Du er her: Forside Forskning og innovation Tilskud til forskning og innovation Hvem har modtaget tilskud? 2014 Bevillinger fra Det Frie Forskningsråd. Sapere Aude: DFF-Forskningsleder 2014

Bevillinger fra Det Frie Forskningsråd. Sapere Aude: DFF-Forskningsleder 2014

Det Frie Forskningsråd uddeler 20 Sapere Aude: DFF-Forskningsleder-bevillinger for en samlet sum af ca. 137 mio. kr. Forskere, der har modtaget en bevilling, fremgår af listen nedenfor
Kontakt
Vibeke Kalsbeek
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 83 35
Email: vka@ufm.dk

Bevillingerne er givet inden for rammerne af rådets Sapere Aude-program, der skal give fremragende forskere i Danmark de bedste betingelser for at skabe afgørende nye forskningsresultater.

Bevillings- og afslagsbreve vil blive udsendt snarest muligt. Afslag vil indeholde en kortfattet begrundelse, der peger på de væsentligste faglige grunde til, at ansøgningen ikke opnåede bevilling.

Der tages forbehold for trykfejl og eventuelle nødvendige budgetjusteringer.  


Projekttitel: The Late Epipalaeolithic and Early Neolithic Occupation of the Black Desert (Jordan): Investigating the Origins of Food Production in the Marginal Zone
Bevillingsmodtager: Tobias Richter
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 6.897.919
Projektbeskrivelse: I slutningen af den sidste istid grundlagde natufiske jæger-samlere verdens første bofaste samfund. Denne proces byggede på det væld af plante og dyreliv som voksede frem med de varme og våde klimatiske forhold under Bølling-Allerød stadiet. En pludselig klimatisk forværring for 12.900 år siden betegnes Yngre Dryas, og betød tørrere og køligere forhold der medførte et drastisk fald i de tilgængelige føderesurser. Dette tvang de natufiske bosættere til at opgive bofasthed og i stedet fokusere på at kultivere vilde plantesorter for at opretholde en voksende befolkning. Dette markerer agerbrugets begyndelse. Forestillingen om, at det var de klimatiske forhold der foranledigede jæger-samlere til at kultivere plantesorter har dog mødt en del kritik de senere år. I de sidste to år har FKK-finansieret feltarbejde i det østlige Jordan produceret vigtig evidens som kaster nyt lys over dette bemærkelsesværdige skift i menneskets historie. Udgravninger i Harra ørkenen i det nordøstlige Jordan har ført til opdagelsen af natufiske og tidlige neolitiske bosættelser. Blandt fundene findes et velbevaret korpus af forkullede plantelevn, samt rester af arkitektur og tusindvis af genstande. Disse lokaliteter tilbyder en indsigt i de sidste jæger-samlere og de første bønder som er uden fortilfælde. Gennem feltarbejde og laboratorieanalyser søger dette projekt at opnå en bedre forståelse af de økonomiske, miljømæssige og social faktorer som lå bag overgangen til agerbrugssamfund.


Projekttitel: New Media - New Intimacies (NewMI)
Bevillingsmodtager: Rikke Andreassen
Institution: Roskilde Universitet
Bevilget beløb: 6.976.462
Projektbeskrivelse: I Facebookgruppen 'Donorbørn - ægdoner - sæddoner' - mødes danske, svenske og norske par, der leder efter søskende til deres børn, men der er også en del enlige mødre på jagt efter søskende, og så er der ældre børn, der leder efter deres biologiske forældre. Sammen har gruppens medlemmer opbygget et 'donor-dokument', som hjælper medlemmerne til at finde hidtil udkendte biologiske familiemedlemmer. Siden gruppens oprettelse er den vokset med over 1100 medlemmer. Facebook-gruppen er en illustration af, hvordan sociale medier er med til at skabe nye intimiteter, og hvordan nye relationer og familieformer skabes gennem sociale medier. Dette forskningsprojekt undersøger, hvordan personlige relationer, identiteter og intimiteter (som fx reproduktion, sex, kærlighed og parforhold) får nye former, forandres og udvikles gennem sociale medier. På trods af at sociale medier og intimiteter i stigende grad påvirker hinanden, er der næsten ingen forskning, der sammenkæder de to fænomener. Sociale medier udforskes oftest isoleret fra det nye forskningsfelt i 'intimiteter og følelser', der ellers har vundet indpas de sidste par år. Det er derfor nyt, når projektet sammentænker sociale medier og intimiteter. Projektet vil kaste nyt lys på de store forandringer i vores hverdag og vores forhold til andre mennesker, der sker, når vi i stadig større grad lever vores intime liv i de sociale medier, og de sociale medier i større grad hjælper os med at finde og forstå intime relationer og muligheder.


