EU: Et studieophold i udlandet gør vejen til job kortere
Europæiske unge med en videregående uddannelse klarer sig bedre på arbejdsmarkedet, hvis de har international erfaring på CV’et. Så klar er konklusionen på en omfattende undersøgelse af studerendes udbytte af Erasmus-ophold, som EU-Kommissionen har fået lavet.
Fem år efter endt uddannelse er ledigheden 23 procent lavere for tidligere studerende, der har været på udvekslingsophold med Erasmusprogrammet, end blandt dem, der ikke har et udlandsophold i bagagen.
Og sandsynligheden for at opleve langtidsledighed er blot halvt så stor for de berejste jobsøgende i Europa sammenlignet med tidligere studerende, der ikke har begivet sig ud over landets grænser i løbet af uddannelsen.
Regeringen har sat som mål frem mod 2020, at 50 procent af de studerende på de videregående uddannelser skal tage studie- eller praktikophold i udlandet i løbet af uddannelsen. Med de åbenlyse fordele et udlandsophold giver, opfordrer uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen alle studerende til at overveje et udvekslingsophold.
- Jeg kan ikke se nogen argumenter for ikke at tage til udlandet i løbet af studierne. Man får international erfaring, bliver bedre til fremmedsprog og udvikler sig personligt. Og nu dokumenterer en EU-undersøgelse ovenikøbet, at international uddannelseserfaring gør det nemmere at få job bagefter. Det er da det bedste argument for at tage ud i verden, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.
Studerende, der rejser på udveksling eller tager i praktik i udlandet får international erfaring og besidder i højere grad egenskaber som åbenhed, tolerance, nysgerrighed og evnen til at løse problemer, viser undersøgelsen. Netop disse karaktertræk peger mere end 92 procent af de adspurgte arbejdsgivere på som vigtige kompetencer, når de ansætter nye medarbejdere.
Undersøgelsen viser desuden, at mere end én ud af tre, der har været i praktik med Erasmus-programmet, bliver tilbudt en stilling i den virksomhed, hvor de har været i praktik. Mens én ud af ti tidligere Erasmus-praktikanter starter egen virksomhed.
Effekt af Erasmus-ophold
- Undersøgelsen Erasmus Impact Study er den største undersøgelse af sin art og fokuserer på, hvilken betydning et Erasmus-ophold har for de europæiske studerende.
- Undersøgelsen kombinerer både kvalitative og kvantitative interviews af næsten 80.000 respondenter fra 34 lande – herunder både studerende og virksomheder.
- Test af studerende, der er gennemført før og efter et udvekslingsophold i udlandet viser, at Erasmus-studerende scorer højere på egenskaber som tolerance, evne til problemløsning, nysgerrighed og bevidsthed om egne styrker/svagheder, selv inden påbegyndelsen af udvekslingsopholdet. Når de studerende vender hjem, er forskellen mellem Erasmus-studerende og andre studerende steget yderligere på disse parametre.
- Undersøgelsen er udarbejdet for EU-Kommissionen af et uafhængigt konsortium bestående af CHE Consult, Brussels Education Service, Compostela Group of Universities og Erasmus Student Netvork.
- Læs mere om undersøgelsen Erasmus Impact Study på EU-Kommissionens hjemmeside
- Læs mere om EU’ s uddannelsesprogram Erasmus+
For yderligere oplysninger, kontakt:
International rådgiver Susanne Suhr Andersen, tlf.: 7231 8915, e-mail: susa@uds.dk
Presse- og kommunikationsansvarlig Carina Elkott, tlf.: 5090 0549, e-mail: care@uds.dk
Handlinger tilknyttet webside