Det talte ord gælder
Man flytter sig ofte som menneske, når man møder nogen for hvem, det betyder noget, at man flytter sig. Det kan være klasselæreren i folkeskolen eller fodboldtræneren på ungdomsholdet.
For mig var det i høj grad min ph.d.-vejleder, der fik betydning. Jeg mærkede i den grad, at det betød noget for ham, at jeg flyttede mig. Fagligt såvel som personligt, og det nærvær, han mødte mig med, fik formerende konsekvenser for mig.
Min vejleders indlevelse i mit arbejde og den faglige sparring, jeg fik, var en øjenåbner, som bidrog til at flytte min faglighed. Og det er jo på en måde essensen i kvalitet; at man bevæger sig og bliver klogere.
Det er længe siden, der har været så meget fokus på kvalitet i uddannelserne, som tilfældet er nu. Det kan jeg kun hilse velkomment. Det er vigtigt, at der stilles skarpt på uddannelseskvalitet.
Og derfor er det også relevant at være sammen med jer i dag med fokus på kvalitet, og hvordan vores uddannelsessystem skal se ud fremover.
Ikke mindst hvis det sker samtidig med, at der også finder en nuancering af begrebet sted. Der er nogen, der sætter lighedstegn mellem kvalitet og relevans. Og at uddannelser skal indrettes således, at de giver de studerende de bedste muligheder for at få et arbejde bagefter.
Jeg er for så vidt ikke uenig. Det er blot en meget forsimplet definition af kvalitet i uddannelse. Og en ufuldkommen definition.
Der mangler en væsentligt dimension.
For man uddanner sig ikke blot til erhvervslivet. Man uddanner sig til livet.
Det er min klare grundholdning.
Uddannelser skal give arbejdsduelighed, men også livsduelighed.
Den største frihed man kan få er evnen til at håndtere egen livssituation.
Så kvalitet i uddannelsen handler ikke kun om at blive en relevant arbejdskraft på fremtidens jobmarked. Det handler i høj grad om at blive et livsdueligt menneske.
Eller som Grundtvig formulerede det: 'Fantasi og følelse hører lige såvel til et ordentligt menneske som forstand'.
Almendannelsen er forudsætningen
Livsduelighed eller almendannelse er en vigtig – men i dag en forsømt grundpille – i uddannelsernes kvalitet.
Den enkelte studerende skal dannes gennem uddannelse til at kunne forstå sammenhænge i et historisk og kulturelt perspektiv.
Det handler grundlæggende om at blive uddannet til det liv, man skal leve som myndiggjort borger.
At man bliver i stand til at reflektere over sit eget forhold til sine medmennesker. Og at man tager ansvar for sig selv og sine, men også for det samfund, man er borger i.
Kvalitet i uddannelsen handler selvfølgelig også om faglig kunnen.
De studerende skal være i stand til at håndtere de grundlæggende metodiske redskabsfag. Og de skal tilegne sig et akademisk håndværk.
Kvalitet i uddannelse er derfor et lykkeligt ægteskab mellem almen dannelse og det akademiske håndværk.
For almendannelse er ikke et appendiks.
Uddannelsens selvstændige almene dannelseskarakter er afgørende, og et mål i sig selv. Og det er på ingen måde en modsætning til det akademiske håndværk - eller at kunne begå sig på arbejdsmarkedet. Tværtimod.
Danmark konkurrerer i dag på et globalt marked, hvor nogle lande overhaler os på færdigheder.
Men vi er stadig foran i måden, vi anvender vores kompetencer på. Og derfor bliver der også set på os bl.a. fra Asien, når det gælder nogle af de ting, vi grundlæggende set er stærke til. De danske studerendes selvstændighed, kritiske ageren og almene dannelse. Det er stærke konkurrenceparametre.
Forskningsbaseret og virkelighedsnær
God undervisning og god forskning er hinandens
forudsætninger.
Og forskningsbaseret undervisning er det fundament universitetet bygger på. Her skal overliggeren altid sættes højt af undervisere og uddannelsesinstitutioner.
De studerende skal møde de dygtigste forskere som undervisere. Og gerne så tidligt som muligt på studiet, så de udfordres maksimalt, men også får dygtige forbilleder. Fordi det netop betyder noget for os, hvem de mødes af, og hvordan det møde udvikler sig.
Det er afgørende - ikke mindst set i lyset af det
meroptag, der har fundet sted gennem de senere år - at det står klart for de studerende, hvilket "håndværk" de skal uddannes i og hvilke færdigheder, de skal mestre.
Vi svigter de studerende, hvis ikke dette står mejslet i sten fra undervisningens begyndelse. Og vi kan jo se på det frafald, vi har på vores uddannelser, at enten er der noget galt med det indtryk, de studerende får af den uddannelse, de begynder på. Ellers er der noget galt med det produkt, de mødes med, når de kommer.
