsen vil være med til at præge, kommende opslag i Horizon Europe. Podcasten udgives af uddannelses- og forskningsstyrelsen, der er Danmarks repræsentant i EU samarbejdet om Horizon Europe. Din vært er Tor Arnbjørn, chefredaktør på Science Report.
Tor Arnbjørn:
Velkommen til Marit-Solveig Seidenkrantz, du er professor på Aarhus Universitet i geologi, og i dag skal vi tale om referencegrupper og hvad de er for nogle, og hvad de betyder for dansk forskning. Velkommen.
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Tak skal du have.
Tor Arnbjørn:
Du er medlem af den femte referencegruppe, hvad er det, det er for en?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Det er referencegruppen for klima, miljø og mobilitet. Og det vil sige, med mobilitet så tænkes der på flybrændstoffer, på hvad hedder det transport, og så videre.
Tor Arnbjørn:
Og hvor længe har du været det?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Det har jeg været siden vi startede med at planlægge arbejdet med Horizon Europe, og eller rettere den danske bidragelse til det, hvor der skulle skrives et dansk arbejdspapir, hvilke fokusområder man skulle arbejde med. Og der startede jeg så som formand for sådan en skrivegruppe, og endte så med og komme i referencegruppen, og også at blive rådgiver i forbindelse med det her arbejde.
Tor Arnbjørn:
Og det lyder som en proces som har taget en tre, fire, fem år.
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Det har taget nogle år, ja.
Tor Arnbjørn:
De her referencegrupper, er noget som jeg kan forstå generelt er lidt underkendte, hvorfor er det de er så vigtige?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Grunden til at de er så vigtige, det er at hvert medlemsland indenfor EU har meget stor indflydelse på, hvilke opslag, hvilke calls der kommer indenfor forskningen, indenfor Horizon programmet. Og referencegrupperne er med til at skrive de input som Danmark kommer med. Så det betyder så faktisk at vi har meget, meget stor indflydelse på de kommende calls.
Tor Arnbjørn:
Og prøv og forklar mig hvordan foregår det konkret?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Det foregår ved at, det første der sker, det er at det politiske system bestemmer nogle overordnede temaer man skal arbejde med. Derud-derefter, så bliver der nedsat den her skrivegruppe, hvor vi har lavet et arbejdspapir, der gælder de første fire år for programmet. Og det er så afleveret og arbejdet med. Der skal start arbejdes med de næste fire år.
Derudover, når det så kommer, så er det blevet bearbejdet, nede i EU-systemet, hvor der sidder nogle grupper dernede, og som så kommer med forslag til opslag. De forslag til opslag, de kommer så som en lang tekst, som man kan læse igennem, og kommentere. Og den kommmenterings proces, den foregår i referencegrupperne, hvor Ministeriet sender forslagene ud til hver enkelt person i referencegruppen, som så igen kan trække på deres netværk, som så kan sende deres kommentarer tilbage. Og så bliver de så samlet og sendt ind til Ministeriet, som så sender ned til EU.
Tor Arnbjørn:
Det lyder jo super spændende. Prøv og forklar mig eller nævn mig en af dem som I konkret har siddende.
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Vi har i to omgange fået de her arbejdspapirer eller call tekster. Den har været de fire af vores program som Danmark har spillet ind med, det har ledt ind til to gange call, så og sige. Det første program så og sige, arbejdsprogram det dækkede perioden 2021 og 2022, og så er det næste fra 2023, 2024. I begge omgange har vi fået teksterne til gennemsyn og kommentering i mange omgange. Og specielt i sidste omgang her, der mener jeg vi fik den rundt fire eller fem gange, til kommentering. Den første omgang, der har man jo flest kommentarer og hvis man så ser dem komme med, så kan man lave små rettelser, men man kan så også bruge det til og lige se, var der mon andet jeg kunne få med, fordi nu har jeg fået min store ting med.