Projekttitel: Deciphering the signaling networks of PARP inhibitors by quantitative mass spectrometry
Bevillingsmodtager: Michael Lund Nielsen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 7.020.402
Projektbeskrivelse: Poly(ADP-ribosyl)ation (PARylation) er en post-translationel modifikation, der spiller en væsentlig rolle i cellulære stress mekanismer, især udbedring af skader på DNA. PARylation er katalyseret af enzymer kaldet poly(ADP-ribose) polymerase (PARP), hvilke er blevet særdeles attraktive mål for kræftbehandling i de seneste år. Hver eneste dag bliver vores DNA udsat for skader, som raske celler er i stand til at reparere og dermed holde sig sunde. Men visse kræftcellers evne til at reparere egne DNA-skader er ikke velfungerende som almindelige cellers, og det udnytter man med de såkaldte PARP-hæmmere, der blokerer visse kræftcellers reparationssystemer. Dog er de molekylære detaljer og mekanismer der påvirkes af PARP-hæmmere ikke belyst i detaljer, specielt med tanke på at PARylation spiller en vigtig rolle i andre cellulære processer ud over DNA-reparation. Dette forskningsprojekt sigter derfor imod at etablere avancerede proteomics teknologier baseret på høj-opløseligt massespektrometri til belysning af de molekylære funktioner som PARP-hæmmere påvirker. Et sådan globalt studie vil markant øge forståelsen af den rolle som PARylation og PARP-hæmmere spiller i humane celler. Det forventes at de opnåede resultaterne i dette projekt vil fungere som en yderst værdifuld resurse for det videnskabelige samfund, og at resultaterne vil få vidtrækkende betydning for fremtidige projekter i forskellige områder af både grundlæggende og translationel forskning.


Projekttitel: Algebraic methods for qualitative profiling of reaction networks
Bevillingsmodtager: Elisenda Feliu
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 7.055.110
Projektbeskrivelse: Den hurtige udvikling af eksperimenteller tekniker indenfor molekylærbiologien har betydet at enorme datamængder producers dagligt i laboratorier over hele verden. Disse data skal organiseres, klassificeres, og måske vigtigst af alt, analyseres for at få viden om de biologiske processer der har genereret dem. Kompleksiteten af data gør det ikke muligt at bruge intuitivt baserede argumenter. Som en konsekvens heraf benyttes matematiske modeller i stigende grad til at understøtte eksperimentelle opdagelser og til at overvinde begrænsninger ved de nuværende eksperimentelle teknikker. Matematiske modeller i molekylærbiologi indeholder ofte mange variabler og parametre. Derfor har vi også brug for avancerede matematiske værktøjer til at forstå modellerne og til at lære om deres egenskaber. Dette projekt vedrører udviklingen af matematisk teori til at analysere modeller og lære om deres interessante egenskaber. De spørgsmål som vil blive behandlet i projektet har direkte implikationer for teoretiske og beregningsmæssige aspekter af systembiologi og syntetisk biologi.


