Gå til indhold

Tilsyn med de videregående uddannelsesinstitutioner

De videregående uddannelsesinstitutioner er centrale institutioner i samfundet, og samfundet har derfor interesse i, at institutionerne fungerer efter hensigten. Som tilsynsmyndighed er Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i dialog med institutionerne herom.

Styrelsen fører løbende en dialog med den institutionerne om, hvordan de kan bidrage til at løfte de samfundsmæssige udfordringer på området. Styringsdialogen har til formål at understøtte fokus på de udfordringer og udviklingsperspektiver, institutionen står overfor i lyset af den samfundsmæssige udvikling. Styringsdialogen følger et fast årshjul, hvor der bl.a. indgår styrelsens opfølgning på institutionernes årsrapporter og et årligt institutionsmøde. 

Systematisk opfølgning

Den årlige opfølgning skal understøtte dialogen med institutionerne om deres strategiske udvikling, aktiviteter, økonomi og særlige opmærksomhedspunkter, som styrelsen vurderer, at gennemgangen af årsrapporten giver anledning til. Dialogen bygger på gennemgang af institutionernes årsrapporter, revisionsprotokollater og årlige redegørelse for de strategiske rammekontrakter. 

Institutionsmøder

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen afholder hvert år et institutionsmøde med hver af de videregående uddannelsesinstitutioner. Formålet med institutionsmøderne er en strategisk drøftelse mellem styrelsens og institutionens ledelser, hvor den strategiske rammekontrakt er et centralt omdrejningspunkt foruden eksempelvis styrelsens tværgående analyser og monitorering af nøgletal. Dagsordenen for mødet planlægges i fællesskab mellem styrelsen og institutionen.

Øvrige mødefora

Styrelsen tilstræber løbende at bruge møder med institutionerne i rektorkollegierne og kredsen af direktører til dialog og videndeling om sektorrelevante perspektiver på eksempelvis ministeriets eller andre analyser, orientering om regelgrundlag og implementering af regler. Disse møder er også et vigtigt forum til at drøfte udviklingen for hhv. universiteter, de kunstneriske institutioner, professionshøjskoler, erhvervsakademier og de maritime institutioner.

Øvrige tilsyn

Styrelsen fører et løbende tilsyn med institutionerne. Hvis der opstår situationer eller er konkrete forhold på den enkelte institution, som ikke er i overensstemmelse med gældende regler, har styrelsen ansvaret for at følge op.

Styrelsen kan også igangsætte tematiske tilsyn, der er tværgående for flere eller alle institutioner og kan f.eks. have fokus på et udvalgt politiske, faglige, økonomiske, juridiske eller strategiske tema. Formålet kan for eksempel være at følge op på, om nye regler har den tilsigtede virkning samt om implementering af love og regler er håndteret korrekt. 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 06. januar 2022