Det talte ord gælder
Tak for ordet. Og tak til Akkrediteringsrådet, fordi I med seminaret i dag sætter fokus på arbejdet med uddannelseskvalitet, uddannelseskultur og ledelsesansvar.
Lad mig gå lige til sagen. For vi arbejder for den samme sag. Kvalitet i uddannelserne er hjerteblod for jer. Det er det også for regeringen. Vi ønsker, at vi får den dygtigste generation nogensinde. Og jeg tror også, at vi kan blive enige om, at der er problemer med kvaliteten i dag på en række uddannelser.
Aviserne har givet en del spalteplads til studerende, der ikke er tilfredse - hverken med undervisningens omfang eller kvalitet. Samtidig viser undersøgelser, at flere uddannelser ikke reelt er fuldtidsstudier.
Og på universitetsområdet kom Rigsrevisionens med en beretning i august, der påpegede, at der er for få undervisningstimer, og at der er for få møder mellem studerende og forskere. Det blev også påpeget, at der ikke er nok ledelsesmæssig opmærksomhed på uddannelsernes kvalitet.
Lad mig i den sammenhæng understrege, at jeg ikke sætter lighedstegn mellem kvantitet og kvalitet. Men det er min klare overbevisning, at der skal stilles skarpt på kvaliteten af den undervisning, vi tilbyder de studerende på alle de videregående uddannelser.
Et nyt akkrediteringssystem skal være med til at løfte den opgave. For formålet med at ændre akkrediteringssystemet er først og fremmest at styrke uddannelsernes kvalitet og relevans. Der er som bekendt høringsfrist om 10 dage, og jeg er spændt på høringen.
Men jeg vil gerne bruge denne anledning til at gå bag om to af de tiltag i forslaget, der har givet anledning til mest debat: Den ene er skiftet fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering. Den anden er prækvalificering.
Fra institutions til uddannelsesakkreditering
Bureaukratisk og ressourcekrævende - der har været en markant kritik fra dele af uddannelsessektoren af det eksisterende akkrediteringssystem. Samtidig er 85 procent af alle uddannelser indtil nu gået gennem akkrediteringssystemet med en positiv akkreditering. Derfor kan ressourcerne bruges bedre på at lade akkrediteringen omfatte hele institutioner.
Det nye system flytter groft sagt fokus fra kontrol af uddannelser - til kvalitetssikring af uddannelser. Fra kontrol til kvalitet. Man kan måske også sige, at det er et skifte fra 'kedelig' bureaukrati til 'god' bureaukrati. Det betyder også, at der bliver stillet større krav til uddannelsesinstitutioners ledelser.
Ændringen vil skærpe kravene til institutioners eget arbejde med kvalitetssikring. Uddannelsesinstitutionerne skal ikke længere redegøre for de samme mekanismer igen og igen i forskellige uddannelsesakkrediteringer på samme institution.
Men det betyder ikke, at alle uddannelser ikke længere skal kvalitetssikres. Nu er det ledelsen, der skal tage ansvar for den samlede kvalitetssikring i hver en krog af institutionen. Institutionerne skal kunne dokumentere, at de arbejder systematisk med at sikre uddannelser af høj faglig kvalitet.
Dokumentationskravene skal være i tråd med institutionernes daglige kvalitetsarbejde, og være koblet til institutionens øvrige afrapporteringsprocesser. Og hele ansvaret for uddannelsernes kvalitet skal være forankret i ledelsen.
Jeg ser på ingen måde, at der er modstrid mellem en stærk ledelsesmæssig fokus på kvalitet – og så de tårnhøje ambitioner regeringen har til kvalitet og samfundsmæssig relevans i uddannelserne. Tværtimod.
Prækvalifikation af nye uddannelser
Prækvalifikation har ikke fået helt samme varme modtagelse som forslaget om at gå fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering.
Prækvalifikation bliver en central godkendelse af alle nye uddannelser og placeres i ministeriet. Indførelse af prækvalifikation er et paradigmeskift for universiteterne.
Og ja, der har allerede været en del kritik. Men vi gør altså ikke det her for at genere jer. Prækvalifikation indgår i det nye akkrediteringssystem fordi det skal sikre, at der er sammenhæng mellem udbud af uddannelse og samfundets behov.
Det må være OK at sikre, at der ikke blot udbydes uddannelser i øst og vest uden hensyn til samfundet som helhed. Vi må ikke glemme, at uddannelsesinstitutionerne er til for samfundets skyld – og ikke omvendt.
