Peter Lodahl

Professor, ph.d., født 1972

Hvad forsker du i?

En af de helt store udfordringer i dag i kvantefysik er at skalere små kvantesystemer til større og mere komplekse funktionaliteter.

Lykkes dette, åbner der sig en helt ny verden af anvendelser, hvor delikate kvantemekaniske fænomener kan udnyttes til at opnå hidtil ukendt regnekraft, og ubrydelig information kan blive sendt over store afstande.

Peter Lodahl
Peter Lodahl
I min gruppe arbejder vi eksperimentelt med at konstruere kvantenetværk baseret på lys (fotoner) og stof (atomer) – populært sagt et kvanteinternet.

Vi fremstiller specielle nanofotoniske komponenter, som muliggør, at en foton og et atom kan vekselvirke meget effektivt med hinanden. Baseret på dette vil vi opskalere til større netværk og bl.a. demonstrere en såkaldt ”kvantesimulator”, der potentielt kan udføre beregninger, som ikke kan udføres på klassiske computere.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver?

Eksperimentel kvantefysik har gennemgået en rivende udvikling, og i dag har vi fuld kontrol over de basale byggesten for kvanteteknologi. Den store udfordring er at opskalere disse systemer og fx generere et netværk af atomer, hvor hvert atom er indbyrdes koblet ved at udveksle netop en foton ad gangen. Kan man dette, opnås en række ny muligheder indenfor kvantecomputing og kvantekommunikation. Vi begynder nu at se, hvordan man eksperimentelt kan syntetisere sådanne komplekse kvantemekaniske systemer i laboratoriet. At forskningsfeltet er blevet så modent, er sket indenfor de seneste 2-3 år, og det er derfor meget spændende tider. 

Hvordan opstod interessen for forskningsfeltet?

I gymnasiet opstod min interesse for kvantefysik og et stort ønske om at forstå området bedre, end det var muligt gennem populærvidenskabelige bøger. Det var derfor oplagt, at jeg ønskede at læse fysik. Da jeg igennem specialearbejde kom i gang med rigtig forskning, var jeg ”hooked”. Nysgerrigheden efter og glæden ved at forstå og udforske fundamental fysik har hele tiden være drivkraften. Også nu, hvor en stor del af vores forskningsaktivitet er teknologisk orienteret, og flere af vores opdagelser patenteres og potentielt kommercialiseres.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-prisen?

Forskningsdelen af prisen vil primært blive brugt til at videreudvikle internationale forskningssamarbejder. Forskningsfeltet er i øjeblikket ved et kardinalpunkt, hvor vi skal begynde at bygge og forstå langt mere komplekse kvantemekaniske systemer. For at lykkes med dette ambitiøse projekt er det helt afgørende at samle kompetencerne indenfor forskningsfeltet. Den private del af prisen vil blive brugt til at forkæle min tålmodige familie med en spændende rejse. Jeg mødte i sin tid min kone som rygsækrejsende i New Zealand, og vi har altid talt om, at vi en dag gerne vil tilbage dertil og opleve den smukke natur med vores børn.

Hvad betyder det for dig at modtage EliteForsk-prisen?

Prisen er en meget stor opmuntring og en anerkendelse af værdien af den forskning, vi har arbejdet intenst med de seneste 10 år. Jeg opfatter i høj grad prisen som en anerkendelse af de mange ekstremt talentfulde, entusiastiske og hårdtarbejdende studerende og forskere, som har arbejdet i Kvantefotonikgruppen under min ledelse. Jeg håber, at prisen vil være med til at give en øget national synlighed for betydningen af kvantefotonik og kvanteteknologi. Disse områder kan være udfordrende at kommunikere, da de ofte opfattes som abstrakte og ”langhårede”, som bygger på løjerlige kvantemekaniske fænomener, der er svære at begribe. Lidt om mennesket bag forskeren Jeg bor i Birkerød sammen med min kone, Gera, og to børn, Rasmus på 7 år og Noah på 5 år. I fritiden rejser vi meget og gerne aktive rejser, f.eks. kanoferie, langrendsture, men også besøg hos bedsteforældrene i hhv. Holland og Jylland. Jeg er sportsgal og har bl.a. dyrket en del triathlon, men i dag er tiden og kroppen ikke til mere end sporadiske løbe- og cykelture samt motionstennis. Desuden betyder mine to sønners umættelige appetit for alt med fodbold, at jeg bruger en del tid i weekenderne i diverse haller og på stadioner.

Fødested/barndomsby, gymnasium og nuværende bopælskommune

Silkeborg Amtsgymnasium, bopæl i Rudersdal

Fagområde

Fysik, kvantefotonik

Institution

Københavns Universitet, Niels Bohr Institutet

Kontaktoplysninger

Telefon: 2056 5303, e-mail: lodahl@nbi.ku.dk

Senest opdateret 15. februar 2017