Gå til indhold

Med kikkerten for øjnene

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensens videotale til konference om Erasmus+ 2021-2027, 30. november 2020.

Det talte ord gælder.

Lige uden for vinduerne her i ministeriet, der ligger Børsen. Den er opført af en konge, der elskede at bygge. Og som elskede at trække på de arkitektoniske strømninger, der kom fra resten af Europa. Og det fantastiske er. At selvom Børsen er 400 år gammel. Så ligner den stadig noget, vi har fået udefra. Et eksotisk indslag som peger ud over vores egne grænser.

Derfor synes jeg, det er ret passende at stå ved dét her vindue, og sige ”goddag og velkommen” til den årlige Erasmus-konference.

Udlængsel er en meget grundlæggende følelse. Uanset om man er konge eller kommende kemiker. Det er sundt for det enkelte menneske. At blive revet op med rode og plantet i helt nye omgivelser. Det er sundt for vores land. At vi skubber vores egen viden uden over grænserne. Og hiver ny energi hjem den anden vej.

En europæisk identitet

I et endnu større perspektiv. Så er det sundt for Europa. For det helt særlige, som Erasmus-programmet kan, det er at skabe en gnist af en europæisk identitet.

Når I driver og udvikler og koordinerer. Når I sørger for, at nuværende og kommende generationer ser nogle andre hjørner af det europæiske fællesskab. Så bidrager I til at skabe en – lille smule – større forståelse for hinandens kulturer og situationer.

Mere samhørighed og mere fælles perspektiv. Styrke følelsen af at være en del af det samme. Og det har vi brug for.

Jeg vil gerne sige tusind tak for indsatsen med dét i de sidste 7 år. Vi nærmer os afslutningen af den gamle periode med hastige skridt. Og et nyt program kan begynde om lidt.

Corona

Og nu vi taler indsats. Så har 2020 været lidt af en udfordring, når man arbejder med at bygge bro over landegrænser.

Corona har ramt Erasmus hårdt. På europæisk plan afbrød 75% af de Erasmus-studerende deres udlandsophold i foråret. Og det affødte en byge af spørgsmål, helt akut. Om økonomi. Om det praktiske. Om undervisningen. Tankerne skulle ændre kurs lige med det samme.

Det har krævet noget særligt af jer. Og jeg ville jo gerne kunne sige: Dét var det, tak for nu. Men vi får brug for jeres indsats lidt endnu. Corona er ikke en døgnflue. Vi er nødt til at tænke nyt for stadig at kunne tænke internationalt. Og en stor del af løsningen bliver at tænke digitalt.

Inkluderende, digitalt og grønt Erasmus i 2021-2027

Der åbner sig mange nye døre i det nye program. Der er også nogen der lukker. Nogen der står på klem. Og tingene er flettet sammen på den måde, at det digitale spiller ind i det hele.

En af ambitionerne er at komme ud til flere mennesker. Erasmus+ skal være en åben klub, og vi skal give endnu bedre mulighed for at være med i den klub. Uanset geografi, uanset social baggrund, uanset om man har et handicap.

Det undrer jer nok ikke, at jeg bakker op om det her som socialdemokrat. Men det er vigtigt. Og jeg er – helt grundlæggende – meget opsat på, at ens geografiske eller sociale udgangspunkt ikke skal stå i vejen for ens uddannelsesmæssige ambitioner i livet.

En anden mission, vi er på: Det er den grønne.

Det er jo en mission, hvor vores ungdomsgeneration virkelig skubber på for, at vi handler. Det er dem, der har drevet Christiansborg til at sætte sig nogle meget ambitiøse mål. Og det er en generation der rent faktisk er motiverede for selv at gøre noget.

Den kraft skal vi udnytte til vores fordel. Det handler både om indholdet af vores uddannelser. Hvordan kan vi tænke i samarbejder dér? Og det handler om, hvordan vi bevæger os rundt i Europa. Når vi igen får lov til det.

Brexit

En dør der bogstavelig talt lukker, det er UK. Det ser endda ud til, at UK træder ud af Erasmus+.

Det har været den mest populære destination for danske elever og studerende på Erasmus+ -ophold. I gennemsnit, så har det ligget på 24% gennem årene. Og vi har ofte set mod UK, når vi skal finde samarbejdspartnere på uddannelse.

Nu skal vi se andre steder hen.

Ny periode med vind i ryggen

Uanset Corona, klima og Brexit. Så gælder det om at se sig om efter nye muligheder.

Og jeg vil opfordre jer til at tænke så originalt, som overhovedet muligt. Bringe alle ideer på bordet.

For sagen er: Vi har vind i ryggen. Det nye program bliver det største til dato. Budgettet lyder på 23,4 milliarder euro. Den nuværende periode ligger på 14,7 milliarder, hvis I lige skulle have dét genopfrisket.

Og det er en tilkendegivelse af, at det her er vigtigt! At mobilitet over grænser er fuldstændig nødvendigt. Og det er en tilkendegivelse af, at Erasmus+ er en af de helt store succeser i EU-samarbejdet.

Det kan have eftervirkninger de næste 400 år, hvis vi formår at stimulere vores udlængsel. Også på nye måder.

Jeg vil ønske jer en rigtig god konference. Pøj pøj med arbejdet!

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. september 2023