Bevillingerne er givet inden for rammerne af rådets Sapere Aude-program, der skal give fremragende forskere I Danmark de bedste betingelser for at skabe afgørende nye forskningsresultater.
Bevillings- og afslagsbreve vil blive udsendt snarest muligt. Afslag vil indeholde en kortfattet begrundelse, der peger på de væsentligste faglige grunde til, at ansøgningen ikke opnåede bevilling.
Der tages forbehold for trykfejl og eventuelle nødvendige budgetjusteringer.
Projekttitel: French Literary History: Cultures of Topology
Bevillingsmodtager: Carsten Henrik Meiner
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 11.499.223
Projektbeskrivelse: French Literary History: Cultures of Topology Dette projekt undersøger hvordan fransk litteratur historisk set har forholdt sig til sin kultur. Dette skal ske gennem litteraturens integration og kritik af en række klassiske fænomener i fransk kultur: gastronomi, Paris, mode, revolte, intellektualisme og galanteri. Disse er historisk set genkommende i identificeringen af fransk kultur og fungerer som identitetsmarkører heri. Projektet undersøger hvordan disse fænomener er blevet behandlet i fransk litteratur fra Renæssancen frem til i dag og har som grundtese at national identitet gennem forvaltningen og kritikken af disse fænomener bliver til kontinuerlig identitetskritik i litteraturen. to phd-studerende, tre postdocs og en række internationale anerkendte forskere deltager i projektet som løber over fire år. Det har som mål at skrive en ny to-binds fransk litteraturhistorie.
Projekttitel: Coupled Cluster Molecular Dynamics
Bevillingsmodtager: Ove Christiansen
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 11.943.557
Projektbeskrivelse: Verden omkring os består af atomer og molekyler. Atomerne i molekylerne vibrerer altid lidt eller meget, alt afhængig af hvilken tilstand de er i og hvilke påvirkninger man udsætter dem for. I nogle tilfælde sker der afgørende ændringer i molekylernes indre struktur såsom under en kemisk reaktion. Disse fænomener kan vi samlet kalde molekylær dynamik. Vi er i vores dagligdag mest bekendt med bevægelserne for biler og billardkugler osv. Men dynamikken i den molekylære verden er anderledes. Atomernes og molekylernes verden er beskrevet af kvantemekanikkens love. Det betyder at man således principielt ikke kan tale om at atomerne har en bestemt bane når vi ser på deres positioner til forskellige tider, i modsætning til en billardkugle. Ikke desto mindre er det sådanne simple beregninger af baner som ofte anvendes i mange nuværende modeller og computerberegninger for molekyler. Målet med dette projekt er at udvikle teorier som tillader realistiske computer beregninger af molekylers dynamik med udgangspunkt i kvantemekanikken. Et afgørende problem i denne sammenhæng er at en sådan kvantedynamisk beskrivelse er meget indviklet og kompleksiteten stiger voldsomt med antallet af atomer. Det er en afgørende udfordring, der tages op i dette projekt. Der vil blive udviklet teorier og tilsvarende computerprogrammer, der er specielt gode til at beskrive samtidig bevægelse af mange atomer.
Projekttitel: Artificial two-dimensional materials
Bevillingsmodtager: Philip Hofmann
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 11.930.728
Projektbeskrivelse: Det har i lang tid været fascinerende for menesker at forestille sig en verden med flere eller færre dimensioner end de tre vi lever i. I en flad (todimensional) verden ville fysikkens love være anderledes end dem vi kender, og flere eksperimenter har allerede vist nye effekter, som kan opstå i næsten todimensionale fysiske systemer (for eksempel kvante Hall effekten og superledende egenskaber ved høje temperaturer). Længe havde man troet, at sande todimensionale materialer ikke kunne være stabile i en tredimensionel verden og at de derfor ikke kunne syntetiseres. Opfindelsen af grafen, en todimensional krystal lavet af kulstofatomer, har vist at det alligevel er muligt at have stabile todimensionale materialer. Dette har banet vejen for en række af andre todimensionale materialer. I projektet vil vi syntetisere fuldstændig nye todimensionale materialer i meget høj kvalitet og undersøge deres egenskaber. Vi ønsker især at påvise hvad forskellen mellem en todimensional og en tredimensional version af det samme materiale er, og om vi kan designe nye kunstige materialer, der er velegnede til nye former af elektronik, optik eller katalyse.
Projekttitel: Integrability and Beyond
Bevillingsmodtager: Charlotte Fløe Kristjansen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 11.550.908
Projektbeskrivelse: I teoretisk højenergifysik har man traditionelt haft to konkurrerende skoler, en som beskrev naturens fundamentale byggeblokke som partikler og en, som beskrev disse som strenge dvs. mikroskopiske en-dimensionale objekter. I løbet af de senere år er der imidlertid sket et paradigmeskift. En ny teori, udviklet af bl.a. undertegnede, har vundet indpas. I denne teori beskrives naturens fundamentale byggeblokke som forskellige tilstande af en såkaldt spinkæde. I en bestemt grænse ser teorien ud som en traditionel partikelteori og i den modsatte grænse som en traditionel strengteori. Den nye teori forkaster med andre ord hverken partikel- eller strengteori, men beskriver partikler og strenge som duale, dvs. som to forskellige manifestationer af det samme objekt. Specielt interessant er det, at den spinkæde, som er teoriens fundament, har vist sig at være integrabel, dvs. eksakt løsbar. Spinkædebeskrivelsen er i øjeblikket begrænset til beskrivelsen af det fælles spektrum for partikler og strenge. I projektet søges det at udvide teorien ved at beregne nye typer af observable. Desuden vil dualitets-ideen blive forsøgt anvendt til at udvikle en strengteoribaseret metode til at beskrive et af de senere års mest studerede materialer, nemlig grafen. Grafen blev realiseret eksperimentelt i 2004, og videnskabsmændene bag denne bedrift tildeltes Nobel Prisen i fysik i 2010.