Projekttitel: Molecular Mechanisms of Cholesterol Uptake and Sugar Uptake in Humans
Bevillingsmodtager: Bjørn Panyella Pedersen
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 7.055.327
Projektbeskrivelse: Vores forskning er fokuseret på to aspekter af menneskers fødevareoptag. For det første vil vi undersøge hvordan kroppen optager kolesterol fra tyndtarmen. Kolesterol i store mængder kan lede til hjertekarsygdomme, men kolesterol er absolut essentielt for en velfungerende krop i moderate mængder. Kolesterol optages i tyndtarmen til kroppens kredsløb ved hjælp af et protein (en 'nano-maskine') kaldet NPC1L1. Vi vil undersøge NPC1L1's molekylære funktion ved hjælp af en kombination af biokemiske forsøg med basis i strukturel biologi. For det andet vil vi undersøge hvordan kroppens celler optager sukker. Efter fordøjelse transporteres sukker via blodet til kroppens celler for produktion af energi. En hovedsten i cellers optag af sukker er et protein kaldet GLUT. Denne nano-maskine er den begrænsende faktor for den enkelte celles sukker-forbrug. Som for NPC1L1 vil vi undersøge GLUT's molekylære funktion ved hjælp af en kombination af biokemiske forsøg med basis i strukturel biologi. Ved hjælp af strukturbiologi-eksperimenter kan vi finde den tredimensionale struktur af disse nano-maskiner. Dette supplementeres med andre typer biokemiske forsøg for at beskrive de kinetiske parametre for dem. Herved kan vi danne en model for hvordan disse maskiner fungerer på molekylært niveau og får vigtig ny indsigt i hvordan man kan kontrollere deres aktivitet. Ultimativt vil dette lede til fremskridt inden for flere vigtige folkesygdomme, såsom hjertekarsygdomme, sukkersyge og kræft.


Projekttitel: Quantum Electrooptomechanics
Bevillingsmodtager: Albert Schliesser
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 6.913.737
Projektbeskrivelse: Kvantemekanik er en af de mest succesrige teorier om vores fysiske verden. Dens forudsigelser er korrekte med stor præcision på atomar niveau. Dog er kvantemekanikken en dårlig beskrivelse af hverdags-mekaniske objekter, for eksempel skindet på en tromme, idet de er for store til at udvise kvanteeffekter, såsom at være to steder på samme tid. Men nye nanofabrikations metoder kan bruges til at lave mekaniske objekter, der er så små, at kvanteeffekterne er inden for eksperimentel rækkevidde. Dette forskningsprojekt arbejder på at udforske – og udnytte – ultratynde membraner, svarende til et lille trommeskind, der er så tyndt, at kvantemekanisk dynamik er tilgængelig når der måles på dem. Målinger forbedret med disse kvanteeffekter vil forøge præcisionen af mekaniske sensorer langt ud over hvad de kan i dag. Projektet sigter også efter at bruge disse mekaniske membraner som bindeled mellem elektriske og optiske signaler, således at radio- og mikrobølge signaler kan måles på en helt ny måde: nemlig via lys! Denne elektro-opto-mekaniske teknik kan muliggøre en følsomhed overfor elektriske signaler der er helt uden fortilfælde, og som har potentielle anvendelser inden for felter så forskellige som medicinsk afbildning og radioastronomi, samt andre felter hvor elektriske signaler skal måles meget præcist.


Projekttitel: Genotype by environment interactions: transition from genotype to phenotype
Bevillingsmodtager: Torsten Nygård Kristensen
Institution: Aalborg Universitet
Bevilget beløb: 5.928.509
Projektbeskrivelse: Samspillet mellem gener og miljø er en kompleks størrelse. I dette projekt vil jeg udforske, hvorfor en bestemt kombination af gener gør et individ robust på tværs af miljøforhold, mens et individ med en anden kombination af gener kun trives under ganske bestemte miljøbetingelser. Jeg har som ambition at finde de gener og de fysiologiske mekanismer, der afgør, om en given genotype giver ophav til en specialist eller en generalist. Denne del af projektet vil blive udført med bananfluen som modelorganisme. I forlængelse af undersøgelsen af genotype miljø interaktioner vil jeg se på indavl, og hvordan indavl og miljø spiller sammen. Der er nemlig meget der tyder på, at effekter af indavl på fænotypen er afhængig af miljøet. I et optimalt miljø er indavl ofte ikke ligeså skadeligt som i et stressende miljø. Til at undersøge dette vil jeg benytte forskellige arter af springhaler, og fluer, som er tilpasset vidt forskellige habitater. Ved at arbejde med et bredt udsnit af arter får jeg et mere nuanceret billede, end hvis kun en art blev benyttet. Resultaterne fra projektet vil bidrage med ny indsigt i effekter af samspillet mellem gener og miljø og gøre os i stand til bedre at forstå effekter af miljøstress, forårsaget af f.eks. klimaforandringer, på biodiversitet.