For når man har så høje frafald, som vi har, så er der en problemstilling, vi skal gøre noget ved. Og det mener jeg, er en af vores allervigtigste opgaver over de kommende år at få taget et opgør med det frafald, som præger uddannelsessystemet i alt for højt grad.
Naturligvis bærer den studerende selv et ansvar for at tilegne sig viden og færdigheder.
Men universiteterne og underviserne skal være klare omkring, at der er forskel på at være gymnasieelev og universitetsstuderende.
Undervisningen på universitetet er forskningsbaseret og må ikke være fjern fra virkeligheden. Derfor fremgår det også af regeringsgrundlaget, at vi vil have mere praksisnære uddannelser.
Der skal være et tæt samspil mellem universiteterne og det offentlige og det private arbejdsmarked.
Universitetets aftagerpaneler skal være med i planlægningen af uddannelserne, så de studerende erhverver sig akademiske grundfærdigheder, som kan omsættes.
De studerende skal deltage i en undervisning, der er nutidig og virkelighedsnær.
Dette er ikke en modsætning til forskningsbaseret undervisning, hvor den studerende netop lærer at mestre sit grundhåndværk som akademiker – altså hele grundessensen af akademia.
Men det er lige så afgørende, at den studerende kan applicere det metodiske på det, der er arbejdsmarkedets forventning efterfølgende.
Er man stud.mag. i dansk og engelsk, vil det være naturligt, at det metodiske grundhåndværk undervejs i studiet sættes i forbindelse med en gymnasieklasse, hvor man efterfølgende skal undervise, så man omsætter sin akademiske teori og metode i en opgave med at tilrettelægge et undervisningsforløb på et gymnasium eller med at implementere den nyeste viden om semantisk forståelse i det engelske sprog for en gruppe gymnasieelever.
Det er teori og metode anvendt i synlig praksis, og det kan overføres på en lang række andre områder. Og jeg håber meget, at KU i fremtiden vil arbejde endnu mere ivrigt med teori og metode anvendt i synlig praksis, for det vil også gøre det mere klart for de studerende, hvad deres akademiske kunnen kan anvendes til efterfølgende.
Selvansvar, autoritet og elite
Et er institutionernes ansvar. Noget andet er de studerendes ansvar.
For de studerende får ikke en uddannelse. De tager en uddannelse. Og det skal kræve slid, stræben og engagement.
De unge på universiteterne er ikke elever. De er studerende. Og den studerendes selvdisciplin er væsentlig for resultatet.
Derfor må uddannelsesinstitutionerne og underviserne anspore til selvstændighed blandt de studerende.
Og den enkelte studerende har selvansvar for at få taget en kompetent uddannelse.
En undersøgelse tidligere på året – og jeg ved godt, at man skal være varsom med at refere til undersøgelser, fordi de er et stilbillede på noget, men jeg gør det alligevel - dokumenterede, at tre ud af ti lektorer og professorer ikke dumper studerende, der rettelig burde være dumpet.
Her lever institutionerne ikke op til deres ansvar. Og de taber respekten, tilliden og autoriteten på gulvet.
Vores uddannelser - og ikke mindst her på KU, hvor man er fremmest blandt vores universiteter - skal signalere autoritet til de studerende.
Forskere og undervisere skal bidrage med det bedste, de har lært. Og misforståede hensyn må ikke betyde, at man undlader at dumpe de studerende, der ikke kan klare skærene.
Man kan sige det klart: Dumpes den, der dumpes skal.
Og undervisere og forskere på KU har jo noget at have deres autoritet i. For man er jo ikke på Danmarks dygtigste uddannelses- og forskningsinstitution, hvis ikke man har kompetencerne til det, og det skal lyse ud af en, når man møder de studerende. Og man skal sende et klart signal med sin autoritet, at når de studerende møder op til undervisning i mit laboratorium eller i min forelæsningssal, så forventes der noget af dem.
I skal som institution indgyde faglig respekt.
I er bærere af universitetets værdier.
I skal, som KU formulerer det i jeres værdigrundlag, 'fremme de studerendes faglighed, nysgerrighed og selvstændighed'.
Er det så svært, når man bliver pålagt et omprioriteringsbidrag? Det er en udfordring. Og jeg har stor tillid til, at ledelsen på KU sammen med institutledere og ansatte kan finde et omprioriteringsbidrag, fordi vi sætter det som en ramme, at der også skal bidrages til den store kasse. Og så må vi se, hvordan omprioriteringsbidraget kan blive prioriteret tilbage på forskellige områder, når den tid kommer.