Tor Arnbjørn:
Og hvad kunne det altså, hvad er det for nogle ændringer man laver, hvor er det du går ind og ligesom twister?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Det, altså twiste er faktisk et korrekt ord, for det er meget svært at få en hel ny ide ind på det her tidspunkt. Det skal vente til et kommende arbejdsprogram. Men det man kan gøre, det er at man kan ændre opslagsteksterne en smule, sådan så at den bliver bredere, så der er flere forskere indenfor Danmark som har mulighed for at søge. Det er kan ofte være at man for indsat nogle få ord, der pludselig åbner det op for, hvad hedder det måske halvtreds ekstra forskere i Danmark, så de også har mulighed for at søge. Og det er en virkelig vigtig del af processen. Det kan være enkelte ord som at hvis der står at man skal arbejde med eksperimentelt, og det er helt indforstået at det skal være hvad hedder det ude i felten. Og så, hvis der så også bliver sagt et laboratorieforsøg ind, så er det pludseligt rigtig mange flere der kan søge. Så det er det lykkedes med i flere omgange, at få ændret.
Tor Arnbjørn:
Men det lyder også som nærmest en detektivarbejde, og sidde og læse de her ting igennem og tænke okay, hvor er det at jeg kan gøre en forskel.
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Ja, det er det faktisk. Altså man skal læse det grundigt igennem, og tit er det så et spørgsmål om sætte et enkelte ord ind, fordi det er lykkedes mig en enkelt gang og få sådan en bulletpoint ind, eller ændre i nogle tekster og så videre. Men for det meste er enkelt ord nok. Og det er også meget lettere og få dem med, fordi de glider bare ned, hvorimod at meget, meget store ændringer skal man kæmpe meget for, og der skal man virkelig have god grund, for der sidder nogle i den anden ende, som har også har tænkt grundigt over teksterne.
Tor Arnbjørn:
Så er det lidt den der lever stille lever godt her også.
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Ja, men ikke stille på den måde at man lever passivt. Man skal godt nok gå til den, og man skal hvad hedder det, ikke gøre for meget af, man skal ikke gå hen og ændre noget der ikke behøver og blive ændret, for man skal bare ændre det som er vigtigt og gør en forskel. Fordi så tænker systemet, jamen det er småting, det kan vi jo sagtens lade gå igennem. Men det kan have meget stor betydning for dansk forskning. Hvorimod hvis man siger, jamen det lyder ikke godt det der, og vi vil have mere fokus på noget andet, så ser det ud som om man er selvcentreret, og så får man det ikke igennem.
Tor Arnbjørn:
Og hvor mange sidder I og kommenterer de her ting?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Der sidder i referencegruppen sidder der nogle håndfulde personer. Men vi har så til jo et bagland, som vi kan kontakte.
Tor Arnbjørn:
Ja, for jeg tænker du er jo ikke den eneste der sidder og retter i det her, så der kan vel også ligesom at du som du selv siger, twister det i nogle retninger, så vil der jo også sidde andre rundt omkring og twiste det i nogle andre retninger, hvor man lige skal holde øje med hov er det på vej et sted hen, hvor at jeg kan se Danmark også min forskning institution i det.
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Absolut. Det vigtigt, at når man får det tilbage, og man var rigtig glad for tredje udkast, jamen så behøver jeg ikke kigge mere på det, fordi det hele var jo færdigt og klart. Så skal man altså stadigvæk tjekke at fjerde udkast ikke er ændret. For det som du har fuldstændig ret, der sidder jo også andre fra andre lande, med andre dagsordner.
Tor Arnbjørn:
Hvad er den største forskel som du har gjort?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Ja, jeg tror faktisk der hvor jeg virkelig kan se at det har gjort en forskel, det er lige præcis ved de her hvor det er små ændringer. Jeg har en enkelt gang fået en bulletpoint ind, og så videre. Men det har været små ændringer som gjorde en meget stor forskel. Det man også skal huske på, det er at det nytter ikke noget at bare og sige, jeg synes det der mangler, det kommer du ikke nogen vegne med. Man bliver nødt til at være simpelthen lave tekstnær ændringer.
