Gå til indhold

Et universitet i udvikling

Uddannelsesminister Morten Østergaards tale ved Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Årsmøde i København 7. februar 2012.

Det talte ord gælder.

Forskning og innovation skal redde Europa

Forrige mandag blev der skrevet historie i Bruxelles. Det skete, da de europæiske stats- og regeringsledere nåede til enighed om finanspagten, der skal genskabe tilliden til, at der kommer styr på økonomien i Europa.

Afsættet er ikke til at komme uden om. Europa er i knæ. Gælden er høj. Væksten er lav. Og 23 millioner europæere venter i arbejdsløshedskøen.

Den europæiske økonomi skal tilbage på sporet. Et par dage efter mødet i Bruxelles havde jeg besøg af mine europæiske ministerkolleger og to EU-kommissærer her i København. Vi var samlet for at drøfte rammerne for verdens største forskningsprogram, Horizon 2020.

Under det danske EU-formandskab skal Horizon 2020 forhandles færdigt, så de sidste brikker kan falde på plads, når Cypern overtager formandsstolen til sommer.

Der er en rød tråd fra mødet i Bruxelles om finanspagten – til mødet i København om verdens største forskningsprogram. Pagten handler om tillid, og hvordan vi sætter tæring efter næring her og nu.

Omdrejningspunktet i København var, hvordan vi redder Europa på længere sigt – det handlede om, hvordan vi skaber vækst og udvikling. Det nye forskningsprogram adskiller sig blandt andet ved at sammenfatte alle eksisterende EU-programmer, der indeholder forskning og innovation.

Og så er budgettet historisk stort. 80 milliarder euro. 600 milliarder kroner. Det er udspillet til forskningsprogrammets pengekasse fra 2014 til 2020. Det er næsten en fordobling af det nuværende budget.

Det viser, hvor stor en rolle man tillægger forskning og innovation, når det gælder Europas fremtid. Og det viser, hvor stort et ansvar, der hviler både på de politiske beslutningstagere og på universiteterne.

Tak for indspark

Derfor vil jeg også gerne takke Forskningspolitisk Udvalg i Videnskabernes Selskab, fordi I sætter universiteternes udvikling på dagsordenen. Og jeg vil gerne kvittere for et kvalificeret indlæg til debatten. Hvidbogen er interessant og inspirerende læsning. Og jeg er selvfølgelig glad for den positive omtale af regeringsgrundlaget. Det vil vi gøre det bedste for at leve op til.

Jeg er enig i, at der er brug for, at tingene bliver gjort anderledes. Og jeg synes, at jeres historie med Dick Fosburys afløsning af saksespringet ved OL i 1968 med et nyt revolutionerende spring med ryggen til stangen – fornemt symboliserer, at nytænkning er guld værd. Vi skal tænke nyt og anderledes. Derfor er det jo også godt, at Danmark har fået en ny regering.

Det er en omfattende Hvidbog, I har begået, og jeg kan ikke komme omkring det hele. Derfor bliver det nogle nedslag. Jeg vil bruge mit indlæg på at tale om deregulering, kvalitet i uddannelserne samt investeringer i forskning og innovation. Og endelig vil jeg gerne tale om internationalisering.

Frihed og ansvar

Nu har I brugt højdespringeren Dick Fosbury. Tillad mig at bruge et andet billede fra sportens verden. I brydning har man noget, man kalder en halv Nelson. Det er kort sagt et greb, hvor man vrider modstanderens hoved ind under kroppen, og hæmmer hans bevægelsesfrihed.

Jeg er bange for, at de danske universiteter er havnet i en halv Nelson. Detailregulering og kontrol er ved at kvæle kreativiteten på universiteterne. For mig er det helt afgørende, at friheden og ansvaret kommer tilbage til universiteterne.

Jeg tror ikke på, at der kommer noget godt ud af et fastlåst greb om universiteterne. Jeg tror på, at man kommer meget længere, hvis beslutninger bliver taget så tæt som muligt på dem, der skal gennemføre dem.

Derfor er jeg også gået i gang med at forenkle reguleringen af universiteterne. Det har jeg gjort med udviklingskontrakterne, som er blevet meget enklere.

Jeg har meldt fire overordnede samfundsmæssige målsætninger ud, som universiteterne skal fokusere på i de kommende år. Og de er overordnede målsætninger:

  • Bedre kvalitet i uddannelserne
  • Bedre sammenhæng i uddannelsessystemet
  • Hurtigere igennem
  • Øget innovationskapacitet

Og jeg har ikke glemt forskningen. Forskningen er højt prioriteret. Men de pligtige mål er der, hvor de største udfordringer ligger i dag. Og vi har høje ambitioner.