Projekttitel: Unravelling the obstacles to culturing hepatitis C virus genotypes 1-7: new opportunities for in vitro studies of antivirals
Bevillingsmodtager: Jens Bukh
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 11.916.000
Projektbeskrivelse: Hepatitis C virus (HCV) infektion rammer op mod 170 millioner mennesker verden over og forårsager kronisk leversygdom med over 350.000 dødsfald årligt. Der er 7 HCV hovedgenotyper med biologiske og kliniske forskelle. Basal HCV forskning var begrænset indtil et unikt naturligt replikations- kompetent JFH1 (genotype 2a) isolat blev opdaget. For nyligt lykkedes det os at udvikle fuld længde kultur systemer af genotype 1a, 2a, og 2b isolater, efter identificering af unikke adaptive mutationer. Vi vil i dette projekt generere et panel af HCV genotype 1-7 klonede patient genomer. Vi vil dernæst undersøge effekten af identificerede adaptive mutationer for deres evne til at gro i celle kultur. Vi vil også teste rekombinante genotype isolater med minimale JFH1 elementer, en strategi der også bidrog til vores tidligere succes. Disse undersøgelser kan føre til identifikation af mutationer med universel effekt for andre HCV- isolater. Betydningen af adaptive mutationer i virus replication og virus-værts interaktionen vil blive undersøgt. Det er vores hensigt at identificere virale- eller celle- komponenter der kan føre til ændrede kultur konditioner, der tillader cellekultur studier af patient isolater direkte. Endelig vil de etablerede kulturer for første gang gøre det muligt at teste antivirale lægemidler rettet specifikt mod alle kendte HCV enzymer. De udviklede fuld længde HCV celledyrkningssystemer vil således have en afgørende indflydelse på HCV forskningsfeltet.
Projekttitel: Nonlinear Advanced Nanophotonic Optical Signal Processors for spectrally Efficient Communications (NANO-SPECs)
Bevillingsmodtager: Leif Katsuo Oxenløwe
Institution: Danmarks Teknisk Universitet
Bevilget beløb: 11.879.087
Projektbeskrivelse: Dette projekt fokuserer på energi-effektive løsninger til fremtidens spektral-effektive optiske data signaler der underbygger internettet. Disse signaler kræver ny avanceret optisk signalbehandling, for at reducere energiforbruget af internettet. Hovedansøgerens snart afsluttede ERC projekt SOCRATES har fundet, at der er et stort potentiale for øget telekommunikationsbåndbredde med lavere energiforbrug, når optisk signalbehandling i silicium nanotråde og specialiserede optiske fibre anvendes, og især ved brug af såkaldte optiske tidslinser og tids- og spektrale teleskopanordninger. En faktor 10 mindre energiforbrug er allerede demonstreret i ansøgers ERC projekt, og det ansøgte projekt agter at forfølge dette yderligere. En tidslinse består af dispersive og ulineære dele. Vi vil udforske flere forskellige ulineære materialer og vil demonstrere spektralt-effektive systemer med flere størrelsesordner lavere energiforbrug.
Projekttitel: Topology Optimization of Thermal ENergy systems (TOpTEn)
Bevillingsmodtager: Ole Sigmund
Institution: Danmarks Teknisk Universitet
Bevilget beløb: 11.648.104
Projektbeskrivelse: Topologioptimering af termiske systemer Ingeniørskabte strukturer som involverer varmetransmission, såsom CPU-kølere, varmevekslere og vandbaserede solfangere, er oftest opbyggede af ganske simple geometrier. Udformningerne er baserede på intuition, erfaring og fysisk indsigt og på at strukturerne skal kunne masseproduceres med konventionelle fremstillingsmetoder. Det er klart at ydelsen af termiske systemer vil kunne øges væsentligt ved at tillade komplekse geometrier, hvilket dog stiller krav om udvikling af avancerede design- og fremstillings¬metoder. Additive fremstillingsmetoder, også kaldet 3d printning, tillader at opbygge meget komplekse geometrier i forskellige materialer såsom papir, gips, plast og metal. Additive fremstillingsmetoder startede som prototypeværktøjer men har nu nået et stadie hvor de også kan bruges til produktion. For at få fuldt udbytte af de nye fremstillingsmetoder skal der udvikles nye designværktøjer som kan udnytte den store geometrifleksibilitet. Projektet går ud på at udvikle topologioptimeringsmetoden, et computerbaseret designværktøj baseret på Finite Element Analyse (FEA), sensitivitetsanalyse og matematisk optimering, til at kunne designe termiske systemer under udnyttelse af additive fremstillingsmetoders store fleksibilitet. Modelproblemer vil være CPU kølere, varmevekslere og termoelektriske generatorer som kan omdanne overskudsvarme til elektricitet. De udviklede metoder vil dog kunne anvendes indenfor en bred vifte af varmeprocesser.