Projekttitel: Time-wise behavior of fractional processes
Bevillingsmodtager: Andreas Basse-O'Connor
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 6.996.600
Projektbeskrivelse: Tilfældige og uforudsigelige hændelser optræder overalt i vores hverdag samt i mange videnskabelige discipliner. Tænk blot på vejrudsigter og forudsigelser af aktiekursers udvikling. På trods af at det er umuligt at forudsige disse hændelser, kan man ved hjælp af sandsynlighedsteori opstille en matematisk model for dem og derved kvantificere, hvor sandsynlige forskellige udfald er. I dette projekt studeres hvordan tilfældige/kaotiske systemer udvikler sig over tid. Sådanne systemer har ofte en særdeles irregulær opførsel samt stor afhængighed mellem observationerne, og disse egenskaber kan naturligt modelleres ved brug af såkaldte fraktionelle processer. Den store afhængighed mellem observationerne gør imidlertid disse processer vanskelige at analysere fra et matematisk synspunkt og der er mange helt fundamentale spørgsmål, som endnu ikke er besvaret. I projektet vil der blive fokuseret på følgende spørgsmål. Hvordan måler vi graden af irregularitet? Hvordan kan man estimere parametre for disse processer? Og kan vi approksimere processerne med simplere processer og dermed opnå ny indsigt? Projektet vil foregå i samarbejde med flere af verdens førende forskere indenfor studiet af stokastiske processer.


Projekttitel: When and How Political Parties Influence Public Opinion Formation
Bevillingsmodtager: Rune Slothuus
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 7.050.249
Projektbeskrivelse: I et folkestyre er det afgørende at forstå, hvordan borgerne danner deres politiske holdninger, fordi de er grundlaget for demokratisk repræsentation. Vi ved, at en af de vigtigste påvirkninger af borgernes holdninger er de politiske partiers standpunkter – folk er tilbøjelige til at støtte politiske forslag fra deres eget parti og afvise forslag fra modstående partier. Vi ved imidlertid meget lidt om, hvordan denne påvirkning foregår, og hvornår partierne har stor og lille indflydelse på borgernes holdninger. Projektet udvikler en ny teoretisk model, som forklarer, hvornår borgerne bruger de politiske partiers standpunkter på hvilken måde til at danne deres politiske holdninger. Modellen inddrager både individers motivation og den politiske kontekst, fordi både motivation og kontekst – og deres indbyrdes samspil – er nødvendige for at forstå, under hvilke betingelser partierne påvirker borgernes holdninger. Modellen testes i en række survey-eksperimenter i Danmark og USA. Projektet bidrager til en langt bedre forståelse af samspillet mellem borgere og politikere i vores folkestyre.


