Gå til indhold

Karakterkrav ved optag på en erhvervsuddannelse

Læs om, hvordan 2,0-kravet skal forstås for ansøgere med udenlandsk adgangsgrundlag.

Generelt adgangskrav

Ansøgere skal have fået et karaktergennemsnit på mindst 2,0 i henholdsvis dansk og matematik ved 9.- eller 10. klasseprøverne eller et tilsvarende resultat ved en tilsvarende prøve som betingelse for optagelse på grundforløbets del 1 eller 2 i en erhvervsuddannelse (EUD). Der er tale om prøvekrav.

Nedenfor er beskrevet, hvordan kravet om "et tilsvarende resultat ved en tilsvarende prøve" skal forstås for ansøgere med udenlandsk adgangsgrundlag.


Fag svarende til dansk

Udenlandske kvalifikationer vil sjældent omfatte faget dansk, og derfor skal dansk forstås som undervisningssproget, hvis der ikke indgår dansk på modersmålsniveau.

I nogle tilfælde vil undervisningssproget/hovedsproget ikke være identisk med elevens modersmål.

Eksempel: Ansøgeren tilhører det russiske mindretal i Letland. Undervisningssproget/hovedsproget er lettisk, men ansøgeren har også haft russisk som mindretalssprog.  Der er aflagt eksamen i begge sprog.

I dette tilfælde vil det normalt være karakteren i elevens undervisningssprog/hovedsprog, som indgår, idet dette sprog har den "primære" status ligesom danskundervisning i Danmark.


Karakterer svarende til 2,0

Den laveste nationale beståkarakter vil altid svare til den danske karakter 2,0, idet denne karakter som 2,0 udtrykker det laveste acceptable kompetenceniveau i faget. 2,0 gives således for den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål.

Til sammenligning gives karakteren 00 for den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål.

Eksempel: Ansøgeren har fået karakteren 10 i henholdsvis fransk og matematik som prøvekarakter i sit Diplôme national du brevet, som afslutter 9. klasse i Frankrig. Karakteren gives på en skala fra 0 til 20, med 10 som laveste beståkarakter. Ansøgeren opfylder dermed prøvekravet om 2,0 i modersmålet/undervisningssproget og matematik.


Lande uden laveste beståkarakter i grundskolen

I mange lande vil den laveste acceptable præstation også være den laveste beståkarakter, men uden en egenlig beståkarakter. I Danmark udtrykker 2,0 således et kompetenceniveau, men ikke et beståkrav, da man i Danmark ikke taler om at bestå grundskolen.

I disse tilfælde vil det være den karakter, som udtrykker laveste acceptable kompetenceniveau, som lægges til grund for vurderingen af, om kravet om 2,0 i de to fag er opfyldt.

Eksempel: I Norge bruges en 1 til 6-skala både i grund- og gymnasieskolen. Laveste beståkarakter er karakteren 2 i gymnasieskolen, mens der ingen beståkarakter er i grundskolen. Den norske karakter 1 udtrykker, at en elev har meget lav kompetence i faget, mens den norske karakter 2 udtrykker, at en elev har lav kompetence i faget. Kompetenceniveau "meget lavt" for den norske karakter 1 kan siges at ligge under kompetenceniveauet i den danske karakter 2,0, mens kompetenceniveauet "lavt" kan siges at svare til kompetencemålet det "minimalt acceptable" for den danske karakter 2,0.

Prøvekravet til en norsk grundskoleeksamen er altså, at fagene norsk og matematik er bestået med mindst 2.


Prøver på højere niveau

Prøverne skal være aflagt i form af et tilsvarende resultat ved en tilsvarende prøve til folkeskolens 9. eller 10. klasseprøver.

Hvis prøverne på grundskoleniveau ikke er bestået, eller der alene foreligger dokumentation for prøverne på højere kompetenceniveau, vil prøver bestået i matematik og modersmål på et højere niveau og med det krævede karaktergennemsnit erstatte prøverne på grundskoleniveau.  Det kan for eksempel være prøver på erhvervsuddannelsesniveau, gymnasialt niveau eller videregående niveau.

Ofte vil en ansøger med et udenlandsk adgangsgrundlag således have anden uddannelse efter grundskoleniveau.

Karaktererne fra de forskellige prøveniveauer kan ikke mikses.

Eksempel: Ansøgeren har afsluttet en 3-årig tysk erhvervsuddannelse til Staatlich geprüfte Wirtschaftsassistentin og har fået den tyske karakter 3 i prøven i faget matematik. Adgangsgrundlaget er 10 års skolegang. Ansøgeren har ikke medbragt dokumentation for 10. klasse.

Den tyske karakterskala går fra 6 til 1 med 1 som den højeste beståede enkeltkarakter og 4 som den laveste beståede enkeltkarakter. 4 svarer til den danske karakter 2,0. Ansøgeren har fået prøvekarakteren 3 i matematik, dvs. over den laveste tyske karakter for en tilstrækkelig præstation og over den danske karakter 2,0.

Hvis ansøgeren ikke havde bestået matematik, skulle ansøgeren fremlægge dokumentation for, at faget var bestået i den forudgående uddannelse.

Se også:


Gennemsnitskarakter i et fag

Hvis der indgår flere prøver i faget, skal der være opnået en gennemsnitskarakter svarende til mindst 2,0 i den danske karakterskala uden afrunding.

Normalt vil der skulle udregnes et simpelt gennemsnit af mundtlige og skriftlige karakterer i prøver i faget, hvis der fremgår flere karakterer på eksamensbeviset.


Standpunkts- og prøvekarakterer

Det danske 2,0-krav er et prøvekrav. Det vil altså være prøvekarakteren/et gennemsnit af prøvekarakterer, som ligger til grund for vurderingen af, hvorvidt en udenlandsk eksamen opfylder 2,0 kravet. 

Det vil derimod ikke være et gennemsnit af standpunkts- og prøvekarakterer, hvis der indgår standpunkts- og prøvekarakterer på eksamens/uddannelsesbeviset.

De to fag er prøvefag i langt de fleste grundskoleeksaminer, erhvervsfaglige eksaminer og gymnasiale eksaminer.  


Se også:

Senest opdateret 01. oktober 2020