Skulle prækvalifikationen yderligere have den sidegevinst, at idérigdommen udmønter sig i at få 'gamle' uddannelser up-to-date fremfor at skabe mange nye uddannelser, så gør det måske heller ikke noget.
Jeg synes, at der er en tendens til, at man nogle gange er meget hurtig til at etablere nye uddannelser. Mens man er noget langsommere, når det gælder om at tække stikket ud for 'gamle' uddannelser. Cirka 1.500 studieordninger – det er måske ikke det, der fremmer overblikket, hverken for den studerende eller for aftagerne.
Et nyt akkrediteringssystem skal også spille sammen med målet om bedre sammenhæng i uddannelsessystemet. Siden Uddannelsesministeriets oprettelse, hvor de videregående uddannelser er samlet i ét ministerium, har vi arbejdet på at skabe bedre sammenhæng i uddannelsessystemet.
Et af midlerne til at nå målet er en fælles uddannelseslov, som rummer alle uddannelser. Sideløbende arbejder vi på at ensarte de rammer, institutionerne agerer under. Det gælder også i forhold til akkreditering.
Med forslaget til et nyt akkrediteringssystem kommer der til at gælde de samme regler for alle de videregående uddannelser i modsætning til nu, hvor universiteterne har en anden ramme end de øvrige institutioner. Derfor ville det være helt relevant, at vi i akkrediteringssystemet tager højde for, at en given uddannelse skal kunne passe sammen med de øvrige uddannelser, der findes.
Udgangspunktet må være, at det ikke skal være muligt at få akkrediteret en bacheloruddannelse, som kun fører til en enkelt kandidatuddannelse. Omvendt skal man ikke kunne få godkendt en kandidatuddannelse, hvis en studerende kun kan kvalificere sig til optagelse fra én bestemt bacheloruddannelse.
Økonomi, tillid og kvalitet
Ledelserne på institutionerne kan ikke løfte opgaven alene ved at skabe kvalitetsmekanismer. Økonomi og kvalitet hænger sammen. Det gælder også for uddannelser. Det er regeringen helt klar over.
Derfor følger økonomien også med:
- Det har vi gjort ved at finansiere det rekordstore optag på de videregående uddannelser her i sommers krone for krone – og lad mig tilføje; det var ikke på nogen måde en selvfølge at pengene fulgte med.
- Det har vi gjort med den historiske aftale om treårige bevillinger til universiteterne, der giver tryghed og mulighed for planlægning – og med et fortsat taxameterløftet på humaniora og samfundsfag på 250 millioner kroner årligt.
- Og det har vi gjort ved, at vi over de kommende tre år vil bruge en milliard kroner på at styrke kvaliteten, øge kapaciteten og sætte fokus på evidensbasering på erhvervsakademier og professionshøjskoler.
Regeringen har valgt en tilgang, der sikrer de videregående uddannelser økonomisk tryghed og stiller krav om resultater frem for at detailregulere.
De overordnede mål i de nye resultatkontrakter - herunder målet om højere kvalitet - er udstukket af regeringen. Men hvordan man opnår målene, er op til de enkelte uddannelsesinstitutioner.
Med det nye forslag til en institutionsakkreditering vises der tillid til institutioners eget arbejde med kvalitetssikring af uddannelserne. Og akkrediteringens dokumentationskrav skal bygge på det kvalitetsarbejde institutionerne i forvejen laver.
Med mere frihed følger mere ansvar. For der stilles krav. Det er frihed i opgaveløsning. Det er ikke frihed til at være i fred. I må finde jer i, at samfundet trænger sig på, og har forventninger om uddannelse af højeste kvalitet og et 'afkast' som resultat af statens investeringer. Regeringen tilbyder tillid og en tryg og solid økonomi. Til gengæld forventer vi bedre kvalitet i uddannelserne.
Sikre kvalitet og relevans
Regeringens ambitioner er høje; vi skal have den dygtigste generation nogensinde. Derfor skal vi kunne tilbyde unge uddannelse af høj kvalitet og relevans. Akkreditering skal netop bidrage til at hæve kvaliteten, og sikre en større sammenhæng i udbuddet af nye uddannelser i forhold til samfundets behov. Regeringen har sikret, at økonomien følger med.
Og jeg synes, at det nye lovforslag om akkreditering rammer en god balance mellem institutionernes autonomi - og statens legitime krav om kvalitet og samfundsmæssig relevans.
Jeg har tillid til institutionerne – også når det gælder kvalitetssikring. Det skærper kravene – ikke mindst til ledelsen på institutionerne. Men jeg er ikke i tvivl om, at det bliver kvitteret med ansvar, engagement og højere kvalitet.
Jeg håber, at I får et fortsat godt seminar.