Projekttitel: Financial and Non-financial Performance of Privately-Held Businesses
Bevillingsmodtager: Morten Sørensen
Institution: Copenhagen Business School
Bevilget beløb: 7.035.611
Projektbeskrivelse: Der er i dag stor enighed om at den fremtidige konkurrencedygtighed og vækst skal sikres igennem innovation og udvikling i virksomheder. I Danmark støtter Vækstfonden entreprenører og nystartede innovative virksomheder både direkte og indirekte igennem danske venturekapital fonde, og også  EU fremhæver innovation og iværksættere i mikrovirksomheder som et særligt indsatsområde. Men virker det? Tidligere forskning omkring  disse virksomheder har været mangelfuld, både på grund af metodiske problemer og mangel på data. Men nyere teoretisk viden og adgang til data gør det i dag muligt at studere mekanismerne i disse virksomheder. Formålet med dette projekt er at udnytte ny viden til at undersøge privatejede virksomheder. Konkret vil projektet belyse fire spørgsmål:  (1) Hvilke virksomheder skaber innovation og vækst, og hvor meget skaber de?  (2) Er der nok investorer og tilstrækkelig risikovillig kapital til rådighed for disse virksomheder, givet de risici der er forbundet med investeringerne? (3) Hvor meget kapital og hvilke investeringstyper er passende for institutionelle investorer, såsom pensionskasser og banker, der investerer i disse virksomheder?  (4) Hvor effektive er offentlige støtte og investeringer i virksomheder til at skabe vækst og innovation? Projektet løber over 4 år, og samlet set vi projektet bidrage med en ny forståelse af hvordan vi optimerer vækst og innovation i samfundet.


Projekttitel: Immunotherapeutic strategies for treatment of Merkel Cell Carcinoma
Bevillingsmodtager: Sine Reker Hadrup
Institution: Herlev Hospital
Bevilget beløb: 5.020.970
Projektbeskrivelse: Immunterapi har gennem de sidste par år givet store gennembrud i kræftbehandling. Ved immunterapi stimuleres patientens eget immunforsvar til at genkende kræftceller. Dette kan ske ved at immunceller fra patienten stimuleres i laboratoriet til at genkende kræftceller, hvorefter de gives tilbage til patienten i store mængder. Denne form for behandling kaldes adoptiv T celle terapi. For at benytte denne terapiform kræves kendskab til gode angrebspunkter på kræftcellerne. Kræfttypen Merkel Celle Carcinom er en virus induceret kræftform, således findes der komponenter fra virus i kræftcellerne, og disse er nødvendige for kræftcellernes vækst. Disse virus komponenter er ideelle angrebspunkter for immunforsvarets dræber celler, og jeg ønsker med dette projekt at udvikle strategier for adoptiv T celle transfer til behandling af Merkel Celle Carcinom. Jeg vil benytte to forskellige metoder til at etablerer kræft specifikke T celler 1) ved overførsel af gener der koder for T celle receptorer som genkender Merkel Celle Polyomavirus, eller 2) ved specifik ekspansion og stimulering af Merkel Celle Polyomavirus specifikke T celler fra patienters blod eller tumor lesioner. Begge disse strategier vil jeg afprøve i musse-modeller, hvor musene bærer kræftsvulster af Merkel Celle Carcinom. Ved succesfuldt udfald af disse pre-kliniske studier, vil strategierne overføres til kliniske protokoller hos internationale samarbejdspartnere.


Projekttitel: Exploring the impact of Replicative Stress on Ageing and Cancer: from nucleotide metabolism to replisome proteomics.
Bevillingsmodtager: Andres Joaquin Lopez-Contreras
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 7.039.130
Projektbeskrivelse: I løbet af et menneskes levetid akkumuleres DNA skader løbende I alle celler. Dette kan bidrage til både cancerudvikling og aldring. Det vides dog ikke hvilke af de utallige DNA skadede stoffer vi udsættes for, bidrager mest til denne proces. Dette projekt vil fokuserer på replikativ stress (RS), som opstår når en celle kopierer sit genom. Det er allerede vist at RS bidrager til både cancerudvikling og aldring. Ved at anvende en musemodel agter vi at undersøge, om beskyttelse mod RS kan øge levetiden og beskytte mod cancer. Vi vil desuden anvende proteomics værktøjer til at identificere nye molekyler, som er involveret i cellens respons på RS. Vores mål med projektet er at identificere nye proteiner som kan anvendes biomarkører eller targets i cancerbehandling. Desuden er det målet at åbne nye muligheder for at forbedre menneskers ”health-span” og nedsætte aldersbetinget mobiditet.