Sige i linje det og det, så skal tilføjes det og det ord. Og så er der også kommenterings felt, der hvor man skal forklare hvorfor det er vigtigt. Hvis man kommer med en meget grundig forklaring, der lyder fornuftig, hvor vi må også håbe den er fornuftig. Men hvis den lyder fornuftig, så bliver den også taget med. Jeg har faktisk ikke været udsat for, at der at der jeg havde nogle kommentare som ikke blev taget med. Nogle gange blev de tvirket lidt på en anden måde, og det er jo også okay. Hvis det hvis de foretrækker det, så længe det der står der. Så det kan faktisk virkelig godt lade sig gøre.
Tor Arnbjørn:
Du sagde før at man ikke må undervurdere hvor vigtige de her er, referencegrupperne for dansk forskning. Hvad er det for en forskel de gør, eller hvad er det for en forskel du gør?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Der er jo to sider. Den ene er at hvis man får tilsendt de her opslag meget tidligt også i den meget tidlige proces, så er man klar over at der er meget stor sandsynlighed for, at der rent faktisk kommer et endeligt call, indenfor det. Og man kan begynde allerede og tænke på jamen hvilke projekt kunne man sætte sammen, kunne man rede, begynde og lave et konsortium.
Det er jo sådan at rigtig mange har allerede lavet konsortier, og besluttet hvad de vil søge om, inden callsne overhovedet bliver offentliggjort fordi de er kendt. Så det er den ene proces. Det er jo noget som når man selv som medlem af referencegruppen selvfølgelig hurtigt bliver klar over at callsne er der, men også ved at holde sig orienteret, gennem det og læse de tekster, og læse det som jeg sender ud og andre kollegaer sender ud. Så er man faktisk orienteret meget, meget tidligt. Så det er det ene punkt.
Det andet punkt er jo så, at man kan få tilrettet, hvad hedder det et call til så det gør har hvis der lige står det ord, så kan jeg også søge. Altså det er, forskerne må også godt tænke på sig selv. Det er min opgave og tænke på hele Danmark, det betyder ikke at jeg ikke også lige ser, jamen et enkelt ord der, så åbner det også for mig. Og andre forskere de deres primære opgave er jo og tænke på deres eget fagområde.
Tor Arnbjørn:
Så det giver altså adgang til som du siger, en eller anden forspring, når callsne endelig bliver åbnet, og så er der det her med at det give os adgang til vi at der faktisk er danske forskere der kan søge flere midler, end der egentlig ville være mulighed for, hvis der ikke havde siddet nogen og twistet det. Hvor stor forskel gør det for de forskere?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Jeg tænker at begge dele er rigtig vigtigt. Hvis der er et call som er passer perfekt fra begyndelsen af, jamen så behøver man jo ikke gøre noget. Og så gør det ikke nogen forskel, at du at når hvis du ikke retter noget, jamen fordi det er fint som det skal være. Men det er meget sjældent at callsne passer til alle, så det kan gøre en kæmpe forskel. Jeg har selv været udsat for at fordi jeg som inden jeg selv sad i referencegruppen, og fik men læste teksterne igennem, fordi de bliver jo rundsendt. Fik jeg sat enkelt ord ind, der pludselig gjorde at jeg blev inviteret ind i et EU konsortium, og endte med at blive partner i et stort projekt. Og det var kun fordi at jeg og sikkert også andre, havde ønsket at få det her enkelte ord sat ind, ikke.
Så det kan gøre en kæmpe forskel, så man tænker at selvom det her projekt eller det her call ikke er lige til højrebenet for en selv, så kan man jo måske godt lige for tvirket det lidt, sådan så at man kan få en flig af det, og ligesom går ind i et tværfagligt partnerskab. Så den del er rigtig vigtig. Med hensyn til det at kende call teksten tidligt, det skal man altså ikke undervurdere. Fordi langt de fleste starter meget lang tid i forvejen. Og hvis man gerne vil være med i de bedste konsortier, med de bedste forskere og have de bedste chancer, så skal man altså være tidligt ude.