Mindst 25 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en lang videregående uddannelse. Uddannelserne skal være af høj kvalitet. Og undervisningen skal være forskningsbaseret. Selvom det er ikke alle studerende, der skal være forskere.

Vi skal have flere unge i gang og færre til at falde fra. Og vi skal have dem tidligere ud på arbejdsmarkedet, hvor de skal være med til at skabe værdi til samfundet.

90 procent af de danske kandidatstuderende er længere end de normerede fem år om at fuldføre deres uddannelse. Og den gennemsnitlige studietid er trods flere tiltag de seneste ti år kun faldet fra 6,6 år i 2000 til 6,3 år i 2010.

I disse tal er ikke engang indregnet de forsinkelser, der finder sted som konsekvens af studieskift forud for færdiggjort bachelor. Det giver også stof til eftertanke, når man hører, at danske ph.d.er er blandt de ældste i verden. De danske ph.d.er er i gennemsnit 35 år. De gør det svært at konkurrere med udenlandske ph.d.er på 26 år.

Vi taber kapløbet om cv'erne og forpasser dermed mulighederne for at konkurrere internationalt. Men lad mig komme tilbage til de pligtige mål i udviklingskontrakterne. De pligtige mål er politiske prioriteringer, og de tager afsæt i regeringsgrundlaget.

Det er brede mål, hvor løsningerne på de enkelte universiteter kan være forskellige. Derfor skal universiteterne have frihed til at udmønte målene forskelligt. Jeg tror på, at frihed og forskellighed giver bedre resultater.

Det er frihed. Men det er ikke i et ansvarsfrit rum. Vi ønsker at styre på mål og resultater frem for på metoder og processer. Jeg ved, at hvidbogen kritiserer udviklingskontrakterne for at skævvride universiteternes arbejde væk fra deres hovedformål. Det er jeg ikke enig i.

Jeg håber, at vi med de nye forenklede kontrakter er kommet et godt stykke i retning mod en ny og mere tillidsbaseret styringsrelation. Og jeg har givet ekstra tid til inddragelse på universiteterne. Frihed og tillid. Ansvar og gensidig forpligtelse. Det er den vej, vi skal gå.

Vi er startet med de nye udviklingskontrakter og med at fjerne forbuddet mod gruppeeksamen. Der er mere i vente. I sidste uge havde jeg for eksempel møde med Danmarks Forskningspolitiske Råd, hvor vi blandt andet talte om ph.d.-uddannelsen.

I dag er ph.d.-uddannelsen meget detailstyret. Jeg mener, at der er god grund til at se på, om vi skal lempe på reglerne og gøre ph.d.-uddannelsen mere fleksibel i forhold til de behov, der er. Universiteterne skal have mulighed for at lave karriereforløb, hvor de dygtigste forskerspirer kan få en klar idé om, at de har en fremtid på universitetet.

Når I siger, at forskningsbevillingssystemet begrænser muligheden for at rekruttere de bedste forskere, så skal vi tage det alvorligt og se, om vi kan indrette det bedre. Men jeg må også konstatere, at evalueringen af forskerkarriereveje viser, at universiteterne ikke bruger den mangfoldighed af redskaber, der allerede findes.

Højere kvalitet og hurtigere igennem

I regeringsgrundlaget har vi lagt stor vægt på kvalitet. Ikke mindst uddannelseskvalitet. Derfor er der heller ikke nogen af vores initiativer på universitetsområdet, der er skjulte spareøvelser.

Vi har ikke råd til at gå på kompromis med kvaliteten af uddannelserne. Men vi har heller ikke har råd til at lære de studerende de samme ting flere gange eller forsinke dem unødigt på deres uddannelser.

Vi skal gøre det langt nemmere for de unge at sætte tempoet op eller indhente tabt tid. Derfor skal der skabes bedre sammenhæng i uddannelsessystemet. Der skal ryddes op i de blindgyder, der er i dag. Og de studerende skal have større mulighed for at sammensætte deres uddannelser på nye måder på tværs af gamle fagskel.

Jeg hæftede mig ved, at Flemming Besenbacher i Politiken forrige søndag nævnte, at den måde, vi uddanner på inden for naturvidenskab er for snæver. Set fra en studentervinkel tror jeg, at han har fat i noget rigtigt.