Projekttitel: Accelerating experimental atherosclerosis research with novel model approaches
Bevillingsmodtager: Jacob Fog Bentzon
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 6.363.072
Projektbeskrivelse: Gennem de seneste 20 år har en hjørnesten i udforskningen af mekanismerne bag åreforkalkning været genetisk modificerede mus med svært forhøjet kolesterol i blodet. Denne type modeller har imidlertid en række vigtige begrænsninger. For det første er de besværlige at kombinere med moderne genetiske værktøjer, der potentielt kunne bringe forskningen i åreforkalkning afgørende videre. For det andet udvikler de ikke flere vigtige aspekter af human åreforkalkning.  Ved at rekonstruere en harmløs virus til at overføre et gen, der giver højt kolesterol i blodet, har vi nyligt etableret en metode til forskning i åreforkalkning, som på fleksibel måde kan kombineres med andre genetiske værktøjer. Desuden har vi frembragt en genmodificeret stamme af minigrise, som udvikler menneskelignende åreforkalkning. I det foreliggende projekt vil vi samle en lille gruppe forskere og internationale samarbejdspartnere om at anvende disse teknikker til udforskning af grundlæggende spørgsmål i åreforkalkning, som har været svære at undersøge med hidtidige modeller. Spørgsmålene omhandler betydningen af karvæggens muskelceller for sygdommens opståen, rekruttering af inflammatoriske celler til åreforkalkning og sammenhængen mellem blodflow og udviklingen af farlig åreforkalkning.  Vi forventer at arbejdet vil føre til belysning af centrale mekanismer i åreforkalkning, samt demonstrere hvordan de nye metoder kan accelerere hastigheden og anvendeligheden af eksperimentel forskning i åreforkalkning.


Projekttitel: Structure-based design of a vaccine to prevent severe childhood malaria
Bevillingsmodtager: Thomas Lavstsen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 7.030.080
Projektbeskrivelse: Alvorligt forløbende malariainfektioner udløses af parasitter, der binder sig til siderne af kroppens må blodkar. Bindingen udløser en kraftig og skadelig vævsreaktion. Ansøgeren har defineret både de parasitproteiner, som hæfter parasitten fast på blodkarret og de blodkar-proteiner, som parasitproteinerne hæfter sig fast til. På basis af disse forskningsgennembrud vil ansøgeren ved kendskab til den tredimensionelle struktur af kontakten mellem parasit- og blodkar-proteinet beskrive de aminosyrer, der deltager i bindingen. Ansøgeren vil herefter producere kunstige proteiner, som genskaber den del parasit-proteinets struktur som muligør bindingen. Dyr vil derefter blive vaccineret med disse proteiner for at undersøge i hvilken grad de antistoffer, der induceres ved vaccinationen, hæmmer bindingen mellem parasitter og karvæg. Denne viden vil derefter blive brugt til at konstruere nye proteiner, der er bedre til at inducere hæmmende antistoffer. Målet med forskningen er gennem en iterativ proces og brug af de nyeste metoder og viden at udvikle et protein, der kan bruges som den aktive komponent i en malaria vaccine, der virker ved at blokere bindingen mellem parasitter og karvæg. Sideløbende med denne forskning vil ansøgeren undersøge de processer, som efter bindingen mellem parasitten og karvæggen, udløser den patient skadelige vævsreaktion med henblik på at udvikle medicin, som kan hindre binding eller dæmpe vævsreaktionen.


Projekttitel: Writers and readers of ubiquitylated histones in the DNA Damage Response
Bevillingsmodtager: Simon Bekker-Jensen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 7.054.642
Projektbeskrivelse: Spontane DNA-skader udgør en stor trussel mod vores celler. Specielt DNA dobbeltstrengs brud kan, hvis ikke de bliver repareret korrekt, føre til celledød eller blivende mutationer, som i sidste ende kan føre til udvikling af cancer. Til at modvirke de potentielle skadevirkninger af DNA-skader, har alle levende organismer udviklet et kompliceret netværk af proteiner som kan opdage og reparere disse DNA-skader.  Et kritisk aspekt af DNA-skade responset er evnen til at rekruttere DNA-reparationsproteiner direkte til de områder i cellekernen hvor skaden befinder sig. Dette fænomen orkestreres af en relativt kompliceret pathway som påfører kromatinet omkring DNA-skaderne fosfat-grupper, ubiquitin og andre kemiske modifikationer. Disse modifikationer udgør så affinitetsplatforme for reparationsproteinerne som derved opkoncentreres ved DNA-skaderne. I dette projekt ønsker jeg at studere de mekanismer som ligger bag modifikationen af kromatin ved DNA-skader og de proteinkomplekser som efterfølgende genkender disse modifikationer. Vores gruppe har allerede bidraget med vigtig viden indenfor dette område, heriblandt opdagelsen af selve kromatin ubiquitylerings-responset. 