Så nytter det ikke noget at sige nå, der kommer call eller nå, men det blev publiceret for to uger siden, lad mig lige tænke over måske er der noget jeg kan gøre. Altså ansøgningsfristen den er få måneder senere. Og når det er meget, meget store calls, og med meget store projekter, og det man skal have 15 forskellige partnere for eksempel, så kræver det altså tid. Så hele processen om at skrive en ansøgning, og få sat hele idéen sammen er meget tidskrævende og hvis man kan starte den proces tidligere, så har man bedre chancer.
Tor Arnbjørn:
Og hvad er der i det for dig personligt?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Der er dels en tilfredsstillelse ved og vide at man faktisk hjælper dansk forskning. Der ligger faktisk en tilfredsstillelse i at sige jamen jeg gør hvad jeg kan. Nogen skal jo tage sig af det her arbejde for Danmark side, og jeg synes der ligger en glæde i at vide, at man rent faktisk gør sin pligt.
Tor Arnbjørn:
Og hvor tit kommer de her calls gennem dine hænder og hvornår forventer du at den næste bølge kommer?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Jeg vil tro at der begynder nok så småt i slutningen af 23 eller begyndelsen af 24. Det kan vi aldrig vide helt præcist.
Tor Arnbjørn:
Men der kommer noget forberedende arbejde først?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Ja, der kommer noget forberedende arbejde først, for Danmark har lavet et arbejds, sit eget arbejdsprogram, og sin eget ønsker for de første fire år. Og det udløber jo så med slutningen af 2024. Så nu skal arbejdet med de næste åringer, snart starte.
Tor Arnbjørn:
Så hvis man sidder derude og drømmer om og være med til og påvirke den her næste bølge, hvad gør man så?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Altså det vigtigste er at man rent faktisk, når man får tilsendt de her tekster med hvad hedder det call forslag, at man tager det alvorligt, læser det igennem og retter på det og svare på det, og sender sine kommentarer ind. Det er det aller, allervigtigste man kan gøre. Derudover, så kan man jo kontakte de enkelte referencegruppe medlemmer, og ligesom høre hvordan hvad der hvis foregår og hvad hedder det, om der er noget man kan hjælpe med.
Tor Arnbjørn:
Og hvis man sidder og kigger i sin mailboks og tænker jeg får aldrig noget tilsendt, hvad skal man så gøre?
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Så skal man kontakte sin ledelse. For hvad hedder det, jeg ved ikke hvordan det er organiseret ved alle institutioner i Danmark. Og det er meget forskelligt, hvem hvordan det bliver klaret. Men alle forskere har jo så og sige ret og bør have adgang til det her, de her dokumenter. Så man skal kontakte sin ledelse og bede om at når de kommer, at det så også bliver rundsendt i organisationen. Det er derfor at hver institution har en kontaktperson. Når jeg sagde at man skulle kontakte ledelsen, så er det jo i tilfælde af, at man ikke ved hvem der er ens repræsentant i referencegruppen. Fordi hvis man ved det, så er det jo den person man bør kontakte direkte. Men det korrekt, så hvad hedder det ville det være fornuftigt, og begynde og allerede, og tale med den her person og prøve på og sige at man er virkelig interesseret, og at man gerne vil have det tilsendt og så videre.
Tor Arnbjørn:
Det lyder godt, Marit-Solveig Seidenkrantz du skal have tusinde tak, fordi du delte dine tanker, og visioner vel i virkeligheden om hvordan vi kan bruge de her referencegrupper bedre, tusinde tak.
Marit-Solveig Seidenkrantz:
Tak skal du have.
Du lyttede til afsnittet 'Referencegrupper en undervurderet mulighed for at præge fremtidens forskning' I podcast serien 'EU-kampen om de kloge milliarder', fra uddannelses- og forskningsstyrelsen. Podcasten var produceret af RAKKERPAK Productions.