De unge i dag er bange for at låse sig fast. Vi kunne måske undgå en del studieskift, hvis uddannelserne som en start havde et lidt bredere sigte, men med mulighed for at specialisere sig på sigt?

Når det er regeringens mål, at de studerende skal hurtigere gennem uddannelserne, er det altså ikke for at sænke kvaliteten på uddannelserne – tværtimod.

Ser man på den aktuelle debat om antal undervisningstimer på universiteterne, så kan man ikke sætte et lighedstegn mellem kvalitet og kvantitet. Men når det er sagt, så er antallet af undervisningstimer altså for skrabet på flere studier. Ikke mindst set i lyset af taxameterløftet. Her er der plads til forbedringer. Det må kunne gøres bedre.

Investeringer i forskning og innovation

Investeringer i forskning er med til at lægge fundamentet for fremtidens arbejdspladser og velfærd. Regeringen vil derfor fastholde og på sigt udbygge det nuværende niveau for forskningsmidler på én procent af BNP.

Én procent af BNP til forskning er et gulv – ikke et loft. Og ved tildeling af nye forskningsmidler vil regeringen sikre, at universiteterne får flere basismidler og bedre muligheder for at langtidsplanlægge.

Og så vil regeringen gribe fat om den store udfordring det er at sikre, at universiteterne åbner sig op og deler viden med det omgivende samfund. Ved mødet i København sidste onsdag om Horizon 2020 sagde Kommissæren for forskning og innovation, at vi har "an innovation emergency" i Europa. Og det er desværre rigtigt.

Vi er ikke gode nok til at få universiteternes viden koblet til produkter i erhvervslivet. Derfor vil regeringen også udarbejde Danmarks første nationale innovationsstrategi. Men vi spærrer ikke nogle politikere inde i et lokale til de kommer ud med en strategi. Innovationsstrategien skal være bredt funderet. Den skal udarbejdes i tæt samarbejde med relevante aktører – ikke mindst uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet.

Jeg vil også gerne invitere Videnskabernes Selskab til at deltage i den innovationspolitiske debat. For vi skal blive bedre til at nyttiggøre forskningen i Danmark. Og vi skal udvikle modeller for erhvervssamarbejder, der giver merit og større mobilitet for forskeren. Det skal gøres attraktivt for forskere at arbejde praktisk med deres forskning. Der skal gives merit for private ansættelser i lighed med publicering i internationale tidsskrifter.

Internationalisering

I hvidbogen konstaterer I, at internationalisering er et af de vigtigste aspekter af forskning. Jeg er helt enig. Banebrydende forskning og nytænkning sker ofte på tværs af grænser. Og ser man på pengekassen i Bruxelles, så er der 600 milliarder gode grunde til at indgå i flere europæiske forskningssamarbejder.

Regeringen står for en ny linje i Danmark over for omverdenen. Danmark skal være et åbent land. Og vi skal bruge de muligheder, globaliseringen giver os. Grænsebommen er fjernet.

Vi skal have flere danske forskere til at indgå i endnu flere internationale samarbejde. Vi skal tiltrække flere internationale forskere og dygtige studerende til Danmark. Og de skal integreres i de danske miljøer. Det styrker kvaliteten og udsynet, og der opbygges værdifulde internationale kontakter, der kan trækkes på i fremtiden.

Og så skal flere danske forskere og studerende ud i verden. Og her er der brug for et skub, så flere danske studerende får mod på at studere i de nye vækstlande i Asien og Sydamerika.

Et universitet i udvikling

Europa er udfordret. Danmark er udfordret. Og der er ikke tvivl om, at forskning, uddannelse og innovation skal være med til at give svar på udfordringerne. Det er et langt sejt træk. Vi har ikke råd til ikke at interessere os for forskning, uddannelse og innovation. Men vi skal være kloge nok til ikke at ville detailregulere.

  • Vi skal give universiteterne større frihed og mere ansvar.
  • Vi skal have flere i uddannelse, og vi skal have færre regler.
  • Vi skal styrke forskning og innovation.
  • Og vi skal sætte blus under internationaliseringen.

Regeringen har ikke færdige svar og løsninger på alt. Men kunne vi ikke lave den aftale, at jeg forsøger at skabe rammerne, og I hjælper til med at udfylde dem. Og her skal tænkes nyt. Når målet er, at 25 procent af en studenterårgang skal på universitetet, taler vi om et andet universitet end tidligere.

Der er udfordringer nok. Endnu engang tak for bidraget fra Videnskabernes Selskab. Jeg ser frem til et godt samarbejde.

Tak for ordet.

Senest opdateret 04. august 2020