Projekttitel: Circadian and Thermogenic Control of Brown Adipose Energy Expenditure
Bevillingsmodtager: Zachary Philip Gerhart-Hines
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 7.030.994
Projektbeskrivelse: Mennesker har to typer fedt: (1) hvidt fedt, som er velkendt og primært oplagrer overskydende kalorier og (2) brunt fedt, som det kun er kort tid siden man opdagede også forekommer hos voksne mennesker. Modsat hvidt fedt, er funktionen af brunt fedt at forbrænde kalorier for at producere varme. Gennem evolution er der etableret en døgnrytme i aktiviteten af brunt fedt således at forbrændingen af kalorier, og dermed varmeproduktionen, forøges når dyr er vågne, hvorimod aktiviteten formindskes når de sover. Dette var formodentligt fordelagtigt for vores fjerne jæger/samler-forfædre, for hvem føden var knap, men er et problem i dag hvor vi bliver bombarderet med ubegrænsede muligheder for at indtage billig, kalorierig mad. Hvis vi kan få det brune fedt til at slippe denne evolutionære bremse og forblive aktivt døgnet rundt, har vi muligvis en ny strategi for at behandle metaboliske sygdomme som f.eks. fedme. Formålet med dette studie er derfor at undersøge hvilke mekanismer der kontrollerer aktiviteten af brunt fedt, med den forhåbning, at denne viden vil resultere i nye terapiformer der kan maksimere kalorieforbrændingen i dette unikke væv.


Projekttitel: Compressed Computation on Highly-Repetitive Data
Bevillingsmodtager: Philip Bille
Institution: Danmarks Teknisk Universitet
Bevilget beløb: 7.046.590
Projektbeskrivelse: Data kompression er et essentielt værktøj til gemme og transmittere data så billigt og effektivt som muligt. For at kunne søge, indeksere, og behandle data bliver man dog nødt til at dekomprimere data først, hvilket både tager lang tid, kræver meget ekstra plads og begrænser mængden af data vi kan håndtere. Målet med dette projekt er at undersøge og designe nye teknikker, der kan behandle data direkte i komprimeret form uden behov for at dekomprimere det først, og dermed spare tid, plads og give mulighed for at kunne håndtere større mængder data. 


Projekttitel: Novel treatment strategies for countering drug resistance
Bevillingsmodtager: Morten Otto Alexander Sommer
Institution: Danmarks Teknisk Universitet
Bevilget beløb: 7.044.032
Projektbeskrivelse: Resistens overfor den medicin vi benytter til at behandle cancer og infektionssygdomme, som HIV, lungebetændelse og blodforgiftning er et af de største globale sundhedsproblemer i det 21nde århundrede. Resistens komplicerer behandlingen af sygdomme, der er ansvarlige for over halvdelen af alle sygdomsrelaterede dødsfald globalt. Resistens opstår gennem evolution og vi mener at der kan fremsættes generelle regler, der beskriver hvordan denne process foregår. I dette projekt vil vi udføre det hidtil største laboratorie evolutionseksperiment fokuseret på resistens med bakteriearten Escherichia coli. Baseret på dette eksperiment mener vi at vi kan formulere nogle af de generelle regler, der ligger til grund for evolution af resistens når flere medicinalprodukter bruges samtidig. Vi har på forhånd flere hypoteser omkring hvordan man kan kombinere forskellige medicinalprodukter for at begrænse udviklingen af resistens. Vi vil i dette projekt afprøve disse metoder i et model system for bakterielle infektioner. Vi mener dog at disse processer er generelle og hvis vores afprøvning er succesfuld kan metoderne på sigt også anvendes indenfor cancer, samt virus og svampeinfektioner. 


Projekttitel: Artificial Organelles for Combinatorial Therapy in Lysosomal Storage Diseases
Bevillingsmodtager: Leticia Hosta Rigau
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 7.051.978
Projektbeskrivelse: I begyndelsen af det 20. århundrede opdagede Johannes Fabry en sygdom, der senere blev opkaldt efter ham. Det er en fremadskridende sygdom, der rammer børn og unge og medfører alvorlige symptomer, samt tidlig død. Patienternes celler er ikke i stand til at danne et vigtigt enzym for kroppen, hvilket resulterer i smertefulde og livstruende symptomer. Den eneste tilgængelige behandlingsform af sygdommen, her hundrede år efter dens opdagelse, består af injektioner af det manglende enzym, hvilket ikke er en særlig effektiv metode, da enzymer hurtigt nedbrydes i kroppen. Fabrys sygdom tilhører gruppen af sjældne sygdomme med lav forekomst. Derfor er der ikke et økonomisk incitament i den private sektor til at udvikle nye medicinalprodukter. Denne sygdom har dog stadig en stor indvirkning på sundhedssystemets økonomi, fordi behandlingen er dyr og varer livet igennem. Dette forskningsprojekt sigter mod at danne en naturinspireret platform, der er specielt egnet til indkapsling og efterfølgende indgift af enzymer. Ved at lave små kapsler, der indeholder tusindvis af små rum (de såkaldte kunstige organeller), vil enzymet blive beskyttet fra de nedbrydende komponenter som findes i kroppen, indtil det når det ønskede virkningssted. Jeg forventer, at dette grundforskningsprojekt ansporer medicinalindustrien til at fortsætte forskningen inden for feltet, hvilket i sidste ende vil være til gavn for de patienter, der lider af denne dødelige sygdom.


Projekttitel: Linear Optics Quantum Information Technology (LOQIT)
Bevillingsmodtager: Niels Gregersen
Institution: Danmarks Teknisk Universitet
Bevilget beløb: 6.981.552
Projektbeskrivelse: Indenfor kvanteinformationsteknologi udnyttes de kvantemekaniske egenskaber af kvantebits til at opbygge ny funktionalitet. Et eksempel er sikker kommunikation baseret på kvantekryptografi, hvor informationen kodes på enkelte fotoner og de kvantemekaniske egenskaber af de enkelte fotoner udnyttes således at udetekterbar aflytning af kommunikationen er umulig. Et andet eksempel er kvantecomputing, hvor man udnytter at et kvantesystem kan være i en superposition af mange forskellige tilstande samtidigt. Ved at drage fordel af denne mulighed for massiv parallelisering kan nye kvantealgoritmer konstrueres, der kan løse ekstremt komplicerede problemer, som nutidens almindelige computere må give op overfor. En stor-skala kvantecomputer kan bygges ved hjælp af enkeltfotonkilder, detektorer og almindelige lineære optiske elementer. De tekniske krav til enkeltfotonkilden er dog kolossale, og en enkeltfotonkilde, der lever op til alle disse krav, eksisterer ikke endnu. I dette projekt vil vi designe og, i samarbejde med de førende internationale universiteter indenfor feltet, fabrikere enkeltfotonkilder, der opfylder kravene til kvantecomputing. Vi vil anvende de seneste optiske designværktøjer inklusive Bloch-bølge design, adiatiske modale transitioner og kavitets-kvante-elektrodynamik til at sikre kildernes høje ydelse. Projektet foregår i et tæt samarbejde med tre internationale partnere, der vil fabrikere og karakterisere enkeltfotonkilderne med tæt feedback til designprocessen.

Senest opdateret 12. maj 2015