Legalisering af danske eksamensdokumenter

Henvend dig til Udenrigsministeriet, hvis du skal til udlandet og medbringe dine uddannelsesbeviser med officiel påstempling (legalisering).

Nogle lande kræver, at udenlandske eksamensbeviser er legaliserede. En legalisering er en bekræftelse af, at underskriveren er den, han/hun udgiver sig for at være, samt at han/hun har myndighed til at underskrive det pågældende dokument. En legalisering tager ikke stilling til dokumentets indhold. Legaliseringen skal medvirke til at overbevise den relevante udenlandske myndighed om, at underskriften på dokumentet er ægte.

Hvis du planlægger et arbejds- eller studieophold i udlandet, bør du undersøge, om dine danske dokumenter skal legaliseres. Det kan du få oplyst på det pågældende lands ambassade eller konsulat i Danmark:

Hvis der kræves legalisering, kan du få den hos Udenrigsministeriet.

Efter den 1. januar 2007 er det blevet nemmere at få legaliseret sine dokumenter. Danmark har tiltrådt Apostillekonventionen (Haagerkonventionen af 5. oktober 1961), og dermed er det blevet enklere for borgere og virksomheder at få legaliseret offentlige dokumenter til brug i udlandet. Hvor et dokument før skulle gennem op til tre legaliseringer hos forskellige myndigheder, skal man nu blot henvende sig til Udenrigsministeriet for at få en Apostillepåtegning.

Styrelsen for Videregående Uddannelser tager sig ikke af legalisering af uddannelsesbeviser.

Læs mere:

Senest opdateret 18. december 2014