Er det en ønskesituation? Nej. Enhver uddannelses- og forskningsminister vil naturligvis gerne kunne prioritere alt det til sit område, som er muligt. Men det er virkeligheden, og den må vi forholde os til, og det er derfor jeg har stor tillid til, at KU’s ledelse implementerer den.
Alligevel skal der være rum for nye initiativer.
Jeg ønsker at styrke de dygtigste studerende i at udnytte deres potentialer fuldt ud. Eliten på universiteterne skal dyrkes mere.
Jeg vil derfor i den kommende tid, også sammen med Folketingets partier, studere, hvordan man håndterer indsatsen forskellige steder i verden.
Jeg vil drøfte det med erhvervslivet, med de danske universiteter og studerende – og så vil jeg komme med et eliteudspil, som bliver mere omfattende end hidtil.
Vi skal hæve barren for de dygtigste – og ikke sænke den for gennemsnittet.
Fremdrift, tid og kvalitet
Jeg håber, at det er fremgået, at jeg er meget ambitiøs på universiteternes vegne.
Så der er sikkert flere, der vil sige; hvordan hænger det sammen med fremdriftsreformen?
Jeg sagde inden valget, at vi ønsker at ændre fremdriftsreformen.
Nu har vi så fået magten til at kunne gøre det, og derfor har jeg i de seneste 14 dage holdt møder med landets universitetsrektorer, professionshøjskoler og erhvervsakademier og med de studerende, for at se på, hvordan vi kan skabe mere frihed inden for fremdriftsreformen, samtidig med at vi holder et mål om fremdrift.
Samtalerne er nu afsluttet, og inden længe vil vi igangsætte en politisk proces.
Fordi unødigt bureaukrati og regler skal ikke være en stopklods for et sammenhængende uddannelsessystem.
Det er vigtigt, at vi dels fjerner nogle forhindringer, men det er også vigtigt, at vi ser på at sammenstille tid og kvalitet.
Ofte kan vi høre fra studerende, at det ville være dejligt med mere tid.
Lad os tage specialet som eksempel. Det har man som studerende i dag seks måneder til at udarbejde. Ville specialet blive bedre, hvis man havde 10 måneder?
Ja, det ville det måske. Men det er jo ikke det, man bliver målt på.
Der er sat en tidsramme, og det, du bliver bedømt på, er, hvad du evner og præsterer inden for den tidsramme.
Det er jo det som er kunsten – og det skal også være det tydelige signal fra undervisere og institutionen til de studerende; at kunne klare en given opgave inden for en given afgrænset tidsperiode.
Når man kommer ud på arbejdsmarkedet, uanset om det er offentligt eller privat, så er der også en tidsramme.
Hvis du f.eks. som jurist arbejder i en stor advokatvirksomhed og får en opgave, der er afgrænset til tre måneder.
Så skal der leveres inden for tre måneder. Der kan jo ikke faktureres for seks.
Der kan altid bruges mere tid på en opgave, men man risikerer en evig utilfredshed.
Jeg ville da hellere – og det er der sikkert mange her, der også vil – have at den nuværende regering i stedet for fire år har en regeringsperiode på seks eller otte år, så vi virkelig kunne få gjort det godt!
Kunsten er at kunne levere på et højt niveau inden for den tidsramme, der er afsat.
Fantasi, følelse og forstand
I et portrætinterview i Weekendavisen, kort tid efter min tiltrædelse som minister, blev jeg kaldt 'Dannelsesministeren'.
I det her lukkede rum vil jeg gerne indrømme, at jeg på ingen måder var ked af den overskrift. Dannelse er et af mine hovedområder.
Derfor er jeg også glad for at komme til orde i dag, når I her på KU drøfter kvalitet i uddannelserne.
For uddannelseskvalitet er meget mere end relevans i mit univers.
Kvalitet i uddannelse spænder fra almendannelse til det akademiske håndværk.
Fra livsduelighed til arbejdsduelighed.
Begge dimensioner hører med, når man drøfter uddannelsernes kvalitet.
Uddannelse på universiteterne er et møde mellem en stærk dannelsestradition og en mere nyttepræget uddannelsestænkning. Og jeg ser ingen modsætning heri.
Uddannelseskvalitet er for at vende tilbage til Grundtvig en størrelse, der skal rumme og favne både "fantasi, følelse og forstand."
Kvalitet er også det personlige møde med en underviser eller forsker, der for alvor rykker ved din faglige viden eller erkendelse.
Jeg er stadig meget taknemmelig for mødet med min ph.d.-vejleder, der var med til at bevæge min faglighed.
Jeg håber også, at der kommer masser af bevægelser ud af mødet i dag.
Tak for ordet.