Nye tal på kvalitet i uddannelserne
De videregående uddannelser vurderes overordnet til at have en god kvalitet. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind ser undersøgelsen som et vigtigt skridt til at få mere viden om kvaliteten i de videregående uddannelser:
- Jeg har fra første dag i Uddannelses- og Forskningsministeriet været optaget af øget kvalitet i uddannelserne, og jeg har efterspurgt viden om, hvordan kvaliteten er i dag. De nye tal er et godt redskab til at blive klogere på kvaliteten. Nu kan uddannelsesinstitutionerne og de kommende studerende sammenligne undervisningen, studiemiljøet og relevansen på tværs af landet. Det kan give stof til eftertanke, siger Søren Pind.
Studerende vurderer deres undervisning som god, men efterlyser bedre feedback
De studerende er blandt andet blevet spurgt, om deres undervisere er fagligt dygtige. På en skala fra 1-5 vurderer de studerende i gennemsnit, at deres undervisere ligger på 4,3. Til gengæld vurderer de deres underviseres evne til at give brugbar feedback til 3,4.
- Det er glædeligt, at de studerende oplever, at undervisningen er god, men selvfølgelig skal de også have brugbar feedback. Jeg håber, at de studerende knokler hver eneste dag for at blive dygtige til deres fag, og derfor skal de også vide, hvad de gør godt, og hvordan de kan forbedre sig. Feedback er en vigtig vej til, at hver enkelte studerende kan få det optimale ud af deres evner, siger Søren Pind.
Fra i dag kan man finde undersøgelsens hovedresultater i Uddannelseszoom.dk, som er et digitalt værktøj, der skal hjælpe kommende studerende med at vælge uddannelse på et mere oplyst grundlag.
Udover viden om de studerende og nyuddannedes vurdering af uddannelsernes kvalitet, og om det, de har lært, kan bruges i deres job, kan man også finde viden om, hvorvidt uddannelserne fører til job, de færdiguddannedes indkomst, og hvor længe de studerende er om at gennemføre uddannelserne.
Uddannelseszoom kommer i en ny og bedre udgave netop nu, hvor rigtigt mange unge står over for at skulle vælge en videregående uddannelse i forbindelse med marts-ansøgningsrunden.
Fakta om Uddannelseszoom
- 120.000 studerende og nyuddannede har besvaret spørgeskemaet, som er iværksat af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
- Undersøgelsen er den mest omfattende undersøgelse af de videregående uddannelser nogensinde.
- På Uddannelseszoom.dk kan unge, forældre og uddannelsesinstitutioner enkelt sammenligne op til tre uddannelser ad gangen på selvvalgte parametre.
- Uddannelseszoom.dk understøtter de unges valg af uddannelse ved at stille information om uddannelsers kvalitet og relevans til rådighed.
- Der er ansøgningsfrist til en videregående uddannelse gennem kvote 2 til den 15. marts 2017.
- Initiativet til Uddannelseszoom.dk blev igangsat med bred opbakning blandt Folketingets partier i 2014.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Chefkonsulent Adrian Lema, tlf. 7231 8126 e-mail: adl@ufm.dk
Pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 7231 8012, e-mail: kmh@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside